Annonce
Danmark

Ole bragede op i lastbil: - Jeg nåede kun at tænke 'fuck'

Så voldsomt så det ud, da Ole Meldgaard var kørt op i en lastbil. Privatfoto
51-årige Ole Meldgaard slap med skrækken, da han i sidste uge var involveret i en voldsom trafikulykke på Sønderjyske Motorvej på grund af et øjebliks uopmærksomhed. Nu har han et vigtigt budskab til sine medmennesker: Kør bil, når du kører bil.

Rødekro: 51-årige Ole Meldgaard kan prise sig lykkelig for at være i live.

I sidste uge var han involveret i en alvorlig ulykke på Sønderjyske Motorvej i sydgående retning mellem den nye Rødekro-afkørsel og afkørslen ved Aabenraa N.

- Jeg var på vej fra mit arbejde i Kolding hjem til Rødekro, da jeg ramte en lastbil bagfra med cirka 120 kilometer i timen. Jeg tror, den var standset på grund af begyndende kødannelse. Af en eller anden åndssvag årsag sad jeg og kiggede ud på de biler, der kørte fra ved den nye afkørsel. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det, men det gjorde jeg altså, fortæller Ole Meldgaard.

Derfor nåede han ikke at bremse, før det var for sent.

- Jeg nåede kun at tænke "fuck" og instinktivt rive rattet til venstre. I samme sekund ramte jeg lastbilen, og jeg blev kastet skråt tilbage og ind i autoværnet, siger Ole Meldgaard.

Annonce
Uheldet gav store forsinkelser på strækningen, og Ole Meldgaard undskyldte efterfølgende på Facebook for de gener, det havde medført for hans medtrafikanter. Privatfoto

Ikke forvoldt skade på andre

Bilen blev totalskadet, men han slap med det, han kalder en rimelig mørbanket krop og en mindre hjernerystelse.

- Og til mit allerstørste held var der ikke andre i nærheden. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg ikke forvoldt skade på andre mennesker, siger han.

Han har efterfølgende delt oplevelsen på Facebook med en række billeder af den ødelagte bil, så folk kan se, hvor galt det kan gå.

- Jeg vil gerne have folk til at tænke over, at de altså skal køre bil, når de kører bil. Få øjeblikke kan gøre hele forskellen, og jeg føler virkelig, jeg er heldig, at jeg er her i dag, siger Ole Meldgaard.

På Facebook mistænker flere ham for at have brugt mobiltelefon under kørslen. Men det afviser han.

- Det havde jeg ellers ikke været bleg for at indrømme, men jeg sad og kiggede ud ad sideruden på den der afkørsel, lige som man nogle gange kommer til at kigge på andre ting, der fanger opmærksomheden. Jeg ved godt, det var dumt, siger Ole Meldgaard.

Han er efterfølgende blevet oplyst om, at han formentlig kan se frem til en bøde for uagtsom kørsel.

- Men den betaler jeg hellere end gerne. Det er billigt sluppet, og jeg er så taknemmelig for, at der ikke kom andre til skade, siger Ole Meldgaard.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce