Annonce
Horsens

Nye Borgerlige vil i byrådet: Vil gøre op med tandløs opposition og arkitektonisk vandalisme

Søren Lind Jensen er formand for Nye Borgerlige i Horsens og Hedensted. Han stiller selv op til kommunalvalget i Horsens, og han mener, at det bør være muligt at sikre partiet en plads i byrådet. Foto: Morten Pape
Partiet, der i øjeblikket har medvind i landsdækkende meningsmålinger, vil gøre den borgerlige opposition stærkere, holde venstrefløjen uden for indflydelse - og så vil man kaste sig over den byudvikling, som man mener, socialdemokraterne har ødelagt.
Annonce

Horsens: Når der til november næste år er kommunalvalg, skal Nye Borgerlige sikre sig plads i byrådet i Horsens.

Det er det klare mål for Søren Lind Jensen, der er lokalformand og byrådskandidat for partiet, der netop har fejret sin fem års fødselsdag.

Og han mener selv, han har noget at have optimismen i, selvom partiet ved det seneste kommunalvalg blot fik 351 stemmer svarende til under en procent af de afgivne stemmer.

- Der er sket virkelig meget med vores parti de seneste år. Og vi har i dag 169 betalende medlemmer i Horsens Kommune. Det tyder på stor opbakning, og det burde efter vores beregninger kunne sikre os valg, siger Søren Lind Jensen.

Hvis partiet, der i øjeblikket har fem folketingsmedlemmer og medvind i landsdækkende meningsmålinger med stemmetal på op mod 10 procent, får plads i byrådet, så er det med en klar mærkesag om at holde socialdemokraterne i ørerne.

- Jeg synes faktisk, vi har en meget tandløs opposition i byrådet i øjeblikket. Der er ikke meget modspil til Socialdemokratiet, der jo sidder tungt på magten, og det er et stort problem, mener Søren Lind Jensen.

Annonce

Chancen er forspildt

Han angriber blandt andet den byudvikling, der er sket i Horsens i de senere år med socialdemokraterne bag roret. Særligt i området ved havnen og på Lilli Gyldenkildes Torv.

- Jeg mener kort og godt, at det er visuelt hærværk, og det tenderer arkitektonisk vandalisme, hvad der er sket i området ved havnen og langs Strandpromenaden. Strandpromenaden kunne have været et fornemt visitkort for byen. Men den chance er blevet forspildt, siger Søren Lind Jensen, der understreger, at han ikke er modstander af, at byen udvikler sig.

- Jeg forstår godt, at man skal udvikle byen. Men man skal gøre det med respekt. Og det koster - efter min mening - ikke mere at bygge pænt end at bygge grimt, siger lokalformanden, som også fortæller, at et af partiets helt store ønsker er ansættelsen af en stadsarkitekt.


Jeg mener kort og godt, at det er visuelt hærværk, og det tenderer arkitektonisk vandalisme, hvad der er sket i området ved havnen og langs Strandpromenaden. Strandpromenaden kunne have været et fornemt visitkort for byen. Men den chance er blevet forspildt.

Søren Lind Jensen, byrådskandidat Nye Borgerlige


Partiet vil også, hvis det får indflydelse i byrådet, arbejde kraftigt for ansættelsen af en såkaldt rationaliseringsdirektør i kommunen.

- Vi skal have skåret fedtet væk i den offentlige forvaltning, så pengene kan komme tilbage til borgerne. Efter vores bedste overbevisning kan det godt lade sig gøre at spare penge i det offentlige, og det skal en rationaliseringsdirektør stå for, siger Søren Lind Jensen.

Annonce

- Jeg er ikke ekstrem

Det er ikke første gang, Søren Lind Jensens navn er at finde på en stemmeseddel. Tidligere var han igennem flere år medlem af Dansk Folkeparti, og han har også stillet op for sit tidligere parti til både lokal- og folketingsvalg.

- Jeg forlod Dansk Folkeparti i 2011, da jeg mente, partiet var på vej i en forkert retning. Jeg så partiet bevæge sig mod Socialdemokratiet, og jeg er grundlæggende konservativ og borgerlig, så det passede mig ikke, lyder det fra Søren Lind Jensen, der kalder afskeden med sit tidligere parti for "en lykkelig skilsmisse".

Søren Lind Jensen

Formand for Nye Borgerlige i Horsens og Hedensted.

60 år, gift, en datter.

Bor i Grumstrup.

Underviser i tysk og engelsk på VIA Engineering.

Han var partiløs i fem år, før han i 2016 meldte sig ind hos Nye Borgerlige. Og han har ikke meget til overs for dem, der mener, at han har meldt sig ind i et parti med "ekstreme holdninger".

- Jeg er ikke ekstrem. Det nægter jeg. Jeg mener faktisk, at dem, der gennem mange år har sagt til tilflyttere "kom med alt, hvad du er", er de ekstreme, siger han, der i øvrigt ikke mener, at værdipolitik er det, der skal øverst på dagsordenen i partiets lokale valgkamp, selvom han med egne ord har været bekymret for udviklingen i Danmark siden midt-firserne.

- Jeg mener, vi skal forholde os til, hvad vi kan gøre lokalt - og så lade vores kolleger på Christiansborg tage sig af de landspolitiske emner.

Annonce

Vil samarbejde bredt - uden om venstrefløjen

Lokalformanden afviser ikke, at Nye Borgerlige i byrådet vil kunne samarbejde bredt. F.eks. med socialdemokraterne.

- Jeg mener, vi skal søge samarbejdet. Der er jeg meget pragmatisk, for jeg synes, vi skal have så meget indflydelse som muligt. Men vi skal gøre op med den socialdemokratiske magtfuldkommenhed, og så mener jeg også, at man skal forsøge at holde venstrefløjen og Radikale så meget ude som muligt, siger han, der i øjeblikket sammen med partikollegerne er ved at afsøge mulighederne for valgforbund frem mod valget.

- Vi håber på et bredt borgerligt valgforbund, så vi kan skabe en stærkere opposition i byrådet og holde de andre partier fast på den borgerlige vej, siger han.

Nye Borgerlige i Horsens vælger officielt sin spidskandidat til kommunalvalget på et møde til foråret. Indtil videre har partiet kun meldt ud, at Søren Lind Jensen vil være at finde på stemmesedlen. Men han skal ikke stå alene, siger han.

- Vi har samtaler i gang med flere kvalificerede kandidater, og vi regner med at opstille fire eller fem kandidater i Horsens, siger han.

Søren Lind Jensen stiller op til byrådet for Nye Borgerlige i Horsens. Foto: Morten Pape
Søren Lind Jensen er kandidat til byrådet i Horsens for Nye Borgerlige. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Overlæge efterlyser underholdning til indlagte coronapatienter: Nogle får simpelthen en depression af at være indlagt

Annonce