Annonce
Ikast-Brande

Nyt job i kendte rammer: Nu styrer Jakob Kvickly i Brande

53-årige Jakob Rønberg afløste pr. 1. august Anders Kristensen som varehuschef i Kvickly Brande. Arkivfoto
Pr. 1. august afløste Jakob Rønberg Anders Kristensen som varehuschef i Kvickly Brande. Her er han blevet chef for ca. 80 ansatte.
Annonce

Brande: 53-årige Jakob Rønberg startede sin karriere hos Coop (der dengang endnu hed FDB) i Kvickly i Struer som skilteskriver.

– Det var en stor dag, da jeg avancerede til flaskedreng, smiler han ved tanken.

Han kom senere i lære i Kvickly i Lemvig, hvor han er udlært. Siden har han bl.a. været souschef og varehuschef i forskellige Kvickly-varehuse, både på Sjælland, i hjembyen Esbjerg og senest Haderslev, hvor han har haft ansvaret for butikken de seneste halvandet år.

Før jobbet i Haderslev arbejdede han i 10 år i Coops konceptudviklingsafdeling, og en af de første butikker, han var med til at sætte sit aftryk på, var faktisk Kvickly i Brande, som fik den helt store tur i 2011 med Jakob Rønberg som styrmand.

Dermed er butikken ikke totalt ukendt for den nye varehuschef, og generelt er mange ting ens i Kvickly-butikkerne, eksempelvis IT- og telefonsystemer og sortimentet, hvilket gør det lettere at sætte sig i chefstolen i en ny butik, forklarer Jakob Rønberg, der gennem stort hele sit arbejdsliv har været tilknyttet Coop.

- Et nyt, spændende job i kendte rammer, kalder han sin nye stilling.

Han betegner Kvickly Brande som ”en spændende butik i en god gænge”:

- Anders og hans folk har gjort det fantastisk, fastslår han, men ikke desto mindre ser han også muligheder for at gøre nogle ting anderledes.

– Man kan altid gøre det bedre, pointerer den erfarne købmand.

Annonce

Ikke en kortsigtet løsning

Blandt årsagerne til, at det blev Brande, nævner han som det første, at butikken er veldrevet:

- Det er en velfungerende butik at overtage med nogle stabile og erfarne medarbejdere, der kan bygges videre på, siger han.

Også det sociale ansvar – at man som virksomhed kan rumme ansatte med specielle behov og udfordringer – nævner han som en faktor.

En tredje medvirkende årsag har været, at Kvickly i Haderslev snart skal omdannes til en SuperBrugs.


Det er en velfungerende butik at overtage med nogle stabile og erfarne medarbejdere, der kan bygges videre på.

Jakob Rønberg


Køreturen til og fra Esbjerg tager ca. en time, som Jakob Rønberg bruger på at slappe af, lade op og få klaret nogle telefonopkald.

- Jeg har ingen ambitioner om at være her i kort tid, lyder svaret på spørgsmålet om, hvor længe han har tænkt sig at blive i Brande.

Jakob Rønberg er bosat i Esbjerg med sin hustru, Louise, og parrets tre børn i alderen 12-15 år.

Den ældste, Emma, er netop startet på Danmarks eneste skøjteefterskole i Vojens, hvor hun skal videreudvikle sit talent for kunstskøjteløb, og også de to yngste er aktive sportsudøvere.

Den gryde er Jakob Rønberg ikke selv faldet i, men han prioriterer at sætte sig ned og spille brætspil med børnene en gang imellem, når han - og de - har tid til det.

Fire på stribe

Fire på stribe Jakob Rønberg er den fjerde i rækken af varehuschefer i Kvickly Brande, siden Ole Rasmussen døde efter længere tids kræftsygdom 1. oktober 2013.

Han blev efterfulgt af Jens Iversen, der tiltrådte ved årsskiftet 2014 og fortsatte i stillingen i knap halvandet år frem til maj 2015, hvor han flyttede til en tilsvarende stilling i Kvickly i Grindsted.

Jens Iversen blev afløst af Niels Birkelund Hansen, som forlod Brande igen præcis 2 år senere i maj 2017 for at overtage ledelsen af Kvickly på Amager.

Det gav plads til Anders Kristensen, der tidligere havde været ansat som slagtermester i Kvickly i Brande under netop Ole Rasmussens ledelse, men her ca. 3 år senere valgte han at takke ja til stillingen som leder af Kvickly i HerningCentret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Aktivist snød sig ind til corona-pressemøde: - Journalisterne er bare mikrofonholdere - de stiller jo ingen kritiske spørgsmål

CORONAVIRUS

Live: Corona-virus gik nærmest amok på Aarhus-bar - antallet af smittede er nu oppe på 25  

Horsens

Høje smittetal nærmer sig fra nord - men Horsens Kommune mærker ingen stigning

Annonce