Hatting: Trods en periode med markante stigninger på et fastforrentet kreditlån og generelt svære vilkår for privatøkonomien er der stadig folk, som ønsker at bygge nye parcelhuse i Horsens.
Det kunne Mette Munk Lauritsen, bosætningskonsulent i Horsens Kommune, bevidne, da der onsdag 11. maj var deadline for budrunden på 36 kommunale udstykningsgrunde på Biegårds Alle i Hatting.
Ved budfristens udløb lå der bud fra 26 interesserede købere, som alle havde mulighed for at byde på tre grunde i prioriteret rækkefølge.
- Der var desværre fem par, som ikke fik en af deres tre prioriteringer, så status blev, at 21 grunde var solgt efter budrunden - med fine overbud iblandt. Efterfølgende har jeg solgt to grunde yderligere, og dermed er der solgt 23 grunde i alt, siger Mette Munk Lauritsen.
De 23 grundsalg sker i en periode, hvor de danske boligrenter stiger med høj hast. Ved indgangen til 2021 kunne du tegne et 30-årigt fastforrentet realkreditlån med en rente på godt 0,5 procent. Med samme lån følger i dag en rente i nærheden af 3,5 pct, og det er således blev væsentligt dyrere at låne penge til et hus, end det var for et år siden.
Med salgene oven på budrunden er der 14 byggegrunde tilbage i udbuddet på Biesgård Alle, og det er færre, end Mette Munk Lauritsen havde regnet med.
- Jeg havde regnet med, at halvdelen ville være solgt nu. Og jeg tror, at det kommer til at gå rimelig hurtigt med at sælge resten. Jeg har talt med rigtig mange, som bevidst har valgt budrunden fra, og som nu kigger på det, der er tilbage. Mit bud er, at de sidste grunde er væk inden sommerferien, siger Mette Munk Lauritsen.
De 14 tilbageværende grunde kan købes til mindsteprisen, som ligger på mellem 700.000 og 925.000 kr., efter "først til mølle"-princippet.
Købere er blevet mere trygge
Biegårds Alle er tredje etape af en større kommunal udstykning i Hatting, der også tæller Kvistvænget og Valborgs Vænge.
Da Valborgs Vænge var i udbud i maj 2021, var samtlige 33 grunde afsat ved budrundens afslutning, og at det ikke blev tilfældet på Biegårds Alle, tolker Mette Munk Lauritsen som et sundt tegn.
Mette Munk Lauritsen, bosætningskonsulentJeg kan mærke på køberne, at de er mere trygge i det nu, end de var for et år siden.
- Jeg er rigtig glad for, at vi er tilbage ved mere normale tilstande igen. Jeg kan mærke på køberne, at de er mere trygge i det nu, end de var for et år siden. Dengang gik det rigtig stærkt, og folk var utrygge ved, om de nu fik en byggegrund eller ej, siger hun.
Foruden de 36 parcelhusgrunde har Mette Munk Lauritsen netop sendt en projektgrund på Biegårds Alle i udbud. Grunden tæller 16.853 kvm, og interesserede projektfirmaer har frem til 15. september til at indsende et projektforslag.