Annonce
Østjylland

Nyt på hylderne i gamle butikker: Julekagernes mor er genfødt

Bager Lars Jensen har fuld fart på med at lave vanillekranse. Gustav Skjernov (til højre) ruller dem ud. Foto: Axel Schütt
Tusindvis af kager bliver solgt og spist i Den Gamle By i juletiden. Men hvor kommer de egentlig fra?

AARHUS: Selv om det er en gammel by, dukker der stadig nye ting op i Den Gamle By i Aarhus. Mad og drikke har i mange år betydet meget i julen, og dér er købstadmuseet godt med. I år disker det op med en helt ny peberkage, som det ikke har været helt nemt at finde opskriften på.

Museumsinspektør Christian Rasmussen har været ad (jule)kringlede veje for at finde ud af, hvordan den kage blev lavet, og den eftersøgning har fået et rigtig godt udkomme. Det er blevet til en virkelig smagfuld - med mange nuancer - kage.

- Den er fra Tyskland og fra 1800-tallet, og i virkeligheden er netop den mor til dem, vi i dag kender som brunkager og honningkager, forklarer Christian Rasmussen.

Bageren var meget central, for det var for farligt at bage i hjemmene. Alt blev bagt hos bageren, og gåsestegen til jul stegt dér, som vi synger i Peter Fabers "Sikken voldsom trængsel og alarm": " … gåsestegen er til bageren sendt".

Først efter industrialiseringen omkring 1850 fik private hjem egne ovne, så de selv kunne begynde at bage. Sådan gik det, bageren var der stadig, og da kvinderne rykkede ud på arbejdsmarkedet, kom Karen Wolfs og andre industrialiserede kager på banen.

Annonce

Jul i Den Gamle By

Jul i Den Gamle By varer helt til 5. januar, og der er åbent alle dage.

Se www.dengamleby.dk

Kager i tusindvis

Det hører med til et julebesøg i Den Gamle By, at man smager vaniljekranse, honningkager eller nogle af de andre, gode produkter, nu også peberkagerne. Så der bliver langet tusindvis af kager over disken hos Augusta i den gamle bagerbutik. Hun er gift med bageren, fortæller hun. Hendes far havde egentlig butikken, men så kom der en god bagersvend. Han var også flot, forklarer hun, så de blev gift.

I virkelighedens verden hedder hun Else Torp.

Også hos konditor Bonnich Pedersen i 1974-kvarteret er der masser af fristende julekager i vinduet, og her stryger de lige så hurtigt over disken. Nogle bliver fortæret i konditoriet bag butikken. Den er fra Gylling, mens konditoriet oprindelig har været i Aabenraa.

Kager i tusindvis bliver bagt.

Fem mand på job

Men hvor kommer de mange kager fra?

De kommer såmænd fra Den Gamle Bys eget bageri. Dér bliver det hele lavet, og det er noget af det, museets mange tusinde gæster ikke ser.

Bageriet ligger i gården bag konditoriet, oppe på første sal i et nybygget hus i 1974-delen af museet.

Her står Kent Berthelsen, 53 år, og Lars Jensen, 54 år, alle arbejdsdage. De er uddannede bagere. Men i julens anledning er fem mand i gang. Gustav Skjernov, Oliver Malling og Joakim Andersen er hentet ind som hjælpere og har ingen erfaring fra faget. De går til hånde og gør tingene klar til de to bagere.

Der er fart på, når vaniljekransene bliver formet og lagt på pladen, før de bliver bagt. Bagerne har lavet dejen efter en gammel opskrift, og Gustav Skjernov kører den igennem en maskine, så den kommer ud i rigtig tykkelse og længde. Og så giver Lars Jensen den det sidste twist, så det bliver en ring. Det er håndarbejde i højt tempo.

Mindst 1750 vanillekranse på en dag, bliver der bagt. Bager Kent Berthelsen fylder i ovnen. Foto: Axel Schütt

Gemytlig tone

De to bagere og deres assistenter laver mange slags kager, men vaniljekranse og honningkager går der flest af. Sidste år blev der solgt 18.459 vaniljekranse og 16.706 honninghjerter.

- Vi bager 70 kilo vaniljekranse hver dag. Hver enkelt vejer ret præcist 40 gram, så det bliver til cirka 1750, men sommetider flere. Hvis der er godt salg i butikkerne, får vi besked om at lave flere, og vi går ikke hjem, før vi er sikre på, der er nok. Ingen gæster må forlade Den Gamle By uden at have fået deres kageønsker opfyldt, forklarer Kent Berthelsen, der har været godt tre år i bageriet. Han har været bager i Svendborg og haft egen butik i 15 år. Hver dag tager han motorvejen fra Bording til Aarhus.

Lars Jensen tager turen fra Randers, hvor han har arbejdet i butik. Han har været to år i Den Gamle By.

- Vi møder klokken 5, og det er tidligt, men vi skal trods alt ikke arbejde om natten som mange andre bagere, og vi har gode muligheder for ferier og fridage. Vi laver det hele fra bunden, og det er meget tilfredsstillende, siger der to bagere som med én mund. Tonen er gemytlig.

Fristende sager i den gamle bagerbutik. Foto: Axel Schütt

To slags æbleskiver

Mens de andre har tryk på produktionen af vaniljekranse, har Kent Berthelsen gang i smeltet chokolade, som han sprøjter på en stang wienerbrød.

- Det bliver til flødekager, gåsebryst, siger han.

På etagen ovenover står Joakim Andersen. Han lægger sidste hånd på honninghjerterne. De er bagt på forhånd af de to bagere, og nu skal der smeltet chokolade på. Det klares ved hjælp af en maskine.

På Torvet udenfor er der andre fristelser: æbleskiver, både de traditionelle og såkaldte flydende. Og så er der gløgg eller lutendrank til. Eller hvad man vil have.

Hvis gæster går sultne eller tørstige fra julebesøget i museet, er det deres egen skyld. Og der er åbent hver dag indtil nytår, selv 24. og 31. december.

Her er peberkagen, der er mor til både nutoidens brunkager honningkager. Museumsinspektør Christian Rasmussen og informationschef Gorm Ruge smager på den nye vare. Foto: Axel Schütt
Joakim Andersen forsyner honninghjerterne med chokolade. Foto: Axel Schütt
Her er mange gode sager. Foto: Axel Schütt
Pernille Randrup Pedersen tilbyder æbleskiver og gode drikke på Torvet. Foto: Axel Schütt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce