Annonce
Brædstrup

Omstridt vej er droppet. Nabo: Godt for Brædstrup

Naturen i Sømosen får lov til at bestå. Forslaget om en ny vej igennem området er nemlig droppet i den endelige udviklingsplan for Brædstrup. Arkivfoto

En ny vejføring syd om Brædstrup er blevet droppet i udviklingsplanen for Brædstrup. Vejen ville blive dyr og næsten umulig at anlægge.

Brædstrup: Det er ikke længere nogen ambition, at der i fremtiden skal anlægges en ny vej syd om Brædstrup.

Det står klart i den endelige udviklingsplan for Brædstrup, hvor en ny vej igennem det naturskønne Sømosen fra Ring Byvej til Søndergade er droppet.

Vejen var ellers en del af det oprindelige udkast til en udviklingsplan. Formålet med den foreslåede vej var at aflaste trafikken på Ring Bakke, men vejføringen mødte protester fra både Danmarks Naturfredningsforening i Horsens samt områdets naboer under den offentlige høring i efteråret. Begge parter mente, at en sådan vejføring vil ødelægge et stykke unikt natur.

- Det er en enorm lettelse, at vejføringen er fjernet igen. Sømosen er en naturperle, som folk bruger meget til blandt andet at gå ture eller motionere. Jeg vil sige, at det er godt for naturen og for hele Brædstrup, at planen er droppet, siger Claes Harvald, der bor i Sømosen og var initiativtager til naboprotesten mod vejen.

Sømosen er en naturperle, som folk bruger meget til blandt andet at gå ture eller motionere. Jeg vil sige, at det er godt for naturen og for hele Brædstrup, at planen er droppet.

Claes Harvald, nabo

For dyr og uden effekt

Ifølge by- og planafdelingen i Horsens Kommune vil en ny vejføring ikke give nogen væsentlig aflastning af trafikken på Ring Bakke.

- Dette sammenholdt med anlægsudgifterne og konsekvenserne for naturen gør, at vejen udgår af den endelige plan, hedder det fra forvaltningen.

Ifølge formanden for teknik- og miljøudvalget, Ole Pilgaard Andersen (DF), var der også andre problemer med en vejføring igennem Sømosen.

- Det er næsten ikke realistisk at anlægge en sådan vej. Terrænet er så stejlt, at det næsten ville være en umulig opgave, siger Ole Pilgaard Andersen.

De mange forbehold imod vejføringen viser ifølge nabo Claes Harvald, hvor ugennemtænkt ideen var.

- Det var bare en dum og på mange måder håbløs idé. Problemet er nok, at der var ikke mange folk i byen, som kendte til, at der var en udviklingsplan på vej. Der har derfor siddet en meget lille gruppe mennesker og arbejdet med det, siger Claes Harvald.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce