Annonce
Digitalt

Anmeldelse af Sennheiser GSP 370: Nyt trådløst headset kan blive ved og ved

Selvom der er tale om et gaming-headset, fornægter Sennheiser-designet sig ikke - og det er ment på den mest positive måde. 370 er strømlinet og flot designet og føles eksklusivt, selvom det er plastikoverflader. Pr-foto
Sennheiser GSP 370 er flot designet, lyder fremragende og kan holde strøm i op mod 100 timer

Sennheiser har nogle af de flotteste headsets til gaming, og samtidig er lyden noget af det bedste i sin kategori. Sennheiser GSP 370 fortsætter de gode takter.

Headsettet er trådsløst og forbinder via den medfølgende USB-dongle, som sikrer forbindelse uden mærkbar forsinkelse. Det kan holde batteri i op mod 100 timer, og bruges mens det lader. Vigtigst af alt: den digitale lyd er fremragende, ikke mindst i surround, og sættet er behageligt at bære.

Der er en enkelt begrænsning ved headsettet, men kan man leve med den, er det et af de bedste headsets på markedet netop nu.

Annonce

Om testen

Produkterne, vi anmelder i Jysk Fynske Medier, er udlånt af virksomheden bag produktet. Vi tester og anmelder altid objektivt, uden at virksomheden har indflydelse på processen eller den færdige anmeldelse.

Strømlinet design

Jeg har for nyligt rost Logitech G Pro X for dets no-nonsense design, der er fri for blinkende dioder og neon-farver. Sennhesier står på ingen måde tilbage for det design; de fleste af Sennheisers headsets (og høretelefoner i øvrigt) er minimalistiske og strømlinede i designet. Sennheiser GSP 370 er ingen undtagelse. Headsettet er sort med mere sort, overfladen er i plastik og læder – det er strømlinet, flot og føles robust og let på samme tid.

Der er memoryfoam under læderet og justerbare bøjler, som skal sikre, at headsettet sidder godt – og det gør det. Også ved længere tids brug. Der er ikke aktiv støjreduktion, men puderne slutter tæt og lukker det meste ude. Der er støjreduktion på mikrofonen, som leverer en klar og tydelig lyd uden for meget baggrundsstøj.

Ingen forsinkelser

Sennheiser GSP 370 kan bruges med enten en Windows-pc eller PS4. På pc får du via den tilhørende software mulighed for at optimere og tilpasse headsettet, så det passer netop til dine præferencer. Det er let at bruge, og effekten er tydelig.

Jeg oplevede ingen mærkbare forsinkelser på lyden, selvom det var trådløst, og Sennheiser GSP 370 kan altså sagtens bruges af seriøse gamere. Batteritiden på op til 100 timer er imponerende, men skulle man løbe tør for strøm, kan headsettet bruges, mens det lader. Det medfølgende ladekabel, der er micro-usb, er på 1,5 meter.

Sennheiser GSP 370 er et virkelig lækkert headset. Lyden er detaljerig, klar og med god bas – og både komfort og design er fra øverste skuffe. Den eneste begrænsning på headsettet er, at der ikke er noget jackstik. Det er ærgerligt, for så kan det ikke bruges til Xbox One og Nintendo Switch. Hvis det ikke er et behov, er Sennheiser GSP 370 til prisen et af de bedste gaming headsets på markedet netop nu.

Pris og tilgængelighed: Sennheiser GSP 370 kan købes online. Vejledende pris: 1.499 kr.

Der er ingen ledninger på Sennheiser 370, til gengæld er der en batteritid på op mod 100 timer - og mulighed for at bruge headsettet, mens det lader op. Pr-foto
Mikrofonen bruger støjreduktion til at udelukke baggrundsstøj, så lyden er klar og tydelig, når man taler. Der er ikke aktiv støjreduktion på høretelefonerne, men de slutter tæt nok til at lukke det meste ude. Pr-foto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Panduro advarer mod billethajer: - Svindelfirmaerne går ikke kun efter de store, udenlandske artister

Annonce