x
Annonce
Horsens

Opfordring fra biskopper: Landets kirkeklokker skal ringe på samme tid hver dag under corona-epidemien

Her midt i den svære corona-tid skal alle kirkeklokker ringe solen ned klokken 17. Arkivfoto: Jens Thaysen
Hver dag vil kirkeklokkerne lyde over hele landet klokken 17. Biskop opfordrer til bøn og eftertanke for de, der på den ene eller anden måde er ramt af coronaen.

DANMARK: Helt fra gammel tid har kirkeklokken lydt over sognene, og her midt i den svære corona-tid skal alle kirkeklokker ringe solen ned klokken 17.

Det fremgår af en opfordring, som landets biskopper netop har sendt til menighedsrådene. Hver eneste dag klokken 17 skal alle landets kirkeklokker lyde, så folk i fællesskab skal tænke på og bede for de syge og de, der passer de syge.

Flere præster har opfordret til, at kirken skal gøre brug af det, for fælles klokkeringning bliver brugt i udlandet i svære tider. Og lige nu kan folk ikke mødes til gudstjeneste om søndagen, hvilket blot gør behovet endnu større for at vise kirkens tilstedeværelse på andre måder.

- Det er så trist, at vi ikke kan mødes inde i kirkerne i denne tid. Derfor er det vigtigt at markere, at kirken stadig er her, og at man kan tænke på det budskab, den bygger på, siger Elof Westergaard, biskop i Ribe Stift.

Kirkeklokken har altid haft en samlende funktion. Den har ringet til solopgang og solnedgang, kaldet folk til gudstjeneste, og når der har været krig, har den også kaldt. Både i sorg og glæde har den lydt, og netop det fællesskab er vigtigt lige nu, mener Elof Westergaard.

- Når man er bekymret for alle dem, man har kær, så er det godt at kunne løfte blikket i fællesskab, og der ligger også en bøn eller en tanke til de, der bliver ramt af sygdommen, lyder det fra biskoppen.

På samme måde er kirkeklokken også et holdepunkt, mens det hele er meget usikkert.

- Det fortæller os, at uanset hvad der raser, er der også noget, der står fast, forklarer Elof Westergaard.

National klokkeringning i Folkekirken bliver kun brugt meget sjældent. Ved både Kong Frederik og Dronning Ingrids død blev der kimet over hele landet, ligesom der blev kimet ved 50-året og 60-året for for befrielsen i 1945. Også ved reformationsjubilæet blev der opfordret til national klokkeringning.

Den fælles klokkeringning ophører, når den normale hverdag er tilbage i Danmark.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Husk de gode vaner - de bliver guld værd

Corona-smitten har vendt op og ned på alles dagligdag. Intet er, som det var før. Helt lavpraktisk - hvem havde forestillet sig, at der ville være rift om håndsprit i samtlige supermarkeder, og hvor den eftertragtede vare ellers kan opdrives. Lige nu står vi midt i kampen for at få lov til at vende tilbage til hverdagen, og vi kan i den sammenhæng glæde os over, at vi er ved at tillægge os en stribe gode vaner, der kan blive guld værd frem over. Den lavest hængende frugt er uden tvivl hygiejnen. Hvis vi blot tilnærmelsesvis kan fortsætte det nuværende brug af sæbe og håndsprit, vil vi kunne spare et hav af sygedage. Den almindelige influenza ville få trange kår, hvis butikkerne fortsætter med jævnligt at afspritte dankort-terminaler, gøre indkøbskurve rene med meget mere. Derhjemme vil noget så enkelt som daglige rutiner med at afspritte eller vaske iPads, telefoner, fjernbetjeninger og håndtaget til køleskabet også gøre en stor forskel. Listen over små ting, der gør en stor forskel, er stor. Eller bare det at vaske hænder korrekt. De forsøg, som fornylig florerede på nettet, hvor en børnehave kiggede på franskbrød, der have været i berøring med beskidte hænder og korrekt vaskede hænder, siger alt om, hvor stor en forskel lidt vand og sæbe kan gøre for vores generelle sundhed og antallet af sygedage. Selv lusene må have trange kår i disse tider, hvor vi holder afstand. Vi må komme til at kigge langt efter de traditionelle udmeldinger om, at der konstateret lus i skoleklassen eller børnehaven. Men alting med måde. Gode vaner skal man ikke smide væk, men specielt børn har godt af en vis portion bakterier. Sammenhængen mellem bakterier og et stærkt immunforsvar har forskningen bevist for efterhånden en del år siden, så det handler ikke om at stoppe med at rulle sig i skidt på legepladsen. Men hvis vi bare kunne blive ved med at huske at vaske hænder og bruge håndsprit både derhjemme, og når vi handler, vil vi være nået langt.

Annonce