Annonce
Horsens

Nye boliger og grønt område på vej i Hatting

Et 34 hektar stort areal i den østlige del af Hatting skal udstykkes til nye boliger, hvis det står til Horsens Kommune. Der er også lagt op til, at der i området skal etableres grønne arealer til glæde for både nye og nuværende beboere i Hatting. Foto: Peter Leth-Larsen, Scanpix.
Et område på 34 hektar i den østlige del af Hatting skal udstykkes til byggegrunde, hvis det står til Horsens Kommune. Et forslag til lokalplan er nu sendt i høring.
Annonce

Hatting: En god portion ekstra byggegrunde er på vej i Hatting.

Plan- og miljøudvalget i Horsens Kommune har netop valgt at sende et forslag til en ny lokalplan for et 34 hektar stort område øst for Hatting i høring i otte uger.

Her er det planen, at kommunen vil give mulighed for at udstykke, så der kan bygges forskellige boligtyper.

Og det glæder udvalgsformand Martin Ravn (V), at kommunen er på vej med nye byggegrunde.

- Det vil blive afslutningen af Hatting mod øst. Det nye lokalplanområde afgrænses af et fredet stendige med høje træer, og derudover er resten af jorden ind mod Torsted henholdsvis skovrejsningsområde og drikkevandsområde, hvor der ikke kan bygges, siger Martin Ravn.

Der er mange, der efterspørger mindre boliger i området, og det bliver der i hvert fald mulighed for at bygge nu.

Martin Ravn (V), formand plan- og miljøudvalget, Horsens Kommune

Et 34 hektar stort areal i den østlige del af Hatting skal udstykkes til nye boliger, hvis det står til Horsens Kommune. Der er også lagt op til, at der i området skal etableres grønne arealer til glæde for både nye og nuværende beboere i Hatting. Illustration: Horsens Kommune
Annonce

Forurenet jord

Jorden i lokalplanområdet gennemskæres af de øst-vest-gående veje Østerhåbsvej og Præstemarksvej og ligger syd for Hattingvej.

Det er i dag landbrugsjord, og en del af det hører til Hatting Maskinstation med adresse på Østerhåbsvej 80. Det er planen, at maskinstationen vil flytte fra stedet, hvis lokalplanen vedtages. I forbindelse med det kommende byggeri kan maskinstationens bygninger rives ned. På selve grunden, hvor maskinstationen i dag ligger, er det dog ikke planen, at der skal bygges, oplyser udvalgsformanden.

- Jorden er kategoriseret som forurenet, og det betyder, at der ikke kan bygges på det. Derfor har vi lagt op til, at der skal etableres et grønt område, som kan blive til et attraktivt område for både beboere i den nye udstykning og beboere i den nuværende del af Hatting, siger Martin Ravn, der understreger, at jorden ikke er kategoriseret som sundhedsskadelig.

- Regionen har opsyn med den forurenede jord, og der er ikke noget i vejen for, at vi anlægger et grønt areal der. Det er ikke nødvendigt at rense op, siger han om forureningen, der har været kendt og overvåget siden 1950'erne.

Annonce

Efterspørgsel på mindre boliger

Kommunen lægger op til, at der kan bygges et endnu ukendt antal boliger af typen åben-lav og tæt-lav i området, hvor der også skal etableres regnvandsbassiner og flere grønne fællesarealer.. Grundene får en størrelse på mellem 250 og 1100 kvadratmeter, og Martin Ravn tror, at der vil være stor efterspørgsel på at komme til at bo i det nye område, når byggeriet står klar.

- Der er mange, der efterspørger mindre boliger i området, og det bliver der i hvert fald mulighed for at bygge nu. Vi glæder os til at se, hvem der vil byde ind på opgaven, siger han.

I forbindelse med arbejdet med lokalplanen har Horsens Kommune haft kontakt til Hatting Sogns Lokalhistoriske Forening for at få foreningens bud på vejnavne i det nye område.

Foreningen har foreslået, at vejene skal hedde Kvistvænget, Biegårds Allé og Valborgs Vænge. Det er navne, der trækker tråde tilbage til historiske personer i området. Kvist og Bie er navne på familier, der har haft grunde i Hatting igennem generationer, og Valborg var en markant kvinde fra Hatting, som blandt andet var en drivende kraft i dyrskuet igennem mange år.

Horsens Kommune understreger dog, at vejnavnene ikke er endelige før en eventuel endelig vedtagelse af lokalplanen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce