Annonce
AC Horsens

Nyt nederlag: AC fik rejst sig efter ydmygelse men tabte igen

Bjarke Jacobsen og AC Horsens tabte med 2-1 til AGF. Foto: Scanpix

Horsens: AC Horsens fik rejst sig oven på den elendige præstation i Farum. Indsatsen mod AGF på Casa Arena var markant bedre, men det var ikke nok til at få point. AGF skabte de fleste og største chancer og vandt med 2-1. AC Horsens pressede hårdt på for en udligning i slutfasen. Det gav en række farlige situationer foran AGF-målet, men det var ikke nok til at skaffe point.

Første halvleg var en underholdende omgang. Der var masser af chancer i begge ender af banen med en overvægt til AGF, der havde flest nærgående forsøg.

AC Horsens fik kampens første store chance, da Malte Kiilerich sparkede på mål efter et hjørnespark i det 8. minut. Forsøget blev halvklaret og endte med at blive sparket væk inde på målstregen af Mustapha Bundu.

AGF's første chance kom nogle minutter senere. Bundu overløb Michael Lumb og hans hårde tværpasning kunne Patrick Mortensen sende op i nettaget til 1-0.

Det kunne være blevet 2-0 i det 25. minut, men bolden blev saksesparket væk på målstregen af Jonas Thorsen.

To minutter efter fandt Peter Therkildsen Louka Prip ved forreste stolpe, men hans afslutning gik en meter forbi målrammen.

Malte Kiilerich gjorde det endnu bedre, da han i det 34. minut headede Louka Prips hjørnespark i nettet til 1-1.

AC Horsens fik mange bolde sendt ind i AGF-feltet i den periode, og kort efter fik Bjarke Jacobasen afsluttet fra kanten af feltet, men hans forsøg strøg over målrammen.

Kampen bølgede frem og tilbage og i den anden ende af banen sendte Bror Blume et saksespark på overliggeren.

AGF åbnede anden halvleg med en stor chance til Bror Blume. Patrick Mortensen lagde bolden perfekt til rette, men afslutningen gik et stykke over mål.

Mustapha Bundu voldte AC Horsens store problemer, og efter 10 minutter af anden halvleg sendte han endnu et giftigt indlæg ind foran AC-målet. Det blev clearet og forsøgt sparket væk, men Casper Højer Nielsen fik til sidst sparket bolden i mål til 2-1.

AC Horsens forsøgte at komme tilbage for anden gang i kampen og Erhan Masovic blev blandt andet sendt på banen, men AC Horsens' offensiv havde det svært.

Heller ikke dødboldene gav gevinst. Peter Therkildsen fik afsluttet, men blev blokeret af en AGF-spiller, der smed sig ned og fik stoppet bolden i bedste ishockey-stil. Erhan Masovic fik også trykket af, men hans afslutning fra kanten af feltet gik snert fobi mål.

I tillægstiden fandt Magnus Jensen Erhan Masovic, men han headede bolden over mål.

Bo Henriksen havde ændret på en enkelt plads i startopstillingen. Hallur Hansson var ude med karantæne og blev afløst af Nicolai Brock-Madsen.

De to hold:

AC Horsens: Matej Delac, Peter Therkildsen, Malte Kiilerich, Alexander Ludwig, Michael Lumb, Louka Prip, Bjarke Jacobsen, Ayo Okosun, Jonas Thorsen, Rune Frantsen, Nicolai Brock-Madsen.

AGF: William Eskelinen, Casper Højer Nielsen, Frederik Tingager, Nicklas Backman, Alexander Munksgaard, Bror Blume, Nicolai Poulsen, Benjamin Hvidt, Jakob Ankersen, Mustapha Bundu, Patrick Mortensen.

AC Horsens spiller igen på søndag hjemme mod Randers FC.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Corona er en gave til Madam Bach

Annonce