Annonce
Kultur

...og øksen skilte hovedet fra kroppen - i to udgaver

Som oftest måtte de henrettede ikke begraves i indviet jord, men blev kulet ned på galgebakken. Nogle af bakkerne er blevet udgravet, bl.a. i 1940'erne, da Nationalmuseet åbnede Slots Bjergby Galgebakke ved Slagelse og fandt rester af over 30 dømte. Et af kranierne havde en spiger igennem sig; det viser, at hovedet har været sat på stage. Illustration fra "Straffet på livet"

Med blot et par måneders mellemrum har vi fået to bøger om dødsstraf og henrettelser. Den ene er uhyre grundig, den anden læner sig mere op ad de gode historier.

Bøger: "Tirsdag den 28. april 1772 var der allerede fra tidligt om morgenen en stadig strøm af mennesker på vej gennem København til Østre Fælled uden for voldene. Herude på den grønne fælled, nutidens Fælledpark, havde tømrermester Boye Junge og hans svende dagen før arbejdet med at rejse det fem meter høje skafot. Man havde valgt denne højde, for at så mange som muligt kunne se det officielle Danmark få sin hævn over diktatoren Struensee og hans håndlanger."

Ville du være gået med til henrettelsen, hvis du havde boet i København i 1772?

Skal man tro datidens beretninger, var "næsten alle byens indbyggere" til stede: "De få, som var blevne hjemme og mest var svagelige og aldrende, har forsikret, at når man så ud gennem vinduerne på de fornemste gader, skulle man tro, at der havde været pest i staden, og dens indbyggere var uddøde..."

For hvordan er det at se et andet menneske blive bevidst slået ihjel? Som en gyserfilm live?

Og lidt den samme fornemmelse, man kan få i kroppen, når man læser i de to bøger om dødsstraf og henrettelser, som - formentlig tilfældigt - er udkommet med blot et par måneders mellemrum.

Annonce
Henrettelser var så opsigtsvækkende, at mange af dem blev skildret i de såkaldte skillingstryk. Det var bl.a. tilfældet, da Jens Nielsen i 1892 blev halshugget i gården i Horsens Tugthus - den sidste henrettelse i fredstid i Danmark. De, der kender historien, vil dog vide, at der ikke var offentlig adgang til begivenheden, og Hans Gregersen noterer da også, at billedet har været brugt til tryk om andre henrettelser. Illustration fra "Det sidste skridt"

Gode og gyselige historier

Selv om emnet er det samme, fremtræder de to bøger meget forskellige.

Niels H. Kragh-Nielsens "Straffet på livet - Henrettelser i Danmark 1537-1892" er den grundige og videnskabelige bog om henrettelserne, baseret på årtiers forskning.

Mens Hans Gregersen i "Det sidste skridt - Danske dødsdomme gennem 500 år" har valgt en række mere eller mindre spektakulære henrettelser ud og benytter dem til primært at fortælle en stribe gode og gyselige historier.

Som f.eks. historien om den celebre henrettelse af Johan Struensee og hans ven, adelsmanden Enevold Brandt. Citatet, der indleder denne artikel, er hentet fra Hans Gregersens beretning, der får fra side 136 til 147 i bogen.

Niels H. Kragh-Nielsen er også omkring Struensee, bl.a. med citatet om de få, der blev hjemme. Men skal man have alle nuancer med i historien, kræver det 25 forskellige opslag.

Et flyveblad fra 1683 skildrer de grusomme straffe, der overgik ni besætningsmedlemmer, som begik mytteri på orlogsskibet "Havmanden". Fire blev halshugget, de øvrige blev radbrækket - fik lemmerne knust med et hjul (rad på tysk) - og derefter lagt på hjul. En af dem lå næsten to døgn, inden han døde. Knibninger med en glødende tang og afhugning af hænder indgik også i mishandlingen. Illustration fra "Straffet på livet"

Side efter side efter side

Det vil være nemt at kalde Niels H. Kragh-Nielsens "Straffet på livet" for den definitive bog om henrettelser, for den er ualmindelig grundig med den megen research fordelt ud på en række temaer - og med henved halvdelen af de 612 sider helliget bl.a. lister over de kendte henrettelser.

Litteraturlisten fylder en snes sider og rummer knap 800 titler - og så er ca. 400 titler, især lokale udgivelser, ikke talt med.

Forskere vil uden tvivl værdsætte grundigheden. Men det for andre bliver lidt nørdet - og tørt. Typisk ridses et tema op, hvorpå følger en række eksempler på sager, der belyser temaet. Og når det sker side efter side efter side, ender det med at blive enerverende.

Da er Hens Gregersens "Det sidste skridt" meget letteret tilgængelig og vil nok tiltale flere. Også fordi den tager retsopgøret og henrettelserne efter besættelsen 1940-1945 med.

Simpelthen for meget

Tilbage er så spørgsmålet om at tage med til Struensees henrettelse.

At læse de to bøger er på sin vis at sige ja til både dén og mange andre henrettelser - og konstatere, at fascinationen og gyset afløses af væmmelse, efterhånden som siderne bliver vendt.

For én ting er at hugge hovedet af en mand eller klynge ham op i en galge. Når det får følgeskab af beretninger om grusom tortur, knibninger med glødende jerntænger, berusede bødler, som hugger forkert, kvinder, som bliver kastet på bålet, fordi nogle mener, de er hekse, og alskens andre måder at mishandle mennesker på - det bliver simpelthen for meget.

Hvormed ikke er sagt, at historien om dødsstraf og henrettelser ikke bør skrives. Men frivilligt læse mange hundrede sider om det - nej, så er skribenten bag disse linjer stået af.

Hans Gregersen:

"Det sidste skridt"

306 sider

Turbine

Niels H. Kragh-Nielsen:

"Straffet på livet"

612 sider

Gads Forlag

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Panduro advarer mod billethajer: - Svindelfirmaerne går ikke kun efter de store, udenlandske artister

Annonce