Annonce
Indland

Ny vejledning til skoler: Håndvask og to meter mellem eleverne

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Alle børn vuggestuer, børnehaver og skolerne bør vaske hænder hver anden time, når institutionerne åbner igen.

Selv om folkeskolens yngste elever kan se frem til snart at mødes med deres klassekammerater og lærere igen, bliver hverdagen ikke helt den samme, som før store dele af Danmark blev lukket ned.

For at mindske smitten med coronavirus har Sundhedsstyrelsen lavet en ny vejledning til landets skoler og daginstitutioner.

Skoler, børnehaver og vuggestuer åbner efter påske.

- Elever skal placeres ved borde, så der er to meter imellem eleverne. Det kan være nødvendigt at dele eleverne op i grupper og fordele dem i flere klasselokaler for at sikre den nødvendige afstand, skriver Sundhedsstyrelsen.

Desuden anbefales det, at så mange aktiviteter som muligt foregår udendørs, og at frikvartererne afholdes forskudt.

Lærere og elever skal undgå offentlig transport under udflugter, og så skal børnene opfordres til kun at lege med hinanden i de samme mindre grupper både i skoletiden og fritiden.

Endelig kommer hygiejnen til at fylde en del efter påske:

- For at sikre god håndhygiejne skal alle ansatte, elever og ledsagende voksne vaske hænder med vand og flydende sæbe, når de kommer ind på skolen, skriver Sundhedsstyrelsen i sin vejledning.

Styrelsen anbefaler, at alle elever vasker hænder i faste intervaller - som minimum hver anden time. Det samme gælder i børnehaver og vuggestuer.

Og lærere i folkeskolen skal vaske hænder eller bruge håndsprit, når de går fra undervisning af én klasse til en anden.

Både i skoler, børnehaver og vuggestuer skal der skrues op for rengøringen. Legetøj skal vaskes mindst to gange dagligt - og det legetøj, der ikke kan vaskes så ofte, skal pakkes væk.

Toiletter skal rengøres mindst to gange dagligt, og tablets skal tørres af, hver gang børnene har brugt dem. Man skal ikke mødes i større forsamlinger som ved morgensang, og børnene skal kun lege i små grupper.

Når forældre følger deres børn i skole, børnehave eller vuggestue, skal det sikres, at de ikke samles ved indgangen. Det kan gøres ved, at børnene afleveres i intervaller, skriver Sundhedsstyrelsen.

Siden mandag den 16. marts har alle folkeskoler og daginstitutioner været lukket for at begrænse smittespredning. Dog har udvalgte institutioner været åbne for at kunne tilbyde såkaldt nødpasning.

/ritzau/

Sundhedsstyrelsens vejledning for gradvis, kontrolleret genåbning af dagtilbud
Sundhedsstyrelsens vejledning til en gradvis kontrolleret genåbning af skoler og fritidsordninger
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Unik flyvetur i lukket luftrum: Se lufthavn fra oven

Annonce