Annonce
Horsens

Ophedet debat i byrådet: K vil ikke støtte renovering af almene boliger i Gedved og Søvind

Esben Hedeager (K) satte sindene i kog på byrådsmødet mandag aften, da han ganske usædvanligt afviste at give sin støtte til renoveringer af almene boliger i Søvind og Gedved. Arkivfoto: Morten Pape
Det er konkurrenceforvridende over for private udlejere, lød det fra Esben Hedeager på byrådsmødet mandag. Alment byggeri er pr. definition konkurrenceforvridende, lød modsvaret fra Andreas Boesen (S).
Annonce

Horsens: Renoveringsprojekter i almene boligforeninger er normalt rene ekspeditionssager i byrådet, men Esben Hedeager (K) ville det anderledes på byrådsmødet mandag aften.

Modsat resten af Horsens Byråd stemte det konservative byrådsmedlem nej til, at kommunen skulle give grønt lys til to renoveringsprojekter i Odinsgaards afdelinger Odinsparken i Gedved og Humleballe i Søvind. Renoveringer, der som tidligere omtalt i Folkebladet er to af flere, der er blevet muligt at fremskynde som følge af behovet for at sætte gang i byggeriet under corona-krisen.

Hedeager bemærkede, at der er tale om to nødlidende afdelinger, hvor det er svært at udleje boligerne, og han mente, at den kommunale støtte på i alt 200.000 kroner vil være konkurrenceforvridende over for private udlejere i området.

- Hvorfor skal vi støtte boligafdelinger, hvis der ikke er lejere til dem? Det er set før, at boligforeninger har solgt afdelinger, hvis man ikke kan få det til at løbe rundt. Måske var det det, man skulle gøre her, konstaterede han.

Hedeager hæftede sig ved, at der i dagsordenteksten stod, at "afdelingen i Gedved har haft udlejningsvanskeligheder og tomme lejligheder, selvom den løbende bliver vedligeholdt". Om afdelingen i Søvind stod der, at "afdelingen i Søvind har haft en stigende flyttefrekvens og en del udlejningsvanskeligheder."

Hvorfor skal vi støtte boligafdelinger, hvis der ikke er lejere til dem?

Esben Hedeager (K), byrådsmedlem

Annonce

S: Støtte sikrer billig husleje

Esben Hedeagers holdning blev mødt med vantro af socialdemokraternes gruppeformand Andreas Boesen, der bemærkede, at almene boliger er offentligt støttet byggeri - og dermed pr. definition konkurrenceforvridende.

- Det er med til at sikre en billig husleje, som alle borgere kan betale, sagde han og startede efterfølgende en ophedet debat, da han spurgte ind til, om han skulle forstå det sådan, at Konservative ikke ønsker at støtte renoveringer af alment byggeri.

- Sikke noget vrøvl. Vi støtter almennyttigt byggeri. Jeg siger bare nej til den ulige konkurrence ved de her ekstraordinære tiltag, lød det fra Esben Hedeager.

- Skal jeg forstå det sådan, at Konservative ikke ønsker at støtte renoveringer af alment byggeri i oplandet, hvis det ikke lige er en "kioskbasker", lød det igen fra Andreas Boesen, hvilket atter blev afvist af Esben Hedeager.

Det fik Venstres gruppeformand, Martin Ravn (V) til at kritisere Andreas Boesen for at "synke ned på et lavt niveau".

- Du lægger ord i munden på Esben. Jeg synes, at hans argumenter er fair og sobre, sagde han.

Borgmester Peter Sørensen (S) understregede i sine indlæg, at det er lejerne selv, der betaler for renoveringerne via Landsbyggefonden, og at renoveringerne kan være med til at gøre det mere attraktivt at søge en bolig i afdelingerne.

- Der er tale om nedslidte boliger, og det kunne være årsagen til, at de er svære at udleje, sagde han.

Samlet er der tale om renoveringer af de to afdelinger for lidt over 80 millioner kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce