Annonce
Østjylland

Der er nok at tage fat på: Nyt træningscenter vil gøre verdensmål håndgribelige for virksomheder

Verdensmålene skal være håndgribelige at arbejde med for små og mellemstore virksomheder. Det mener i al fald Rikke Therkildsen (tv), Henrik Hansen (i midten) og Jacob Mogensen (th). Foto: Laura Uldahl Aggernæs
Fra højtflyvende ambitioner til konkrete værktøjer. Det er målet for et nyt trænings- og elitecenter i Viborg Kommune, der inden længe lukker dørene op for, at små og mellemstore virksomheder kan kigge forbi og få sparring om, hvordan de aktivt kan bruge FN’s 17 verdensmål i dagligdagen til at forbedre deres forretning.
Annonce

Tjele: Hungersnød. Klimaforandringer. Forurening. Madspild. Overforbrug. Sygdom, fattigdom og ulighed.

Der er nok at tage fat på, hvis man gerne vil gøre verden til at bedre sted at være. Det vidner FN’s 17 verdensmål, der blev vedtaget på et FN-topmøde i New York tilbage i 2015, da også om.

Men der kan nogle gange være langt fra de højtflyvende ambitioner i FN og til den mere praktisk indrettede hverdag rundt omkring hos de små og mellemstore virksomheder i Viborg.

Det oplever erhvervsdirektør Henrik Hansen fra Viborgegnens Erhvervsråd, som derfor er gået sammen med Viborg Kommune, Viborg Innovation Fond, Peter Larsen Kaffe, Anders Brøndums Velgørende Fond, Asmildkloster Landbrugsskole og Den Erhvervsdrivende Fond Agro Business Park Foulum om at skabe et trænings- og elitecenter, der skal klæde kommunens virksomheder bedre på til at arbejde med FN’s 17 verdensmål.

Et center, der har fået det mere eller mindre mundrette navn FN17 Business - Akademi & Inkubator Viborg, og som efter et års forarbejde nu er klar til at gå i gang med opgaven med start 1. oktober i år.

- Det, vi hører fra flere virksomheder, er, at de mangler et fysisk sted, hvor de kan samles omkring det konkrete arbejde med at bruge verdensmålene i deres hverdag, fortæller Henrik Hansen, der som erhvervsdirektør ser frem til at kunne hjælpe Viborgegnens Erhvervsråds 650 medlemmer i gang med arbejdet.

Annonce

Store ambitioner

Centeret, der har været på tegnebrættet det seneste år, kommer til at få sin fysiske placering i Agro Business Park, hvor der i forvejen er flere virksomheder, der arbejder med afsæt i verdensmålene.

Det gælder blandt andre Agrifarm, der laver klimavenlige stalde til grise, og firmaet Nuuii, der fremstiller bæredygtige rengøringsmidler uden brug af vand. Og netop den sparring, som det kan give at have flere virksomheder, der arbejder med verdensmålene, samlet ét sted, er også en af tankerne bag centret, der foruden det levende udviklingsmiljø, også kommer til at rumme et akademi, der blandt andet vil tilbyde virksomheder skræddersyede undervisningsforløb, temadage og workshops om verdensmålene, samt et eksploratorium, der skal fungere som et udstillingsvindue for de produkter og resultater, der bliver i arbejdet med verdensmålene.

Rikke Therkildsen er ny projektchef for FN17 Business - Akademi & Inkubator Viborg. Hun glæder sig til at komme igang med arbejdet. Foto: Laura Uldahl Aggernæs

- Det, jeg drømmer om, er, at man som besøgende for eksempel kan komme ind og se Agrifarms arbejde med verdensmål nummer to om bæredygtigt landbrug ved at besøge en virtuel stald, fortæller Jacob Mogensen, inkubationschef i Agro Business Park, som ser frem til, at træningscenteret inden længe bliver en realitet.

- I mit bagland (Food & Biocluster Denmark, red.) har vi over 20 års erfaring med at få mere ud af mindre, som er hele tankesættet i FN’s 17 verdensmål, og vi har særligt erfaring i at arbejde med bæredygtighed i en bredere kontekst. Og vi oplever en stor efterspørgsel på det her, og derfor er vi som organisation klar til at hjælpe det i gang, tilføjer han.

Annonce

Fra affald til opstart

Viborg er langt fra ene om at ville hjælpe erhvervslivet med at forstå værdien af FN’s 17 verdensmål.

Også nabokommunen Herning er på vej med et bæredygtighedscenter, der skal understøtte FN’s 17 verdensmål. Dansk Industri henvender sig med deres webportal ”FN’s verdensmål – fra Filantropi til Forretning” til topledere og mellemledere i private virksomheder, der ønsker indsigt, værktøjer og inspiration til at arbejde strategisk med bæredygtighed.

Og også Dansk Standard, som formidler af standarder og facilitator for standardiseringen i Danmark, giver på deres hjemmeside virksomheder konkrete og målbare redskaber til at arbejde med bæredygtighed.


Hvis først man får øjnene op for, hvad man kan gøre anderledes, så er der flere eksempler på, at det kan ændre hele den måde, som man selv og ens medarbejdere tænker forretningen på.

Rikke Therkildsen, projektchef, FN17 Business - Akademi & Inkubator Viborg


Men selvom der i Danmark er flere aktører på markedet, som tilbyder erhvervslivet værktøjer til at arbejde med FN’s verdensmål, mener både Jacob Mogensen og Henrik Hansen begge, at træningscenteret i Viborg kommer til at udfylde et tomrum på markedet.

- Vores mål er jo ikke at opfinde den dybe tallerken. Men at gøre det materiale, der allerede er på området, mere spiseligt for de virksomheder, der skal arbejde med verdensmålene i det daglige, forklarer Jacob Mogensen.

- Så vi skal ikke gå Dansk Industri i bedene og lave en portal, hvor ledere kan blive klogere på, hvordan man arbejder med verdensmålene på et overordnet strategisk plan. Vi skal have verdensmålene flyttet helt ned i øjenhøjde, så små og mellemstore virksomheder kan lære at bruge det her i en kontekst, der giver mening for dem hver især, understreger han.

Om FN17 Business - Akademi & Inkubator Viborg

  • FN17 Business - Akademi & Inkubator Viborg er et kommende trænings- og elitecenter, der har til hensigt at træne særligt små og mellemstore virksomheder i arbejdet med at implementere FN’s 17 verdensmål.
  • Træningen kommer blandt andet til at bestå af undervisning i verdensmålene samt introduktion til konkretet værktøjer, der kan hjælpe dem med at omsætte målene til bevidste og målrettede initiativer i deres virksomheder, samt hjælp til implementering af verdensmålene i virksomheden og synliggørelse af indsatsen efterfølgende.
  • Centeret kommer til at bestå af et FN17 Akademi, en FN17 Inkubator og et FN17 Eksploratorium.
  • Centeret åbner 1. oktober med projektchef Rikke Therkildsen i spidsen for centerets aktiviteter.
  • Bag centeret står Den Erhvervsdrivende Fond Agro Business Park Foulum, Viborgegnens Erhvervsråd, Viborg Innovation Fond, Asmildkloster Landbrugsskole, Peter Larsen Kaffe, Anders Brøndums velgørende fond og Viborg Kommune.

Til at forløse den ambition har bestyrelsen bag træningscenteret hyret Rikke Therkildsen, som fra 1. oktober varetager stillingen som projektchef for centeret. Og hun er sikker på, at den mere praktisk orienterede tilgang kan bære frugt.

- Den enes affald kan jo blive en andens opstart, siger Rikke Therkildsen, der helt fra start vil have særligt fokus på at fastholde virksomhederne i deres arbejde med verdensmålene.

- En af vores opgaver bliver helt klart at fastholde motivationen, fordi der vil komme bump på vejen. Det ved alle, der har prøvet at arbejde med det her. Og der vil vi kunne hjælpe til med enten viden eller ved at finde erfarne virksomheder, der har prøvet det her før, og som kan hjælpe med at pege dem i den rigtige retning, understreger hun.

Annonce

Et nyt perspektiv

For at der er brug for at tænke verdensmålene ind, også hos de små og mellemstore virksomheder, er ingen af de tre i tvivl om. Ikke kun fordi ”det er det rigtige at gøre”, men i mindst lige så høj grad, fordi det er en god forretning.

- Det er klart, at vi ikke ville sætte det her i gang, hvis ikke det også havde et forretningsmæssigt sigte, siger Henrik Hansen.

Han oplever, at bæredygtighed og arbejdet med FN’s 17 verdensmål i højere og højere grad bliver efterspurgt af både kunder, leverandører og samarbejdspartnere til de små og mellemstore virksomheder, han repræsenterer.

FN’s 17 verdensmål

  1.  Vi skal afskaffe alle former for fattigdom i verden.
  2. Vi skal stoppe sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug.
  3. Vi skal sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper.
  4. Vi skal sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles muligheder for livslang læring.
  5. Vi skal opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder.
  6. Vi skal sikre bæredygtig adgang og forvaltning af vand og sanitet for alle.
  7. Vi skal sikre, at alle har adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi til en overkommelig pris.
  8. Vi skal fremme vedvarende, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse samt anstændigt arbejde til alle.
  9. Vi skal bygge robust infrastruktur, fremme inklusiv og bæredygtig industrialisering og understøtte innovation.
  10. Vi skal reducere ulighed i og mellem lande.
  11. Vi skal gøre byer, lokalsamfund og bosættelser inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige.
  12. Vi skal sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer.
  13. Vi skal handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser.
  14. Vi skal bevare og sikre bæredygtig brug af verdens have og deres ressourcer.
  15. Vi skal beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økosystemer på land, fremme bæredygtigt skovbrug, bekæmpe ørkendannelse, standse udpining af jorden og tab af biodiversitet
  16. Vi skal støtte fredelige og inkluderende samfund. Give alle adgang til retssikkerhed og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer.
  17. Vi skal revitalisere det globale partnerskab for bæredygtig udvikling og styrke midlerne til at nå målene.

Det er en tendens, som også Jacob Mogensen nikker genkendende til.

- Da vi første gang talte om at oprette et træningscenter i Viborg for et år siden, tænkte vi, at virksomhederne kunne bruge verdensmålene som en måde at differentiere sig på, siger Jacob Mogensen og fortsætter:

- Men i løbet af de seneste 8-12 måneder er der kommet et pres på virksomhederne i forhold til at forholde sig til verdensmålene, og for nogle underleverandører er det her ligefrem gået hen og blevet en brændende platform, hvor de kan risikere at blive valgt fra, hvis de ikke lever op til nogle af verdensmålene.

Blandt andet derfor har Henrik Hansen allerede fået flere forhåndstilkendegivelser fra virksomheder, der ønsker et træningsforløb i centeret, ligesom at 40 medlemsvirksomheder har meldt sig til Viborgegnens Erhvervsråds kommende temadag 24. september med titlen ”Hvordan får din virksomhed kommercielt gavn af verdensmålene?”.

Interessen er med andre ord til stede. Men det bliver udbyttet også, mener Rikke Therkildsen.

- Hvis først man får øjnene op for, hvad man kan gøre anderledes, så er der flere eksempler på, at det kan ændre hele den måde, som man selv og ens medarbejdere tænker forretningen på, siger hun og tilføjer:

- Og det kan føre til en masse nytænkning at se sin virksomhed fra et anderledes perspektiv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: Med misk mask maske på

Sport

HH Elite smed sejren væk i Randers

Annonce