Annonce
Odder

Odders unge strejker for klimaet

De unge, der fredag strejkede for klimaet på Torvet i Odder, lavede bannere og sang slagsange i flere timer. - There is NO planet B, stod der på et af bannerne. Foto: Søren E. Alwan
Flere end 100 unge strejkede fredag formiddag for klimaet på Torvet i Odder. Strejken er en del af en global bevægelse, hvor unge forsøger at overbevise politikerne om, at de skal gøre mere for klimaet.

Odder: Hvis der er noget, der kan samle unge mennesker, få dem til at trodse kulde og regn og råbe slagsange i kor så er det klimakampen.

Det beviste de mere end 100 unge, primært 15-17-årige, men også elever helt ned til 12 år, der fredag formiddag var samlet på Torvet i Odder. Her strejkede de fra undervisningen for at sætte fokus på klimaproblemerne.

Fredag var nemlig udråbt som store-strejkedag for klimaet - en del af fænomenet 'Fridays for future', hvor unge over hele verden står sammen om at vise utilfredshed med deres politikeres håndtering af klimakrisen.

16-årige Ester Boelsmand og 17-årige Mia Rønnow Noll, der går i 10. klasse på Eriksminde Efterskole, står bag klimastrejken i Odder.

- Det er jo vores fremtid, det går ud over. Man vil jo ikke have at ens børn skal opleve det samme, som vi har. Vi er ikke klimaaktivister, men når man får chancen for at gøre noget, så gør man det. I stedet for at tænke tilbage på, at jeg kunne have gjort noget, men gjorde det ikke, siger Mia Rønnow Noll.

'Fridays for future'

  • 'Fridays for future' er en bevægelse, der startede i august 2018, da den i dag 16-årige svensker Greta Thunberg sad foran det svenske parlament og strejkede for klimaet i tre uger.
  • Siden er der skrevet meget om den unge klimaaktivist på sociale medier og i etablerede medier, og hun er blevet et symbol på unges klimaproblemer.
  • Fredag strejkede unge i 32 danske byer og i mindst 1.659 byer over hele verden for at give udtryk for, at de er utilfredse med den indsats, som deres politikere gør for klimaet.

De unge står sammen

De to arrangører har brugt deres fritid på at stable strejken på benene, og de hører til blandt de unge, der har mistet tålmodigheden med politikerne.

- Videnskabsmændene har fundet ud af, hvad der skal gøres, men politikerne gør ikke noget ved det. Jeg kan sagtens blive vegetar og lade være med at flyve, men politikerne skal lave nogle regler for samfundet om, hvordan det her skal fungere, siger Ester Boelsmand.

Deres håb med strejken er, at de kan vise samfundet og politikerne, at de unge står sammen og langt fra er ligeglade med klimaet.

- Vi viser hinanden, at det her er vigtigt. Det er vores fælles fremtid, så vi sætter fælles fokus på det, og viser politikerne, at de godt må bruge tid på det her, siger Ester Boelsmand.

Jeres forbrug, vores problem

Opbakningen til strejken i Odder har været stor, fortæller de to arrangører. Ifølge dem deltog unge fra Eriksminde Efterskole, Aarhus Efterskole, Efterskolen for Scenekunst i Malling, Gylling Efterskole, Skovbakkeskolen, Parkvejens Skole, Rathlauskolen og Randlevskolen under strejken.

En af de unge, der mødte op til klimastrejken er 16-årige Ida Momme. Hun er frustreret over, at unge som hende ikke har indflydelse på egen fremtid.

- Man kan blive sindssyg af, at vi skal vokse op i den her verden, og at vi ikke har nogen indflydelse på, hvordan klimaet er lige nu. Det er dem, der ikke kommer til at leve i den fremtid, der styrer. Det her er, hvad vi kan gøre, siger hun.

Under strejken var der flere musikalske indslag, og tilhørerne gav lyd fra sig, som kunne høres over store dele af Odder midtby. Blandt andet Beatles-nummeret 'Come together', skabte begejstring og skrål.

Også flere talere indtog scenen. Både byrådspolitikere og sågar en 12-årig pige fra Skovbakkeskolen, ville give sit besyv med.

Ida Momme glæder sig over den fokus arrangementet skaber, og hun er stolt af, at være en del af den globale klimastrejke.

- Man kan blive helt glad i låget af, at der er så mange, der har lyst til at gøre noget ved det. Nogle gange kan man godt føle sig som den eneste, der tænker på klimaet, siger hun.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Horsens

Syg vildhest ved Nørrestrand er nu blevet aflivet

Annonce