Annonce
Odder

Oplandsbutikker har kronede dage: mange kunder køber alle deres dagligvarer lokalt

Købmand Casper Rasmussen møder faktisk færre kunder end normalt i Hundslund Købmandsgård. Alligevel er omsætningen steget, efter at Danmark lukkede ned. Arkivfoto
Hundslund Købmandsgård og Dagli'brugsen i både Hou og Gylling oplever fremgang i omsætningen.
Annonce

Odder: Selv om antallet af kunder er faldet, siden Danmark lukkede ned 13. marts, er omsætningen i Dagli’Brugsen i Gylling steget. Det samme gælder Dagli'Brugsen i Hou og Købmandsgården i Hundslund.

Fra alle tre butikker lyder meldingen, at omsætningen på få uger er steget med mindst 10-15 procent.

- Lige da statsministeren havde holdt sin første tale, havde vi langt flere kunder end normalt, og mange købte stort ind. Hamstrede, om du vil. Også dem, der til daglig kun henter cigaretter i butikken. Nu er antallet af kunder faktisk betydeligt lavere end normalt, men de, som kommer forbi, køber til gengæld stadig meget stort ind til flere dage, fortæller Andreas Krogstrup, der er næstkommanderende i Dagli’Brugsen i Gylling.

De ansatte i Dagli'Brugsen i Hou er blevet udstyret med en sweatshirt, hvorpå man opfordrer kunderne til at holde afstand. På billedet ses Maja Friis Laursen. Privatfoto
Annonce

Arbejder om natten

Den samme tendens oplever Jens Møller Poulsen, uddeler i Dagli’Brugsen i Hou. Også her fylder folk meget mere i indkøbsvognene end normalt - men ikke så ofte.

- Det lyder måske lidt skørt, men jeg oplever, at hverdagen har fundet en ny rutine, og at folk følger de anvisninger, vi har angivet for at undgå smittespredning. Det kneb mere i starten, hvor en del kunder glemte at holde afstand til vores medarbejdere, når disse var i færd med at fylde varer på hylderne. Det har vi løst ved, at to medarbejdere tager på arbejde om natten en gang om ugen og så fylder varer op i god ro og orden, siger uddeleren, der på den måde også sørger for, at de ansatte ikke kommer for tæt på hinanden ude på lageret, som i Hou ikke er ret stort.

- Så jo, det går ganske godt her i Hou. Nu er vi spændte på, hvor mange kunder, der kommer i påsken. Vi aner jo ikke, om folk vil overholde statsministerens anbefaling om ikke at tage i sommerhus, siger han.

Annonce

Færre frivillige

Også i Hundslund Købmandgård er der blevet langet flere varer over disken end normalt – men af færre personer end på en almindelig uge marts.

Det skyldes ifølge købmand Casper Rasmussen, at tre-fire af de mange frivillige har meldt fra.

- De fleste af mine kolleger er godt oppe i årene, så jeg har fuld forståelse for, at de lige tager sig en time out for undgå at blive smittet eller smitte andre med coronavirus. Men det har desværre betydet, at nogle af de andre frivillige har haft lidt for lange vagter, siger købmanden, som er den eneste lønnede medarbejder i Hundslund Købmandsgård. De øvrige 20-30 personer, som giver en hånd med i butikken eller ude bagved, er alle ulønnede.

- Og de yder en kæmpe indsats med blandt andet at bringe varer ud til 20-30 borgere i lokalområdet. Det tal har faktisk ikke ændret sig ret nævneværdigt i den seneste tid, men hvor vi tidligere afleverede varerne personligt ved at ringe på, stiller vi dem nu blot udenfor folks dør, siger købmanden, der gerne hører fra flere, som vil give en hånd med i butikken eller bag kulissen. For som han siger:

- Vi klarer os, også uden dem, som har meldt fra for en stund. Men frivillige – dem kan man da altid bruge flere af.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Udsigt til brandslukning resten af aftenen: Vi skal ind fra ydersiden, og det tager tid

Annonce