Annonce
Odder

Odders skoler skal være bedre til at løfte eleverne

Mens Skovbakkeskolen har profiteret af et fokus på at løfte eleverne, ser det knap så godt ud på Parkvejens Skole. Den ligger under landsgennemsnittet, når der måles på afgangskarakterer for 9. årgang i dansk og matematik. Samlet set ligger Odder Kommune også under landsgennemsnittet. Foto: Morten Pape
Odder - Både i dansk og matematik ligger de lokale elevers karaktergennemsnit fra 9. klasses afgangsprøver under landsgennemsnittet.

Og det er ikke tilfredsstillende for en kommune som Odder.

- Vi skal kunne flytte os over landsgennemsnittet. Det har vi potentialet til, siger Karsten Poulsen, der er direktør for børn, unge og kultur i Odder Kommune.

Der er målt på forskellige parametre i de kommunale folkeskoler.

Resultaterne er endt i en kvalitetsrapport, som politikerne i børn-, unge- og kulturudvalget forleden havde på dagsordenen.

- Det er ikke en rapport, vi er stolte af, og det er noget, vi skal arbejde med, siger Anne Bonefeld (V), der er formand for udvalget.

Et fælles ansvar

Dykker man ned i tallene, er der dog lyspunkter. For selvom skolerne samlet set klarer sig dårligere end landsgennemsnittet, så går det faktisk frem for Skovbakkeskolen, der har formået at løfte karaktergennemsnittet for 9. årgang, så skolen ligger over landsgennemsnittet i både matematik og dansk.

- Vi kan se på tallene, at man på Skovbakkeskolen har haft et fokuseret mål om at løfte gennemsnitskarakterene, ligesom vi også kan se i tallene, at der er forskel på kulturen omkring læseindlæring på oplandsskolerne, siger Karsten Poulsen.

Modsat tidligere kvalitetsrapporter har Odder Kommune i denne omgang valgt at sætte fokus på netop slutkarakterene.

Det har fået flere af skolebestyrelserne på oplandsskolerne til at skrive i deres høringssvar, at de har svært ved at forholde sig til tallene, da eleverne jo ikke længere går på fødeskolerne.

Men der rammer skolebestyrelserne forbi.

- Selvom der i rapporten er fokus på afgangsprøverne, er det stadig en fælles opgave for hele skolevæsnet, påpeger Karsten Poulsen.
Udvalgsformanden finder det tankevækkende, at nogle af fødeskolerne ikke tager et medansvar.

- Oplandsskolerne skal ikke fralægge sig ansvaret. Det er hos dem, basis for den videre læring skal foregå, understreger udvalgsformanden.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce