Annonce
Hedensted

Ny tendens: 10 afdøde fik spredt deres aske fra cykelfærgen sidste år

Der er blevet populært af sprede asken fra afdøde ud over Hjarnø Sund. Spredningen sker ikke fra den ordinær færge på billedet, men fra afløserfærgen Lille Hjarnø. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Hjarnø Færgefart stillede sidste år cykelfærgen til rådighed for askespredning, og siden slutningen af foråret fik 10 afdøde spredt deres jordiske rester ud over havet. Overfartsleder glæder sig over at kunne give de pårørende en mulighed for at sige et sidste værdigt farvel.

Juelsminde/Hjarnø: For næsten et år siden fik kunne efterladte for første gang sprede deres afdødes aske ud over havet fra cykelfærgen “Lille Hjarnø”.

Det skete, efter at Hjarnø Færgefart i foråret 2019 besluttede at give pårørende til afdøde en mulighed for at afholde en sidste mindehøjtidelighed, den såkaldte askespredning til havs.

- Vi skrev rundt til de lokale bedemænd for at tilbyde vores færge til askespredninger, fordi vi hørte, at folk efterspurgte det. Det er jo uværdigt, hvis de pårørende ikke kan få opfyldt den afdødes sidste ønske på en ordentlig måde, siger Stig Sørensen, der er overfartsleder hos Hjarnø Færgefart.

Stig Sørensen fortæller, at 10 afdøde sidste år valgte at få deres aske spredt fra cykelfærgen.

- Vi håber på flere askespredninger i år, fordi vi mener, at omstændighederne på cykelfærgen er de rette til et sidste farvel, hvis det er det, folk ønsker. Desuden er vi godkendt af Søfartsstyrelsen til at transportere passagerer. Det er jo en skidt situation, hvis privatpersoner forsøger at sprede asken ud fra lille båd eller går ud i vaders med en urne i hånden nogle få meter fra kysten, siger Stig Sørensen.

Annonce
- Vi håber på flere askespredninger i år, fordi vi mener, at omstændighederne på cykelfærgen er de rette til et sidste farvel, hvis det er det, folk ønsker.

Stig Sørensen

Ny sideindtægt

Selvom cykelfærgen har sejlet Snaptun, Hjarnø og Alrø i 20 år, så var 2019 det første år, Hjarnø Færgefart stillede færgen til rådighed for askespredning, hvilket blev en ny sideindtægt for Hjarnø Færgefart.

Og både privatpersoner og bedemænd kontakter Hjarnø Færgefart for at få en aftale om en askespredning på plads.

- Vi sejler ud, hvorefter de pårørende selv bestemmer seancen. Det eneste krav er, at ceremonien ikke er til gene for andre, siger Stig Sørensen, der også fortæller, at færgeføreren er eneste besætning på cykelfærgen ud over de pårørende og præsten, hvis det er tilfældet.

Bedemænd får hjælp

Det er ifølge Stig Sørensen en udfordring for bedemænd og pårørende at finde skibe, der vil udføre askeudspredning, fordi tilbuddene er få, og efterspørgslen vokser.

Han mærker også, at askespredningen fra cykelfærgen er en hjælpende hånd til bedemændene.

- Jeg har talt med lokale bedemænd fra blandt andet Vejle og Nørre Snede, som er glade for, at vi tilbyder askespredning fra cykelfærgen, fordi de har svært ved at finde nogle, der kan stå for det, fortæller Stig Sørensen.

Også de lokale bedemænd oplever, at efterspørgslen på askespredning til havs er vokset over de senere år.

- Flere vælger gravstedet fra og bliver i stedet strøet ud over havet. Det gælder særligt de mennesker, der har haft en forbindelse til havet i deres arbejde eller fritid. Men vi mærker, at de pårørende for det meste går uden om os og selv kontakter de personer, der kan udføre askespredningen til havs, siger bedemand Ann Østergaard fra Hedensted Begravelsesforretning.

Askespredning

  • Askespredning kræver, at afdøde selv har ønsket det på skrift.
  • Prisen er 500 kr. per time, og cykelfærgen skal som minimum være fra land i to timer.
  • Det er ikke muligt at sætte tal på, hvor mange der vælger at få deres aske spredt til havs, da Kirkeministeriet ikke længere holder opsyn med antallet. Det anslås dog, at 2500 personer valgte at få deres aske spredt ud over havet i 2016, da Kirkeministeriet stadig førte statistik.
I 2018 blev 46.340 mennesker kremeret. Det er næsten 5000 flere end i 2008, til trods for at næsten samme antal mennesker gik bort begge år. Infografik: Peter Branderup Mathiasen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Bygholm Sø klarede weekendens store mængder regn: Vi har været meget spændte

Annonce