Annonce
Hedensted

Ny spejdergård på vej: - Det skal summe af et lokalt kraftcenter

Flemming Spejderne er på vej til at få en ny og tidssvarende spejdergård, der samtidig skal kunne fungere som et kraftcenter for byens øvrige foreninger og aktører. Illustration: Atrio Arkitekter
I samarbejde med den selvejende institution "Spejdergården Rask Mølle" har Flemming Spejderne påbegyndt et projekt, der skal ende udi en ny og tidssvarende spejdergård samt et lokalt kraftcenter på Møllersmindevej.

Rask Mølle: Med 125 medlemmer og et slidt spejderhus har bestyrelsen bag den selvejende institution "Spejdergården Rask Mølle" besluttet at arbejde for bedre og større rammer på Møllersmindevej, hvor spejdernes nuværende spejderborg ligger - bygningen, der tidligere har været en kommunal materielgård.

Planerne for den kommende bygning rækker dog længere ud end til spejderliv og -aktiviteter.

Det fortæller næstformand i bestyrelsen Brian Slot og far til tre spejderbørn:

- Vi arbejder målrettet på at gøre huset til et kraftcenter forstået på den måde, at huset også skal være åben for byens øvrige foreningsliv og aktører. Det må meget gerne komme til at summe af liv, og det må meget gerne kunne favne hele Rask Mølle og opland, da vi som en del af KFUM-Spejderne i Danmark har for mål netop at favne bredt.

Annonce

Vi er udelukkende blevet mødt positivt. Det giver os en god pejling af, at vi er på rette vej, og at vores idé vil kunne holde vand.

Brian Slot

Mødt positivt

Brian Slot og det øvrige initiativudvalg under bestyrelsen har indtil videre været i dialog med borgerforening, menighedsråd og en række institutioner, herunder Rask Mølle skole, for at lodde stemningen og en eventuel kommende opbakning.

- Vi er udelukkende blevet mødt positivt. Det giver os en god pejling af, at vi er på rette vej, og at vores idé vil kunne holde vand, siger Brian Slot.

Han fortæller, at der ikke fra spejdernes side er planer om at udleje lokalerne, herunder til fest, men at de kommende brugere af stedet vil kunne komme og gå på stedet, når man eksempelvis som dagplejemor eller strikkeklub har brug for lokaler til arrangementer.

- Det er ikke en kommende indtægtskilde vi her tænker i. Vi har lavet planer og budget ud fra, om vi som spejderforening fuldt ud vil kunne stå for driften af stedet. Det vil vi netop kunne, som tingene ser ud nu, siger Brian Slot.

Om fire år

Som led i første del af processen er der udarbejdet arkitekttegninger af den kommende bygning. Størstedelen af pengene hertil er kommet fra udviklingspuljen under kommunens Kultur og Fritid.

- Vi er i en fase lige nu, hvor vi er ved at beskrive materialevalg og konstruktioner med henblik på en endelig tilbudsgivning. Derefter går vi i 2020 i gang med at søge fonde, fortæller Brian Slot.

Ønsket og målet er at have bygningen klar om cirka fire år.

- Vi har været i dialog med andre spejderforeninger, der har været igennem en lignende proces. Og vores tidsplan er meget realistisk. Ting tager tid, når initiativerne er baseret på frivilligt arbejde. Det er præmissen, siger Brian Slot.

Det kommende kraftcenter og spejderhus tager arkitektonisk udgangspunkt i et telt for netop at matche spejdernes dna.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny café slår dørene op i Horsens

Annonce