Annonce
Horsens

Op til halvanden times ventetid ved testcentre i Hedensted og Horsens - få overblikket her

Selve hurtigtesten tager ikke mere end 15 sekunder med en vatpind i hvert næsebor, og svaret er klar inden for en halv times tid. Mandag er køen flere steder det, der tager længst tid at komme igennem. Arkivfoto: Lars Rasborg
Som forventet er der opstået ventetid foran mange hurtigtestcentre i løbet af mandagen. En lille køretur kan dog være løsningen, hvis man ikke vil stå i lang kø.

Opdatering klokken 15.15: Der meldes igen om ingen eller kort ventetid ved Ove Jensens Allé, mens der stadig er en smule i Sundparken (15 minutter). Overordnet er der kø ved stort set samtlige hurtigtestcentre i Region Midtjylland. Falck opdaterer ventetiderne løbende på denne hjemmeside.

Horsens/Hedensted: I flere af hurtigtestcentrene i Horsens- og Hedensted-området er der mandag meldinger om ventetid - helt som forventet, når mange danskere skal have en negativ test klar til coronapassets indtog tirsdag.

Skal man have sin test, må man enten tage ventetiden med, eller man kan sætte sig i bilen og køre mod et andet teststed. Det er nemlig ikke alle testcentre, der melder om kø.

- Vi havde regnet med, at der vil komme kø i dag. I Horsens dukker de fleste op ved Sandøvej, og der fortæller vi dem løbende, at de kan stå i kø i en time her, eller de kan køre ned på Ove Jensens Allé, hvor der ikke er ventetid. Da vi gjorde det tidligere på dagen, fik vi halveret køen, siger Rasmus Ehlers, der er leder af Falcks teststeder i Horsens samt i Hedensted Kommune.

Annonce

Ventetid på Sandøvej

Falck opdaterer løbende sin hjemmeside med ventetider, og her fremgik det ved middagstid, at der var en times kø på Sandøvej i Horsens.

Kø-status (opdateret mandag klokken 15.15)

Ventetiderne er hentet på Falcks hjemmeside klokken 15.15 mandag og gælder hurtigtestcentre.

Horsens Kommune:

  • Sandøvej 16: 60 minutter
  • Ove Jensens Allé 19C: Ingen ventetid
  • Beboerhuset i Sundparken: 15 minutter
  • Torstedhallen: Ukendt ventetid
  • Borgerhuset i Brædstrup: 30 minutter

Hedensted Kommune:

  • Hedensted Centret: En time og 45 minutter
  • Rask Mølle Hallerne: 30 minutter
  • Tørring Administrationshus: 60 minutter
  • Skolen i Midten, Hornsyld: Lukket mandag

Odder Kommune:

  • Vitaparken, Odder: 60 minutter
  • Egmonthøjskolen i Hou: Lukket mandag

PCR-testcentrene i de tre kommuner er alle fuldt bookede mandag.

Til gengæld var der ikke kø ved det nye center på Ove Jensens Allé, og Rasmus Ehlers fortæller også, at der stadig er ledig kapacitet i centret, selv om der er sendt borgere fra Sandøvej til Ove Jensens Allé og enkelte podere den anden vej for at imødekomme kødannelserne på Sandøvej.

- Andre steder er testcentrene mere uafhængige af hinanden, men her er hele planen med de to store Horsens-centre, at vi kan være fleksible og dele ressourcerne, siger Rasmus Ehlers om muligheden for at fordele poderne mellem centrene.

Annonce

Lang kø i Hedensted

I Horsens er der ud over de to centre også et par pop up-steder, og ved det ene i Beboerhuset i Sundparken var der ved middagstid heller ikke meldinger om ventetid.

Det var der til gengæld, hvis man rykkede væk fra Horsens.

I Brædstrup, Tørring og Rask Mølle lød det på cirka en halv time, mens ventetiden var på halvanden time i Hedensted Centret. I en Hedensted-gruppe på Facebook kunne man få det bekræftet i flere kommentarer fra borgere, der havde været gennem køen.

- I Hedensted har vi længe planlagt, at vi skulle køre med ekstra bemanding i dag, og så har vi bedt de ansvarlige på hvert teststed at sige, at man kan køre andre steder hen, hvor der ikke er lige så travlt, siger Rasmus Ehlers.

Det kunne altså være til centret på Ove Jensens Allé 19C i Horsens.

Annonce

Ikke nå alle før lukketid

Har man planer om at blive testet i løbet af mandagen, kan man inden afgang hjemmefra tjekke ventetiden ved hurtigtestcentrene på Falcks hjemmeside.

Der er de fleste steder udvidet åbningstid, men Rasmus Ehlers fortæller, at man må være forberedt på, at man ikke kan nå at komme til, hvis man stiller sig i kø kort før lukketid.

Ud over Falcks hurtigtestcentre er der også PCR-testcentrene. Her skal man bestille tid på forhånd, og alle tiderne mandag er booket, når det kommer til centrene i Horsens, Odder, Hedensted, Tørring og Juelsminde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce