Annonce
Hedensted

Nye lærere flygter fra folkeskolen: Nu er der hjælp at hente

Arkivfoto: Morten Pape
Trine Bek Gold fra Flemming har lavet et online mentorforløb for nyuddannede lærere. Her kan de få sparring på deres frustrationer og svar på de spørgsmål, der melder sig, når teori skal omdannes til hverdag.
Annonce

Flemming:  Det er langt fra alle nye lærere, som i denne uge har budt børn velkommen tilbage efter sommerferien. For en stor del af de nyuddannede - hver sjette, viser en undersøgelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervsråd fra 2016 - opgiver at arbejde i folkeskolen allerede inden for det første år efter uddannelsen.

Og det er alt, alt for mange, mener Trine Bek Gold, der selv er tidligere skolelærer, men nu arbejder som selvstændig skolekonsulent. Hun har derfor lavet et online mentorforløb, der skal hjælpe de nye lærere med at bygge bro mellem teori og praksis i deres første år i jobbet.

- Rigtig mange nyuddannede lærere får det, man kalder et praksis-chok, når de kommer ud i klasselokalet og bliver ramt af en hverdag. De kommer med en bred faglig viden og en masse ambitioner om at gøre en forskel, men de ved ikke, hvordan de skal omsætte det i praksis, og de får ingen hjælp. Deres kolleger kan måske godt pege på, hvor kopimaskinen eller kaffekanden står, men snakken om, hvordan man skaber respekt i en 8. klasse, eller hvordan man håndterer en vred forælder -  den er der ikke tid til, siger Trine Bek Gold.

Annonce

En god skole skabes af lærerne

Den 43-årige ildsjæl fra Flemming forlod selv et lærerjob i folkeskolen i 2014, da hun blev afdelingsleder i Ungdomsskolen i Horsens. Herefter har hun arbejdet som faglig leder og projektleder på Løkkefondens drengeakademi i en årrække, inden hun for halvandet år siden valgte at blive selvstændig skolekonsulent.

I det job er hun i kontakt med mange nyuddannede lærere, og hun oplever gang på gang, hvordan de kommer til kort, når de har brug for hjælp til at bearbejde eller håndtere de nye situationer.

- Og jeg forstår det godt, for der er travlt i folkeskolen, men vi er nødt til at give de her mennesker en fair chance for at blive gode til det, de er uddannede til. En god skole skabes først og fremmest af lærerne, og derfor er det så vigtigt, at de bliver klædt ordenligt på, siger Trine Bek Gold.

For år tilbage var der mange skoler, der havde "føl-ordninger", hvor de nyuddannede lærere fik lov til at følge en erfaren lærer og havde en at spørge til råds. Det er sparret væk i dag, for der er brug for, at lærerne - også de nyuddannede - underviser så meget som overhovedet muligt.

- Konsekvensen er så desværre bare, at lærerne falder fra, og det er samfundsøkonomisk meget dyrere - for ikke at snakke om de menneskelige nederlag, der kommer ud af det, siger Trine Bek Gold.

Annonce

600 med i ny gruppe

Hun har i længere tid gået og tumlet med tanken om at lave et onlineforløb for de nyuddannede lærere, og da hun i foråret pludselig fik meget god tid - coronakrisen og skolelukningen slettede alle aftaler i hendes kalender - gav hun sig i kast med projektet.

Noget af det første, hun gjorde, var at oprette en gratis Facebook-side for nyuddannede lærere, og den har på få måneder fået næsten 600 meget aktive medlemmer.

- Det viser jo noget om det behov, der er hos nye lærere, for at mødes med andre i samme båd, og samtidig giver det mig en mulighed for at have fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rører sig. Lige nu snakker de meget om, hvordan de danner en god relation til eleverne, siger Trine Bek Gold.

Relationsdannelse er også et af de emner, hun vil tage fat i på onlineforløbet, hvor det er planen at mødes fast en time hver uge - og hvorigennem de nyuddannede lærere også har mulighed for at kontakte hende derudover. Inklusion, klasseledelse, teamsamarbejde og forældresamarbejde er andre emner.

- Og så kan der selvfølgelig dukke andre ting op, som lærerne oplever i hverdagen og har brug for at få vendt, siger Trine Bek Gold.

Annonce

Lærere fra hele landet

Hun har samlet det første hold på omkring 20 nyuddannede lærere, som er tilmeldt fra forskellige kommuner. Prisen på 6000 kr. pr. lærer bliver betalt af skolerne eller kommunerne, og den dækker hele året.

- Det kan hurtigt blive dyrt for den enkelte skole, hvis de skal have ekstra hjælp på skolen til deres to nye lærere, eller hvis de skal have sådan en som mig ud. Men når jeg samler de nye lærere fra flere kommuner, bliver det økonomisk til at have med at gøre, siger Trine Bek Gold.


Deres kolleger kan måske godt pege på, hvor kopimaskinen eller kaffekanden står, men snakken om, hvordan man skaber respekt i en 8. klasse, eller hvordan man håndterer en vred forælder - den er der ikke tid til.

Trine Bek Gold
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens

AC Horsens spillede pænt i Brøndby - men Jonas Dals tropper var tandløse

Hedensted

Skoleleder efter forfærdelig ulykke under udflugt: - Vi kunne ikke have gjort noget anderledes

Coronavirus

Live: Professor opfordrer til at droppe daglige coronatal

Danmark For abonnenter

For to år siden kørte Jesper sin kone på plejehjem: - Jeg følte mig som det mest utro væsen over for Hanne

AC Horsens

AC Horsens har flest sejre mod Brøndby, men Jonas Dal skruer ned for ambitionerne

Annonce