Annonce
Brande

Nye mestre i gadefodbold

Hyvildparken (i de røde trøjer) vandt kampen om femtepladsen sikkert med hele 4-0 over Tingskoven 1 (i blå overtrækstrøjer). Foto: Mikael Lund
10 hold i gadefodbold-dyst fik lov til at spille på kunstgræs.

Brande: Der blev skrevet lokal fodboldhistorie, da Brande IF lørdag 7. september afviklede Brandemesterskaberne i gadefodbold på Brande Stadion. Turneringen er blevet afviklet flere gange tidligere, senest i 2013, men aldrig før på kunstgræs.

De 10 deltagende hold var blevet inddelt i to puljer, hvor der blev spillet alle mod alle.

Det blev klaret i løbet af cirka tre timer, hvorefter der skulle spilles placeringskampe, først mellem nr. 5 fra de to puljer, dernæst nr. 4 og så fremdeles.

Med en sejr på 4-0 overlod holdet fra Mylius-Erichsensvej sidstepladsen til Tingskoven 2, mens Lille Økær sikrede sig 7.-pladsen med en 3-0-sejr over Enkeholdet fra Enkehøj. Hyvildparken blev nr. 5 efter slutsejr på 4-0 over Tingskoven 1, og Fyrrevænget sluttede som nr. 3 efter at have besejret det kombinerede hold fra Ågade/Jensen Flø Vej med 3-0.

Finalen stod mellem Vibevej 46-50, der profiterede af, at Enkeholdet og Ågade/Jensen Flø Vej havde spillet 2-2 i dagens første kamp og derfor kunne klare sig med 0-0 i den sidste puljekamp mod netop Ågade/Jensen Flø Vej, og Engtoften/Bymarken, der vandt den anden pulje.

Et tidligt mål i finalen gav holdet fra Vibevej overhånden, og selvom Engtoften/Bymarken-spillerne havde bolden meget, kunne de ikke score. Det kunne Vibevej 46-50 derimod endnu engang, og derfor endte de som vindere af gadefodboldturneringen 2019 med en finalesejr på 2-0.

De nykårede mestre i gadefodbold, holdet fra Vibevej 46-50. Foto: Brande IF
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Horsens

Endnu et mislykket forsøg: Tre upålidelige pile udsætter behandling af syg vildhest

Annonce