Annonce
Ikast-Brande

Ny udstykning: Borgmesteren gravede for

Borgmester Ib Lauritsen havde ingen problemer med at håndtere gravemaskinen, da han tirsdag eftermiddag fjernede de første skovlfulde jord som tegn på, at arbejdet med Brande Syd nu officielt er sat i gang. Foto: Mikael Lund
De første 13 byggegrunde på Ny Sandfeldvej bliver byggemodnet.

Brande: Borgmester Ib Lauritsen fik tirsdag sin ilddåb som gravemaskinefører, da de første skovlfulde jord symbolsk blev fjernet som tegn på, at arbejdet med at realisere Brande Syd nu officielt er sat i gang.

Når man som Ikast-Brande Kommunes borgmester Ib Lauritsen (V) har en baggrund som landmand, er det ingen sag at håndtere en gravemaskine.

- Jeg kunne blive ved, lød det kækt fra Ib Lauritsen, da han steg ned fra førerhuset på den store gravemaskine fra entreprenørfirmaet Poul Hansen A/S fra Grindsted, der har vundet entreprisen på at byggemodne de første 13 byggegrunde på Ny Sandfeldvej i Brande.

Hjemme på gården har han selv kørt en del med rendegraver, og når bare joysticket vender ens, er det såmænd ingen sag, konstaterede borgmesteren efter veludført dåd. For en sikkerheds skyld havde kommunens folk medbragt den forkromede spade, der tidligere er blevet benyttet ved flere andre lignende lejligheder, men det blev altså ikke aktuelt med manuelt gravearbejde tirsdag eftermiddag.

De 13 grunde i Brandes nordvestlige ende udgør 1. etape af de mange hundrede byggegrunde, der i et bælte sydvest om Brande skal strække sig forbi Hyvildvej og ”Den skæve bane” i øst for ad åre at blive til en helt ny bydel, Brande Syd. Samtidig er de fjerde etape på Ny Sandfeldvej, som på den måde bliver bundet sammen med resten af området.

Annonce

Salg i september

Borgmesteren og de øvrige fremmødte gæster havde dårligt forladt stedet, inden en gravemaskinefører fra Poul Hansen A/S fortsatte, hvor Ib Lauritsen slap, og det er da også meningen, at de 13 byggegrunde skal være klar til overtagelse 1. november. Salget sættes officielt i gang 4. september, og fristen for at afgive et bud på grundene udløber 26. september.

Noget af det, der udover nærheden til heden og naturen i øvrigt skal være med til at gøre grundene lidt ekstra attraktive er det vandløb, som i øjeblikket gennemskærer området i form af en grøft. Her bliver der sat gang i arbejdet med at forlægge og slynge vandløbet, og samtidig skal der etableres nye rørføringer, dels under Nordlundvej, dels under den stikvej, der skal forbinde lommen med de 13 byggegrunde med resten af Ny Sandfeldvej.

Området er allerede blevet kortlagt af arkæologer, som har ”frikendt” det for bevaringsværdige fortidsminder, så udover et ”dødt” elkabel, som skal fjernes, behøver man fra entreprenørside ikke at frygte de helt store overraskelser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Jacob Bank forfølger sin OL-chance

Annonce