Annonce
Horsens

Kommunens evne til at få ledige i job: Horsens er nummer 81 ud af 98

Ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet vurderer, at Horsens Kommune bruger 16 millioner kroner mere på offentlige forsørgelse, end kommunen burde vurderet ud fra dens rammevilkår. Foto: Claus Skovholm
I Beskæftigelsesministeriet halvårlige benchmarking-undersøgelse, der måler, hvor dygtige kommuner er til at få ledige i beskæftigelse, indtager Horsens Kommune en 81. plads.
Annonce

Horsens: Det går bedre med at få ledige i beskæftigelse i Horsens, men kommunen er fortsat blandt den dårligste femtedel af landets kommuner.

Det viser en ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet, den såkaldte benchmarkingliste, der hvert halve år rangerer landets kommuner ud fra, hvor mange borgere der er på offentlige forsørgelse i den enkelte kommune, i forhold til, hvad man kunne forvente ud fra kommunens rammevilkår.

Her er Horsens Kommune nummer 81 ud af landets 98 kommuner. Det er et spring på syv pladser i den rigtige retning, siden listen sidst blev offentliggjort i efteråret 2018.

Et spring, Grethe Fyrstenberg Laursen (EL), fungerende formand for Horsens Kommunes beskæftigelses- og integrationsudvalg, ser positivt på.

- Vi arbejder med gode tiltag, der virker. Vi har blandt andet gennemført en særlig indsats for at få unge ledige i beskæftigelse, og vi har skabt gode resultater med vores jobbus i Sundparken, siger hun.

Benchmarking og rammevilkår

  • I Beskæftigelsesministeriets halvårlige benchmarkinganalyse bliver der taget højde for kommunernes rammevilkår for at finde ud af, hvor mange borgere en kommune har på offentlig forsørgelse, i forhold til hvad den burde have.
  • Rammevilkårene, der er fundet på baggrund af et analysedesign fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, gør det muligt at sammenligne resultaterne i de enkelte kommuner og dermed lave en rangliste. Denne vægter kommunerne efter hvor stor en procentmæssig afvigelse, der er mellem den enkelte kommunes faktiske antal af borgere på dagpenge, sygedagpenge og kontanthjælp og det antal, rammevilkårene estimerer, der burde være.
  • Rammevilkårene kan være lokale forhold på arbejdsmarkedet eller en kommunes befolkningssammensætning (for eksempel alder, uddannelsesniveau og etnicitet).
Annonce

Bruger 16 millioner for meget

Beskæftigelsesministeriets benchmarkingliste undersøger forskellen på, hvor mange borgere en kommune har på dagpenge, sygedagpenge og kontanthjælp, i forhold til hvor mange den burde have vurderet ud fra dens rammevilkår.

I Horsens Kommune er der 5300 borgere fordelt på de tre ydelsesgrupper, men benchmarkinglisten estimerer, at der burde være 5220. Det er denne forskel på -0,4 procentpoint, der placerer Horsens Kommune som nummer 81 på listen.

I økonomisk målestok betyder forskellen, at Horsens Kommune årligt bruger 16 millioner kroner mere på offentlig forsørgelse, end kommunen burde.

Det beløb lå i den seneste benchmarking-undersøgelse på 21,5 millioner kroner, og udviklingen går dermed den rigtige vej, slår Grethe Fyrstenberg Laursen fast. En udvikling, der ifølge udvalgsformanden har flere årsager.

- Det er en kombination af kommunens indsats og højkonjunkturen på arbejdsmarkedet. Højkonjunkturen er et godt udgangspunkt, for der er behov for arbejdskraft, men uden jobcentrets indsats ville man ikke få de ledige borgere, der har mange udfordringer og har været længe væk fra arbejdsmarkedet, i beskæftigelse, siger hun.

Annonce

Placering er ikke vigtig

I bund og grund mener Grethe Fyrstenberg Laursen ikke, at det betyder så meget, hvilken placering kommunen indtager på listen.

- Man vil jo helst ligge i superligaen, men det vigtige er ikke, hvilken placering vi har på sådan en liste. Det vigtige er, at det går i den rigtige retning. Og det gør det, hver gang der kommer et menneske ud og bliver selvforsørgende, siger Grethe Fyrstenberg Laursen.

Mens Horsens Kommune ligger nummer 81 på listen, ligger Hedensted Kommune nummer syv, Vejle Kommune ligger nummer 32, Skanderborg Kommune ligger nummer 40, og Odder Kommune ligger nummer 84.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

På kanten af kaninhullet

Horsens

Dagens corona-tal: På ét punkt ligner Horsens Kommune ikke de andre

Annonce