Annonce
Odder

Nybyggere oplever, at kommunen er tung at bøvle med: Det duer ikke, at det tager flere år at få lavet kantsten og veje

Camilla Rasmussen og familien er trætte af, at der er ikke lavet en vej fra nybyggerkvarteret Bendixminde, som de er flyttet til, og ud til Ballevej, sådan som de forventede det. Foto: Søren E. Alwan
Familie er flyttet fra den ene nye udstykning til den anden i den vestlige del af Odder. Begge steder er de løbet ind i problemer, og Camilla Rasmussen opfordrer kommunen til at tage sig bedre af tilflyttere til kommunen.

Odder: Hvis kommunen vil have flere til at flytte til Odder, må den behandle de nye borgere godt. Det duer ikke, at det tager to år, førend der bliver lavet kantsten på vejene i en udstykning. Og når man reklamerer med, at der bliver lavet nye veje, så det bliver lettere at pendle, så skal de også laves.

Sådan lyder kritikken i kort form fra Camilla Rasmussen, der er flyttet til Bendixminde med sin kæreste og to små børn. Familien bor på Sct. Maries Vænge, der er så nyt, at der stadig ikke er bygget huse på flere af grundene.

- Vi har boet her siden juni, og før det boede vi to år i Høghus. Der er kommunen først lige begyndt at lave kantsten foran det hus, vi boede i, siger Camilla Rasmussen.

Hun er fra Aarhus, kæresten er fra Horsens, og det er den slags tilflytterfamilier med børn, kommunen gerne vil have fat i.

Annonce

Nu er de åbenbart gået i gang med at lave kantsten foran vores gamle hus. To-tre år er lang tid at vente på, at der bliver lagt kantsten og lavet stier.

Camilla Rasmussen, nybygger

Må køre gennem Odder

- Da de snakkede og skrev om Bendixminde, viste de en vej ud til Ballevej, så man var fri for at køre gennem hele byen. Der var åbent hus herude med kommunen og mæglerne, og allerede dengang stod der skilte om, at der ville komme en vej ud til Ballevej. Den er ikke lavet endnu, så min kæreste må køre ind gennem Odder for at komme til Aarhus. Og der skulle komme en bro hernede, så man hurtigt kunne komme ned til letbane-stoppet ved Rude Havvej. Efterfølgende får man så at vide, at der går seks-syv måneder, før der den bliver bygget, siger Camilla Rasmussen.

Kommunen planlagde for et par år siden at lave en kombineret cykel- og gangbro, som skal gå over Stampmølle bæk og forbinde Bendixminde-udstykningen stisystemet i Vestbyen og derfra videre til Rude Havvej. Men broen er endnu ikke blevet til noget.

Parret boede i Stavtrup, da de begyndte at kigge efter en grund, fordi de gerne selv ville bygge. Valget faldt på Odder, hvor de er glade for at være. Så glade, at de først byggede et hus på Høghus for derefter at flytte op i Sct. Maries Vænge.

- Vi havde hørt om grundene ved Høghus, og der byggede vi for to år siden. Min kæreste arbejder i Aarhus, og vi vidste, at letbanen kom hertil. Men den kom ikke, så vi blev nødt til at købe bil nummer to. Vi var rigtig glade for huset, det havde alt bortset fra en garage. Vi fik vores hus vurderet og kunne få en ret god pris.

Tung at bøvle med

- Og vi elskede området, men vi fik mulighed for at få det helt perfekte hus her. Vi fik det gamle solgt efter syv dage med en lang overtagelsesperiode, så vi kunne bygge vores nye hus. Der er garage, og så er plantegningen ændret lidt, men ellers er materialer mm. det samme, forklarer Camilla Rasmussen.

Da de boede på Høghus, oplevede familien, at kommunen var tung at bøvle med. De flyttede ind i juni 2017, men der var ingen kantsten eller sten ved indkørslen, og græsset på den anden side af familiens hæk manglede at blive planeret.

- Men nu er de åbenbart gået i gang med at lave kantsten foran vores gamle hus. To-tre år er lang tid at vente på, at der bliver lagt kantsten og lavet stier. Jo hurtigere, de får lavet tingene, desto hurtigere kan vi få lavet en grundejerforening. Så snart, der kommer huse op, kan tingene blive lavet. Der bliver lovet ting, men de bliver bare ikke holdt, siger hun.

Bendixminde er et nybygger-område, men infrastrukturen bør komme hurtigt på plads, mener tilflytterfamilien. Foto: Søren E. Alwan

Lappeløsninger duer ikke

- Kommunen er ikke serviceminded, og det var den bestemt heller ikke, da vi boede på Høghus. Der åd ukrudtet vores hæk, fordi de ikke fik lavet et grønt område på den anden side. De prøvede med nogle lappeløsninger, men de virkede ikke. Der er nogle småting, som man lige burde vende i hovedet eller med en anlægsgartner. Der bliver taget nogle lidt mærkelige beslutninger nogle gange, og det er ærgerligt, at der ikke bliver brugt lidt mere tid på det, mener Camilla Rasmussen.

Hun mener, at kommunen bør sørge for, at tilflytterne er tilfredse, så der kommer endnu flere. For familien kan faktisk godt lide at bo på Sct. Maries Vænge, og børnene har allerede haft masser af legeaftaler, da børnene i nabolaget er i samme aldre som familiens børn.

- Der kommer rigtig mange og kigger på området og snakker med os, der bor her. Dem, der kiggede på nummer syv, var inde at snakke med os. Og alle de gæster, vi har, fortæller jeg om de grunde, der er ledige. Men der skal åbnes lidt øjne hos kommunen, så det bliver bedre i fremtiden, siger Camilla Rasmussen.

"Her kommer der en vej til Ballevej", står der på skiltet, men nybyggerne venter utålmodigt på, at den kommer. Foto: Søren E. Alwan

Camilla Rasmussen står her ved vejen, der på et tidspunkt skal forlænges, så man kan køre ud til Ballevej. Foto: Søren E. Alwan
Kommunen fortalte om en tilslutningsvej til Ballevej, da der var et åbent hus-arrangement. Tilflytterne på Sct. Maries Vænge venter utålmodigt på, at den kommer. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ikast-Brande

Navnet er: Artium

Annonce