Annonce
Erhverv

Nyt firma kommer kriseramte butikker til undsætning: Mange tror det er for godt til at være sandt

Henrik Balle Boysen har med sin virksomhed Shasaf foreløbig hjulpet otte lokale forretninger under coronakrisen. Foto: Shasaf ApS
Det nystiftede webfirma Shasaf ApS tilbyder butikker uden webshop hjælp til digitalt salg.

Horsens: Når man ikke kan komme ud over rampen med sit nye projekt, kan man lige så godt gøre en god gerning for fællesskabet.

Sådan lyder rationalet bag et initiativ, som det nyligt stiftede softwareselskab Shasaf ApS har sat i søen.

Her rækker virksomheden ud til nødlidende forretningsdrivende i Horsens, der ikke har en webshop, og hjælper dem med at etablere en online salgskanal - uden beregning, vel at mærke.

- Vi er et helt nyt firma, stiftet i februar, og i erkendelsen af at corona gør det svært at få fodfæste i et nyt marked, tænke vi, at vi kunne hjælpe andre, som ikke har en naturlig tilgang til onlineverdenen, siger Henrik Balle Boysen, direktør og medstifter af Shasaf.

Annonce

Vores akilleshæl har været, at mange virksomheder tror, at det er for godt til at være sandt, at vi tilbyder at gøre det gratis.

Henrik Balle Boysen

En samfundspligt

Shasaf, der er en forkortelse for "share safe" (sikker deling), er sat i verden for at lave en platform for virksomheder, der ønsker at dele dokumenter med deres samarbejdspartnere på en sikker måde.

Netop som firmaet skulle i gang med at opdrive kunder, ramte coronakrisen.

- Og i stedet for at sidde og pille os i navlen, tænkte vi, at vi kunne hjælpe forretninger med at få en digital kontakt til deres kunder. Vi føler det som en samfundspligt at hjælpe, siger Henrik Balle Boysen.

Shasafs hjælp går i al sin enkelhed ud på, at firmaet etablerer en digital bestillingsseddel, som den enkelte forretningsdrivende kan linke til. Her kan kunden levere sin ordre, som man kender det fra webshops.

- Mange butiksdrivende benytter facebook, men det kan hurtigt blive uoverskueligt, når folk skal bestille varer gennem kommentarfeltet. På denne måde er det superenkelt at bestille, og der bliver automatisk sendt kvittering af sted til kunden, siger Henrik Balle Boysen.

- Vi har med vilje holdt det simpelt, for hvis de her virksomheder havde ønsket en webshop, så havde de nok allerede haft det, siger han.

For godt til at være sandt

Shasaf har foreløbigt hjulpet otte lokale forretninger, der blandt andet har fået kendskab til tilbuddet gennem City Horsens' nyhedsbrev. Når antallet ikke er højere, skyldes det formentlig, at folk er skeptiske over for gratis tilbud i denne tid, vurderer Henrik Balle Boysen.

- Vores akilleshæl har været, at mange virksomheder tror, at det er for godt til at være sandt, at vi tilbyder at gøre det gratis - eller de tror, at vi har en bagtanke. Jeg kan godt forstå, at de tænker sådan, men dette er blot vores forsøg på at hjælpe erhvervslivet i en hård tid, siger han.

Shasaf har adresse på Strandkærvej, hvor firmaet deler rammer med konsulentfirmaet Adcobo, som Henrik Balle Boysen også driver.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce