Annonce
Horsens

Ole vil give udsatte børn en uforglemmelig juleaften: I år kan coronavirus gøre det svært - men ikke umuligt

Ole Skovbo med en afgørende skillevæg i baggrunden. Han vil helst have den fjernet og holde én stor julefest for børnefamilierne, men for at overholde forsamlingsforbuddet kan den blive nødvendig. Foto: Morten Pape
For syvende gang hjælper Din, min & vores jul udsatte familier med at give børnene en god juleaften. I år som nystartet forening, i nye lokaler og med en ny udfordring fra en smitsom virus.
Annonce

Horsens: For nogle er det sikkert for tidligt at tænke på julen, men det har Ole Skovbo efterhånden gjort i et stykke tid.

Han står i spidsen for en nystartet forening, der skal fortsætte en efterhånden flere år gammel tradition om at holde juleaften for familier, der ikke selv har midlerne eller overskuddet til at give børnene en uforglemmelig dag.

I år kan det dog blive en større udfordring end sædvanligt. Der er coronavirus i luften, og det kan både gøre det sværere at skaffe donationer til arrangementet og give den bedst mulige oplevelse for gæsterne.

- Drømmen er, at forsamlingsforbuddet er på 500 eller bare 200, så vi må holde én stor fest med juletræet i midten. Men vi er nødt til at have en plan A, B, C og D, siger Ole Skovbo.

Annonce

Kører på syvende år

Foreningen hedder Din, min & vores jul, og det samme gør arrangementet. Mens foreningen er ny, har arrangementet været holdt seks gange tidligere.

Det blev oprindelig startet af Jimmy Boye Jensen, der i dag har Griffenfelds Spisehus. Han er for første gang ikke med, og derfor kan initiativet ikke køre gennem hans restaurant, hvilket gjorde, at Ole Skovbo gik i gang med at oprette en forening til formålet.

En juleaften for udsatte familier

Foreningen Din, min & vores jul bruger 23. og 24. december på at arrangere en juleaften for børnefamilier, der ikke selv har midlerne eller overskuddet til det.

I år foregår det på Scandic Bygholm Park. Hotellet er åben for andre gæster, men de er i andre bygninger og lokaler.

23. december gøres klar med madlavning, borddækning og lignende.

24. december er programmet cirka således:

  • Klokken 11: Juleklip og hygge med slik, pebernødder, kaffe og kakao. Pynten bruges på juletræet.
  • Klokken 13: Klassisk julemiddag og derefter dans om juletræ og uddeling af julegaver. Det kommer en julemand og klarer.
  • Klokken 16: Arrangementet slutter, der ryddes op og ønskes god jul. De frivillige kan nå hjem til deres egen juleaften.

Arrangementet stables på benene af frivillige, og pengene kommer fra donationer.

Mere info om donationer, tilmelding og frivillig hjælp kan fås ved at skrive til dinminvoresjulhorsens@gmail.com.

Det var sværere end forventet, men det lettede på smilebåndet, da foreningen fik lov til at oprette en konto i Middelfart Sparekasse, der oven i købet valgte at smide den første donation. Siden har Familien Hede Nielsens Fond også bidraget.

Annonce

På knæ efter penge

Nu er Ole Skovbo i gang med at søge flere penge, så det kan blive muligt at give julemiddag til familierne og ikke mindst gaver til børnene. Arrangementet er for børnenes skyld, understreger han.


"Se, hvad julemanden har givet mig. Vi havde ikke råd til det, men det havde julemanden," sagde han til sine forældre. Sådan nogle oplevelser går lige i hjertet, og der ved man, at man har gjort en forskel. Og så er min jul reddet.

Ole Skovbo, formand for foreningen Din, min & vores jul


Der er budgetteret med, at det vil koste 82.500 kroner at holde arrangementet, hvis der kommer 150 gæster, og Ole Skovbo håber, at både private, virksomheder og fonde har lyst til at bidrage.

Ole Skovbo arbejder på Scandic Bygholm Park, som man kan se i baggrunden. Her kan han låne lokaler til årets julearrangement. Hotellet har stadig gæster hen over juledagene, men konferencelokalerne er ledige, så det var ikke et problem at få lov. Foto: Morten Pape

Men han har også en idé om, at især mange virksomheder er hårdt ramt af corona og dermed ikke har mulighed for at give donationer.

- Jeg frygter det, men jeg tror også, at mange private gerne vil slippe en 20'er eller 50 kroner til formålet, siger han

- Jeg er også bange for, at behovet for at hjælpe hårdt ramte børnefamilier er større i år med fyringer og nedlukning. Efterspørgslen bliver ikke mindre med corona, så jeg må ned på knæ og bede om penge fra alle de steder, jeg kan komme til, siger han.

Annonce

Corona sætter grænser

Pengene går til at dække udgifter til mad, gaver, juletræ og andet i forbindelse med arrangementet. Lokalerne skal foreningen ikke give noget for.

Ole Skovbo arbejder til daglig på Scandic Bygholm Park, og her var der muligheder for at låne de store festlokaler, så der er masser af plads. Og det kan blive nødvendigt, så længe der der corona-restriktioner.

Oplevelserne går lige i hjertet på Ole

Ole Skovbo bliver tydelig rørt, når han skal fortælle om, hvorfor han er med til at arrangere Din, min & vores jul.

Han beskriver det ud fra en konkret episode fra et tidligere arrangement, hvor en dreng med autisme var med sammen med sin lillesøster og forældrene:

- Forældrene oplyser ved tilmeldingen, hvad børnene ønsker sig. En gave til 3-400 kroner, som vi kan købe gennem et godt samarbejde med Legekæden, der sørger for at finde gaverne, pakke dem ind og give gode priser.

- Drengen havde ønsket sig Geomag - noget magnetlegetøj - og med lidt god vilje var der råd til det. Han bliver kaldt op til julemanden og får den her kæmpestore æske, som han pakker ud, og han bliver så glad.

- Jeg husker det tydeligt. "Se, hvad julemanden har givet mig. Vi havde ikke råd til det, men det havde julemanden," sagde han til sine forældre.

- Sådan nogle oplevelser går lige i hjertet, og der ved man, at man har gjort en forskel. Og så er min jul reddet.

Tidligere år har der været 60-80 gæster og godt 20 frivillige. Foreningen forventer omkring 100 gæster i år, men arbejder også ud fra et budget, hvor der er plads til 150.

Der kan det blive en udfordring, hvis forsamlingsforbuddet lægger en grænse på 50.

- Så må vi lave to fester eller flere. Der er ikke noget at gøre ved det. Vi er så heldige, at vi har pladsen til det. Det store problem er juletræet, siger Ole Skovbo med henvisning til, at der må blive danset om juletræ og delt gaver ud i hold.

Din, min og vores jul er tidligere blevet afholdt i Griffenfelds Spisehus, der er tilknyttet Stensballegaard Golfklub. Privatfoto

Corona-situationen gør også, at arrangementet kun bliver for familier fra Horsens-området, da foreningen ikke vil blande folk fra et større område. Og så vil foreningen gøre sit ypperste for, at anbefalingerne om sprit og afstand overholdes.

Annonce

Mange hjælper til

Julearrangementet holdes 24. december fra midt på formiddagen til midt på eftermiddagen, så de frivillige kan nå hjem til deres egen juleaften. Og det kan de snildt, for gæsterne er gode til at hjælpe med at rydde op, fortæller Ole Skovbo.

- Når børnene leger med deres gaver, er forældrene meget hjælpsomme med oprydningen, og det er lynhurtig klaret. Så får de frivillige lige en øl eller en sodavand og ønsker hinanden god jul, og så mødes vi igen til en lille sammenkomst i januar, hvor der er pizza og hygge, siger han.

Scandic Bygholm Park er vant til at holde julefrokoster og andre julerelaterede arrangementer, så faciliteterne er perfekte til anledningen. Foto: Scandic Bygholm Park

Lillejuleaften bruges på at dække bord og starte på madlavningen, og her træder frivillige også til. Det plejer ikke at være et problem at finde hjælperne.

- Det er unge som gamle, der hjælper. Fra en, der bor i kollegie og kan nå det inden juleaften med familien, til bedsteforældre, der nyder at komme og hjælpe børnene med at klippe og klistre, siger Ole Skovbo.

Ønsker man at give et økonomisk bidrag til Din, min & vores jul, eller ønsker man at deltage som gæst eller frivillig, kan man kontakte foreningen via Facebook-siden "Din, Min & Vores Jul Horsens" eller ved at skrive til dinminvoresjulhorsens@gmail.com.

Nissehuen har Ole Skovbo ikke på til hverdag - heller ikke her i oktober. Det var til ære for fotografen, når det nu skulle handle om det julearrangement, Ole Skovbo brænder for at få stablet på benene. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce