Annonce
Hedensted

Omfattende renovering trækker ud: Flytter dåb og udsætter åbningsfest

Kalkning, maling, udtynding i kirkebænke, nyt varmeanlæg, el-arbejde og ikke mindst flytning af orgel har været på opgavelisten i Rårup Kirke. Her ses menighedsrådsformand Hans Mikkelsen og sognepræst Michael Hessellund Larsen, inden arbejdet gik i gang i oktober sidste år. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Rårup Kirke bliver ikke klar til genåbning palmesøndag som planlagt. Det er uheldigt af flere grunde, blandt andet er kirkebladet forældet, næsten inden det er sendt ud.

Rårup: Den igangværende renovering af Rårup Kirke tager længere tid end forventet.

Sognepræst Michael Hessellund Larsen og menighedsrådet havde satset på at genåbne kirken 5. april, palmesøndag, med festgudstjeneste. Det er annonceret i forårets kirkeblad, der for tre uger siden blev trykt i 1100 eksemplarer og sendt ud i hele pastoratet.

I denne uge er det blevet klart, at det ikke kommer til at ske. Nu går kirken efter at åbne til maj.

- Vi holder en forpremiere på bededag, 8. maj, for jeg har lovet de unge mennesker, der skal konfirmeres, at de kan blive det i kirken, og det agter jeg at holde, siger sognepræst Michael Hessellund Larsen og fortsætter:

- Og 10. maj holder vi så festgudstjeneste med deltagelse af biskoppen.

Annonce

Det kan ikke lade sig gøre. Vi må finde ud af noget andet. Det er træls, men det er der, virkeligheden ligger.

Michael Hessellund Larsen, sognepræst.

Må flytte dåb og alsang

Kirken har ventet på en tilladelse fra Nationalmuseet til at male træfelter i altertavlen, men det er summen af flere ting, der har skubbet projektets målstreg frem.

Udsættelsen er ikke kun uheldig, fordi annonceringen af festgudstjenesten palmesøndag må trækkes i land.

Planlagte dåb i kirken må flytte til Skjold Kirke og endnu et annonceret arrangement, alsang mandag 4. maj i anledning af Danmarks befrielse, kan heller ikke foregå i kirken.

- Det kan ikke lade sig gøre. Vi må finde ud af noget andet. Det er træls, men det er der, virkeligheden ligger, siger Michael Hessellund Larsen.

Glasvæggen skal op

Rårup Kirke har været lukket siden oktober sidste år.

Den er blevet kalket indvendigt. Der er lavet el- og gulvarbejde. Bænke er fjernet. Orgelet er blevet skilt ad og samlet på en ny plads.

Blandt de resterende opgaver er opførelsen af en glasvæg mellem kirketårn og kirkeskib.

- Både menighedsrådet og jeg har den holdning, at vi ikke åbner en kirke, som ikke er helt færdig. Det skal være et samlet udtryk, vi leverer, så vi får ret dom, siger Michael Hessellund Larsen.

Han er træt af at måtte udsætte åbningen, men også en smule lettet.

- Vi har været lidt presset. Nu får vi noget mere tid, siger sognepræsten.

Han henviser til sognets hjemmeside i forhold til ændringer af tid og sted for kirkelige arrangementer i perioden frem til åbningen i maj.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Liveblog: Kirkeminister dropper at arbejde for åbne kirker i påsken

Annonce