Annonce
Horsens

Ny vej i Horsens opkaldes efter stærk kvindeforkæmper

Lærerinde fru Sørine Buchwald var blandt de første kvinder i Horsens Byråd, da hun blev valgt ind i 1909. Hun får nu en helt ny vej i det centrale Horsens opkaldt efter sig. Her har hun selskab af sin mand, forstander Emil Buchwald. Foto udlånt af Byarkivet, Horsens
Et enigt plan- og miljøudvalg har besluttet at opkalde en ny vej ved Lilli Gyldenkildes Torv efter Sørine Buchwald, der blev valgt ind i Horsens Byråd i 1909.

Horsens: Lærerinde Sørine Buchwald, som i 1909 som en af de første kvinder blev valgt ind i byrådet i Horsens, får en helt ny vej i det centrale Horsens opkaldt efter sig.

Det har et enigt plan- og miljøudvalg besluttet på sit møde tirsdag.

Venstre-politikeren, der senere blev formand for Dansk Kvindesamfund, blev som en af fire kvinder valgt ind i byrådet i 1909, da det for første gang blev muligt for kvinder at blande sig i kommunalpolitik.

Vi har som udgangspunkt, at vi vil benytte enhver lejlighed til at hylde de stærke kvinder, og Sørine var netop en af dem. Hun kæmpede mange kvinders sag.

Niels Peter Bøgballe, medlem af plan- og miljøudvalget, S

Fint i tråd med retningslinjer

Den nye vej får navnet Buchwalds Bro, og den ligger ned til Bygholm Å - syd for den tidligere Kvickly-butik og på en del af den tidligere Niels Gyldings Gade. En del af vejen bliver en vejbro, der fører vejen over åen og forbinder det nye kvarter med det eksisterende kvarter syd for åen ned mod bl.a. Samsøgade.

Efter planen får bl.a. et nyt friplejehjem adresse på den nye vej. Friplejehjemmet skal bygges på arealet mellem den nye vej og åen.

Bygherren i området havde foreslået, at den nye vej skulle hedde Over Broen, men politikerne valgte altså at gå en noget anden vej.

- Vi synes, at Buchwalds Bro falder fint i tråd med vores retningslinjer for vejnavne i kommunen. Og så er det fint at få endnu en kvinde på banen. Buchwalds Bro kommer til at ligge i forlængelse af Lilli Gyldenkildes Torv - den tidligere Kvicklygrund - og på den måde får vi både historiske og mere nutidige kvindelige politikere fremhævet i området, siger udvalgsformand Martin Ravn (V).

Kæmpede mange kvinders sag

Forslaget om at opkalde vejen efter netop Sørine Buchwald kommer fra Socialdemokratiet, som ser den nye vej som endnu en oplagt mulighed til at hylde "endnu en af Horsens' stærke kvinder", siger næstformand i plan- og miljøudvalget Niels Peter Bøgballe (S).

- Vi har som udgangspunkt, at vi vil benytte enhver lejlighed til at hylde de stærke kvinder, og Sørine var netop en af dem. Hun kæmpede mange kvinders sag, siger socialdemokraten, der håber, at det nye vejnavn vil få mange til at undersøge, hvem Sørine Buchwald var.

- Jeg håber, mange vil stoppe op og bruge lidt tid på at sætte sig ind i historien, siger han.

Og Martin Ravn er enig i, at historien om Sørine Buchwald er vigtig at formidle.

- Vi var i udvalget enige om, at det var et fint forslag at opkalde en vej efter hende, og når der nu ovenikøbet er tale om en Venstre-kvinde, så kan vi i Venstre jo dårligt være utilfredse, lyder det fra Martin Ravn.

Han fortæller, at det er planen, at der skal sættes en plade op på den nye vej, hvor man kan læse om kvinden, som vejen er opkaldt efter.

- Det ser vi flere steder, og vi synes, det er en fin måde at formidle historien på, siger Martin Ravn.

Efter planen skal området ved den tidligere Kvicklygrund være fuldt udbygget med nye veje, butikker og boliger i løbet af 2020.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce