Annonce
Horsens

Nyt tilbud på Vesterled: Nu får psykisk syge særlige akutpladser

Flagene strøg til vejrs, da Vesterled blev indviet i 2013. Nu ændres lidt på indholdet, så stedet også omfatter akut- og træningspladser til borgere med psykiske lidelser. Arkivfoto: Morten Pape
Efter jul åbner otte akut- og træningspladser til borgere med psykiske sygdomme i Vesterled i Horsens. Der følger ikke nye penge med til tilbuddet.
Annonce

Horsens: Vesterled bliver efter jul hjemsted for otte tidsafgrænsede pladser til mennesker med psykiske lidelser. Pladserne er en blanding af  akutpladser og træningspladser.

Det har udvalget for velfærd og sundhed sagt god for på det seneste møde.

- Jeg glæder mig til at se, hvordan pladserne bliver brugt, siger Ellen T. Schmidt (S), der er formand for udvalget.

Ideen om at lave akutpladser læner sig meget op af konceptet, der gælder borgere med fysiske lidelser. Dem har Horsens Kommune mange års erfaring med at drive. I dag er de en del af Vital Horsens på Langmarksvej, og tanken var oprindeligt, at  pladserne til borgere med psykiske sygdomme også skulle placeres der. Men her er der ikke plads.

Det er der i stedet på Vesterled.

Annonce

To slags pladser

Der arbejdes med to typer pladser. Et akutophold, som kan vare op til 14 dage. Opholdet tilbydes borgere i akut krise. Målet er, at det kan forebygge en indlæggelse. Det forventes, at der er tale om borgere, som i forvejen modtager hjælp fra kommunen.

Den anden slags plads er et afklarings- og træningsophold, som kan vare op til tre måneder, Pladserne skal tilbydes borgere med sindslidelser, som efter endt behandling ikke er i stand til at bo i eget hjem. Målet er at træne borgeren til at komme tilbage til sit eget hjem og få afklaret, om der er behov for støtte. Det forventes, at det tilbud bruges af borgere, som kommunen ikke kender i forvejen.

Fordelingen af de to typer pladser er ikke fastlagt. Tiden skal vise, hvordan behovet er.

Annonce

Her er ledige lejligheder

Vesterled består af tre bygninger, som rummer tilbud til misbrugere - lige fra rådgivning til plejeboliger.

Bygningen, der skal bruges til de nye pladser, har otte midlertidige boliger til unge i ambulant stof- og alhoholbehandling. Men de bliver ikke brugt, og derfor er de kommet i søgelyset.


Afdelingen med akutpladserne har egen indgang, så den er ret skærmet.

Ellen T. Schmidt (S)


-  Der er egen indgang til det nye tilbud, siger udvalgsformanden, som ikke er bekymret over, at placere mennesker med psykiske lidelser på Vesterled, der rummer tilbud til misbrugere og folk i afvænning.

- Afdelingen med akutpladserne har egen indgang, så den er ret skærmet. Erfaringerne er, at blandingen af misbrugere og tidligere misbrugere på Vesterled ikke har forstyrret hinanden, siger Ellen T. Schmidt.

Annonce

Der følger ingen penge med

Der er ikke sat ekstra penge af til driften af det nye tilbud, som skal finansieres af det eksisterende ramme på området.

- En fordel ved placeringen er, at der allerede i dag er personale i aften- og nattetimerne, siger formanden, der er spændt på at følge tilbuddet og se, hvordan behovet er.

I dag er der to akutpladser på Kildegade. De flyttes og bliver en del af tilbuddet på Vesterled.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce