Annonce
Rejser

Nyt rejsebureau satser på ferie i Danmark: Vi skal ud at vandre

Grøn Ferie satser udelukkende på vandreferie i Danmark, ikke noget med klimabelastende flyture for at nå frem til sin destination. PR-foto
Grøn Ferie tilbyder vandreferier i Danmark, hvor man går på egen hånd. Overnatning foregår på bed & breakfast, kroer og hoteller.
Annonce

Når du bestiller en vandreferie, er du med til at udbrede vild natur i Danmark. Som et unikt grønt tiltag støtter Grøn Ferie nemlig Den Danske Naturfonds arbejde med at genoprette og sikre dansk natur.

Det er budskabet bag et nyt dansk rejsebureau, Grøn Ferie. Og ifølge bureauets indehavere, vejlenseren Rasmus Velling og silkeborgenseren Magnus Mygind, er det bevidst, at man satser på vandreture, og at turene finder sted i Danmark. De mødte hinanden på geografi-studiet på Københavns Universitet i 2013 og fik under studiet øjnene op for, hvor alsidig og særpræget Danmarks natur er.

Ferierne blev nemlig  igennem studietiden brugt på vandreture i ind- og udland, og de to geografer er efterhånden habile vandrere. Det er netop passionen for den danske natur og for at vandre, de to geografer nu har samlet i rejsebureauet Grøn Ferie.

Annonce

På egen hånd

- Vi tilbyder vandreferier i Danmark,  hvor man går på egen hånd. Under vandreferien overnatter man på alt fra fra bed and breakfast over kroer til hoteller, forklarer Rasmus Velling.

Turene inkluderer forplejning, bagagetransport og vandrekort.

Rasmus Vellling og Magnus Mygind fik idéen til Grøn Ferie på en vandretur i Thy for flere år siden. Og da de blev færdige med studierne, besluttede de sig for at give drømmen en chance. PR-foto

- Når man  bestiller en vandreferie hos os, er man med til at udbrede vild natur i Danmark. Som et grønt tiltag støtter vi nemlig op om Den Danske Naturfonds arbejde med at genoprette og sikre dansk natur, siger han.

Annonce

Hjælper naturen

Grøn Ferie vil gøre det attraktivt for danskerne at vælge en aktiv ferie herhjemme.

- En ferie, hvor man undlader flyveturen, er bedre for klimaet. Og samtidig er der mange muligheder for fantastiske naturoplevelser i Danmark, forklarer Magnus Mygind.


Vandring i naturen er en aktivitet med lav klimabelastning, og så er det sundt for krop og sind.

Rasmus Velling, medindehaver af Grøn Ferie


Det giver ifølge Grøn Ferie god mening for danskerne at vælge at holde ferie lokalt.

- Når man tager på vandretur med os, bliver der sikret en kvadratmeter vild dansk natur for hver 25 kilometer, man vandrer. Distancen udløser et beløb på 12 kroner i støtte til dansk natur. På den måde gør vi noget helt konkret for at hjælpe naturen i Danmark, lyder det fra Mygind og Velling.

Ture i det fri

Grøn Ferie tilbyder blandt andet en tredages tur i Vejle Ådal og på Grejsdalstien. Deltagerne vandrer i de høje skovbeklædte bakker og de dybe dale, som kendetegner naturen nær Vejle. Vandringen foregår ad Kyst til Kyst Stien i Vejle Ådal, langs Hærvejen samt ad Grejsdalstien, der snor sig igennem Danmarks dybeste dal. Naturen er i højsædet, men der er samtidig mulighed for at opleve Vejles moderne arkitektur, samt Jelling med Jellingstenene og de berømte gravhøje.

Rejsebureauet tilbyder derudover en seksdages tur på Camønoen og en firedages tur i Nationalpark Thy. Et andet tilbud er en familietur med ophold på et hotel i udkanten af Silkeborg med masser af natur lige uden for døren samt fri adgang til Aqua Dyrepark.

Inden længe præsenterer Grøn Ferie tre nye ture fordelt med spredt hånd.

Man skal ikke have tilbragt mange minutter i de to bureauejeres selskab for at mærke deres interesse for bæredygtighed.

- Idéen til Grøn Ferie fik vi på en vandretur i Thy for flere år siden. Siden har vi drøftet idéen mange gange, og da vi blev færdige med studierne, besluttede vi os for, at nu ville vi give det en chance.


Lokale ferier minimerer klimabelastningen ved transport.

Magnus Mygind, medindehaver af Grøn Ferie


- Vi besluttede fra start, at vi ikke ville lave rejser, der krævede en flyvetur, da vi ikke synes, at det er klimamæssigt ansvarligt. Det er på tide med et alternativ i rejsebranchen, forklarer  Rasmus Velling.

Heri er hans kompagnon enig.

- I jagten på at begrænse vores udledning af drivhusgasser er det nødvendigt at overveje sine ferievaner. En vandreferie i Danmark er et godt alternativ til for eksempel en europæisk storbyferie eller en aktiv ferie i udlandet, supplerer Magnus Mygind.

Ifølge Mygind og Velling behøver en vandreferie ikke at være lig med at slæbe på tunge rygsække, spise frysetørret mad og overnatte i telt.

- Vores koncept skærer disse - for nogle - ukomfortable dele af vandreturen væk. Og så får man frisk luft, ro i sindet og bliver klog på vores egen kultur og historie. Man slipper for en flyvetur og kan holde ferie med grøn samvittighed, siger de.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Coronavirus

Live:  Falck lukker sine lyntestcentre fra februar

Horsens

Tirsdagens coronatal i Horsens: Laveste antal nye smittede i over to måneder

Annonce