Annonce
Erhverv

Ny tøjmand er klar til at kæmpe for sin butik: - Lige nu handler det om ren overlevelse

Jesper Wohlert overtager nu ledelsen i herretøjsforretningen Din Tøjmand i Brædstrup efter Erik Olesen. Men overdragelsen bliver ikke så festlig på grund af corona-krisen. Foto: Peter Hald
Jesper Wohlert overtager som planlagt Din Tøjmand 1. april, men festlighederne må vente.

Brædstrup: Det havde været planlagt i lang tid. Butikschef Jesper Wohlert skulle overtage Din Tøjmand på Bredgade i Brædstrup 1. april, der skulle have været en festlig begivenhed, hvor den tidligere tøjmand gennem 37 år, Erik Olesen, gav stafetten videre, og det skulle selvfølgelig have samlet en masse kunder.

Sådan kommer det ikke helt til at gå på grund af coronavirussens indtog. Ganske vist overtager Jesper Wohlert som planlagt ledelsen af butikken 1. april, og nok så væsentligt holder Din Tøjmand stadig åbent… men festlighederne, åbningssalget og det store kundemylder må vente, til virusfaren har lagt sig.

- Det var ikke lige det, jeg havde drømt om. Lige nu handler det om ren overlevelse. Vi har reduceret alle udgifter og kører med lav bemanding, og der er jo begrænsninger på, hvor mange kunder der må være i butikken. Men i øjeblikket er der heller ikke ret meget handel. Der kommer ikke ret mange kunder, siger Jesper Wohlert.

Annonce
Nu gælder det mere end nogensinde før om at handle lokalt.

Jesper Wohlert, butikschef

Handl lokalt

Den 33-årige butiksleder er dog ikke den, der opgiver håbet. Han har arbejdet i Din Tøjmand i 17 år og er klar til at kæmpe:

- Vi skal nok klare os. Jeg har bestemt ikke tabt modet, og jeg satser på, at vi får opbakning. Nu gælder det mere end nogensinde før om at handle lokalt. Så hvis borgerne i Brædstrup vil støtte mig og butikken, så skal de kommer her ind og handle. Vi har åbent, og vi får snart nye varer hjem, siger Jesper Wohlert.

- Det er selvfølgelig ikke sjovt at drive en butik i øjeblikket. Her i vores branche er vi ramt af, at de store fester så som konfirmationer er blevet udsat. Der er ikke nogen, der køber festtøj nu, tilføjer han.

Men folk skal have skjorter, bukser og andet almindeligt tøj, så handlen er ikke gået helt i stå. Nogle handler på nettet. Kæden Din Tøjmand har en landsdækkende webshop, men nethandel er ikke noget, der direkte kommer Jesper Wohlert og den lokale tøjmands-butik til gode.

- Det gælder om at handle lokalt her i butikken. Og det er jo nok mindre ”farligt” at handle her end i en stor dagligvarebutik, hvor kunderne myldrer omkring, siger Jesper Wohlert.

Coronavirussen har forandret danskernes hverdag, og det gælder også for Jesper Wohlert og hans familie.

- Min hustru, der er ansat som financial controller i firmaet Nine United, arbejder hjemme i disse dage, og vores to drenge er også hjemme. Vi har nogle rutiner, hvor vi skiftes til at tage os af børnene, fortæller han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

DMI lover sol og sommer på første officielle sommerdag - men så kommer efterårsvejret

Annonce