Annonce
Horsens

Nye lejere på havnen: Tre af byens store fagforeninger flytter sammen

På den tidligere Dana Feed-grund bygger Casa blandt andet et moderne kontor- og mødehus, som tre fagforeninger nu har meldt sig klar til at flytte ind i. Illustration: Arkitema Architects

3F, FOA og Fødevareforbundet NNF vil vise, at fællesskab fungerer. Derfor rykker de tre sammen ind i en del af nybyggeriet Pakhusene på Horsens Havn, så snart Casa har bygningerne klar.

Annonce

Horsens: Så sent som i mandags gav et flertal i byrådet grønt lys til byggeriet af Pakhusene på den gamle Dana Feed-grund på havnen - et byggeri, der omfatter både boliger, erhverv, p-hus og havnebad.

Nu afslører tre af byens store fagforeninger, at de rykker ind i en del af byggeriet.

- 3F, FOA og Fødevareforbundet NNF vil vise, at fællesskab fungerer i de bygninger, som kommer til at vende ud mod Niels Gyldings Gade, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra de tre aktører.

Fra bygherren Casa Group bekræfter direktør Per Hansen:- Vi har lavet en fornuftig aftale med en pæn del af den lokale fagbevægelse om Havnen 11. Den inderste del af det projekt, som har optaget så mange så længe, er nu på plads. Det glæder os, og det bliver et fint signal om udvikling og sammenhold, at det er fagforeninger, som rykker ind.

Vi håber at have sat noget i gang, der kan være med til at skabe et endnu bedre fællesskab i fagbevægelsen.

Lone Dybdal, formand for FOA Horsens
Annonce

Måske kommer flere med

Byggeriet har i projekterings- og beslutnings-fasen skabt debat, og tilløbet til lokalplan-beslutningen, der faldt i hak i mandags, har derfor været langt. Men fagforeningernes tilløb har været endnu længere, fortæller Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens og Omegn og for LO Horsens Hedensted.

- For 10 år siden drøftede vi seriøst at samle byens fagforeninger i et fælles hus. Men planerne blev lukket ned igen, da HK besluttede at nedlægge kontorerne i Horsens, og Metal valgte at blive i sit nuværende hus, fortæller han.

Efter grundigt forarbejde har tre fagforeninger nu taget beslutning om fælles indflytning i Pakhusenes kontorhus. 3F, som er størst, tegner sig for godt halvdelen af kontorerne, mens FOA og NNF deler resten i forholdet to til en. Det er dog ikke utænkeligt, at flere fagforeninger flytter med.

- Vi har nu en periode, mens der detailprojekteres, hvor vi eventuelt også kan finde ud af at få plads til kollegaerne fra de andre lokale fagforeninger, siger Hans A. Sørensen.

Desuden er der overvejelser om en anden mulig lejer, som har grundholdninger, der passer til det faglige fællesskab.

- Vi håber og tror på, at flere vil finde ideen så god, at vi kan starte med en udvidelse - som kan være inden for lokalplanen, forklarer Flemming Hansen, formand for Fødevarefundet NNF Østjylland, og Lone Dybdal, formand for FOA Horsens, tilføjer:

- Vi håber at have sat noget i gang, der kan være med til at skabe et endnu bedre fællesskab i fagbevægelsen.

Annonce

Gevinster ved fællesskab

Parterne er ikke i tvivl om gevinsterne ved at være flere i samme hus:

- Fælles reception, fælles mødefaciliteter og tæt samarbejde. Mulighederne er mange både hver for sig og i fællesskab. Og under alle omstændigheder vil fællesskabet kunne inspirere til at tænke og handle på nye måder, påpeger Hans A. Sørensen.

De næste måneder indeholder en række møder om indretning og udstyr i det ny faglige flagskib, som måske får navnet Fagforeningernes Hus eller Fællesskabets Hus.

Huset er planlagt klar til indflytning 1. januar 2021.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce