Hedensted/Aarhus: 45-årige Dorthe Kjær Iversen tiltræder 1. december som hospicechef på Hospice Søholm i Aarhus, hvor hun afløser Anne Marie Mathiesen, der går på pension efter godt 20 års ansættelse på stedet.
Dorthe Kjær Iversen er oprindelig uddannet sygeplejerske og har netop afsluttet en diplomuddannelse i ledelse, og hun skifter fra en stilling som områdeleder i afdelingen social omsorg i Hedensted Kommune.
Her har hun haft ledelsesansvaret for to plejecentre med i alt 76 plejeboliger og 85 medarbejdere.
Dorthe Kjær Iversen har 20 års erfaring fra både kommunal og regional praksis, heraf knap 13 år i Hedensted Kommune, og har bl.a. også været visitator og hjemmesygeplejerske.