Annonce
AC Horsens

Nymann: Problemer, når vi kommer bagud

Peter Nymann ærgrede sig over, at AC Horsens ikke var i stand til at svare igen på AGF's føringsmål. Foto: Ole Nielsen
Den rutinerede AC-spiller var skuffet over præstationen i 2-0 nederlaget til AGF.

Aarhus: Peter Nymann var skuffet oven på 2-0 nederlaget til AGF.

- Humøret er ikke godt. Vi havde egentlig styr på AGF i første halvleg, men for anden runde i træk lukker vi et mål ind lige før pausen. Det slog os ud af kurs, og så har vi problemer, når vi kommer bagud. Det er svært for os at omstille os, sagde Peter Nymann.

AC Horsens spillede meget passivt i første halvleg, og det lykkedes ikke for alvor at ændre på det billede i anden halvleg, da AC Horsens skulle jagte et comeback i kampen.

- Vi fik ikke lagt noget pres på AGF. Det blev halvt det hele. Vi vandt ingen førstebolde, og vi vandt heller ingen andenbolde. Det var uden sammenligning vores dårligste præstation siden sæsonpremieren mod FC Nordsjælland, sagde højrebacken.

- Vi er blevet bedre til at bevare roen og være kølige, når vi selv har bolden, men mod AGF virkede det næsten til, at vi var blevet alt for rolige. Oven i var vi ikke gode på bolden, og så blev det hele for usikkert, sagde Peter Nymann.

Han har i ugens løb mistet et par rutinerede holdkammerater i Thomas Kortegaard og Jonas Borring. Det efterlader 37-årige Peter Nymann som en suveræn alderspræsident.

- Jeg får lidt mere at holde styr på, når de forsvinder. Jeg blev ikke skiftet ud, fordi jeg var træt, og jeg kan stadig løbe fra de andre, så lige i forhold til det, får jeg ingen problemer med de unge, sagde Peter Nymann.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce