Annonce
Horsens

Ny skole bød velkommen til 319 elever: Jeg regner med lidt rod og kaos i starten

Formand Uffe Jensen (til venstre) og næstformand Palle Lankjær, henholdsvis borgmester i Odder og lokalformand for LO i Skanderborg, påtog sig den symbolske opgave med at plante et kastanjetræ. Træet blev plantet i et kar for at symbolisere, at adressen på Strandpromenaden blot er midlertidig. Foto: Søren Gylling
Mandag var der første skoledag for elever, personale og ledelse på FGU Sydøstjylland, der har hovedafdeling i Horsens.

Horsens: Et ungt, men fuldt levedygtigt kastanjetræ blev mandag formiddag plantet i et kar på FGU Sydøstjyllands nye hovedadresse på Strandpromenaden i Horsens.

Træet skulle ikke blot symbolisere en ny hverdag for mere end 300 unge, der havde første skoledag, men ligeledes en ny hverdag for uddannelsens personalegruppe og ledelse.

Dagen udgjorde således første skoledag i FGU Sydøstjyllands historie.

- Træet skal symbolisere noget, der vokser sig stort, for selvom vi er klar til at tage imod eleverne i dag, er vi endnu ikke færdige med at forme skolen. Det skal elever og personale bidrage til, siger Gitte Blaabjerg Jensen, direktør for FGU Sydøstjylland siden 1. januar 2019.

Hun lægger ikke skjul på, at der er blevet løbet stærkt for at have et uddannelsesforløb klar til første skoledag.

- Men når vi planter et træ i stedet for et frø, er det jo, fordi FGU'en står på tre succesfulde skolesystemer og ikke skal starte fra bunden. Vi er et træ, der allerede er i vækst, siger hun.

FGU, forberedende grunduddannelse, er et nyt skoletilbud for unge, der enten ikke er klar til eller er i tvivl om valg af ungdomsuddannelse. Under uddannelsesforløbet vil de få mulighed for at prøve forskellige retninger, inden de lægger sig fast på et hovedspor, der skal forberede dem til uddannelse eller job.

Annonce

Når vi planter et træ i stedet for et frø, er det jo, fordi FGU'en står på tre succesfulde skolesystemer og ikke skal starte fra bunden. Vi er et træ, der allerede er i vækst.

Gitte Blaabjerg Jensen

Det giver mig lyst

FGU Sydøstjylland, der har overtaget elever fra blandt andet VUC og produktionskolerne, breder sig over Horsens, Hedensted, Odder, Skanderborg og Samsø kommuner.

I Horsens har FGU Sydøstjylland to adresser, på Strandpromenaden på samme adresse som Learnmark og på Vågøvej i den tidligere produktionsskole, og på begge adresser bød Gitte Blaabjerg og bestyrelsesformand Uffe Jensen mandag velkommen til en pæn gruppe elever.

På Vågøvej begyndte 157 elever, og på Strandpromenaden havde 162 elever første skoledag.

Det gjaldt blandt andre Jakob Birk Sørensen fra Torsted, der i starten af sommeren blev færdig på Gylling Efterskole.

- Jeg vil gerne afklares med, hvad jeg skal i fremtiden, og jeg håber, det bliver godt at gå her, siger han, der er positivt indstillet, selvom FGU'en endnu er helt ny og uprøvet.

- Jeg regner med, der bliver lidt rod og kaos i starten. Men jeg kan godt lide, at vi får løn for at gå her. Det giver mig lyst til at være her, siger Jakob Birk Sørensen.

Ekstra elever fra Hedensted

Elevtallet i Horsens er fra start unaturligt højt. Det skyldes, at Hedensted Kommune ikke er lykkedes med at finde egnede lokaler i tide, og eleverne fra Hedensted Kommune skal derfor gå i skole i Horsens, indtil der findes lokaler i Hedensted.

Blandt dem, der skal tage turen fra Hedensted Kommune, er veninderne Isabella Nielsen og Ronja Frederiksen, der bor i Aale.

De kommer begge direkte fra 9. klasse.

- Jeg blev henvist hertil af min UU-vejleder, og jeg håber, at jeg bliver klogere på, hvilken uddannelse jeg vil tage, når jeg er færdig, siger Isabella Nielsen.

Afklaring er også et nøgleord for hendes veninde.

- Jeg håber at få nogle gode venner og komme godt videre. FGU'en skal gerne gøre mig klogere på, hvad jeg vil fremover, siger Ronja Frederiksen.

Foruden de 319 elever, der mandag begyndte på FGU i Horsens, er yderligere cirka 100 i gang med praktik i forbindelse med deres erhvervsuddannelse. Således er mere end 400 elever tilknyttet FGU Sydøstjylland i Horsens.

FGU

FGU, forberedende grunduddannelse, er et skoletilbud for unge mellem 16 og 25 år, der ikke er klar til at tage en ungdomsuddannelse, ikke har fuldtidsarbejde eller ikke er afklaret i forhold til, hvad de vil.

FGU'en erstatter de forberedende grunduddannelsestilbud til unge mellem 16 og 25 år, der tidligere fandtes på VUC, produktionsskolerne, erhvervsgrunduddannelsen og den kombinerede ungdomsuddannelse.

FGU'en skal afklare og kvalificere de unge til at vælge deres rette vej mod uddannelses- og arbejdsmarkedet.

Uddannelsen er op til to år i varighed og rummer et basisforløb og tre hovedspor: almen grunduddannelse, produktionsgrunduddannelse og erhvervsgrunduddannelse.

Horsens Kommune har sammen med Hedensted, Skanderborg, Odder og Samsø kommuner etableret FGU Sydøstjylland, som foreløbig har hovedafdeling på Strandpromenaden i Horsens. Institutionen leder efter en permanent adresse.

Gitte Blaabjerg Jensen er ansat som direktør for FGU Sydøstjylland. Odders borgmester Uffe Jensen (V) er bestyrelsesformand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Hvorfor er kontrol og straf altid løsningen?

Fagbladet 3F og DR Nyheder har over de seneste dage afdækket en række uhyrlige forhold om kinesiske kokke ansat i danske restauranter. Kokke har fortalt om, at de bliver spist af med meget lav løn, kummerlige boligforhold og næsten ingen fritid. Dokumentationen viser, at nogle restauranter har spekuleret i at udnytte den såkaldte beløbsordning, der gør det muligt at hente ikke-EU-borgere til Danmark for at arbejde. Ordningen er sat i verden for at tiltrække højtuddannet arbejdskraft til Danmark, og den fungerer grundlæggende sådan, at hvis der betales en månedsløn på minimum 35.582 kr., og ansættelsen ellers er efter danske forhold, kan der udstedes opholdstilladelse. De to medier, Fagbladet 3F og DR Nyheder, har påvist, at der på et socialt medie i Kina søges efter kokke til danske restauranter - til ansættelsesvilkår, som er langt fra danske normer. DR har spurgt integrationsminister Mattias Tesfaye (S), hvordan han vil løse problemet, og her tyr han til en klassisk model: øget kontrol og hårdere straffe til de virksomheder, der snyder. Men hvorfor er det, at kontrol og straf (næsten) altid bliver standardsvaret til at løse problemer med brodne kar? I en sag som denne sker det endda, længe inden man har et billede af, hvor udbredt problemet er. Kunne det være, at der var en bedre løsning. Et velkomst-møde for alle, der kommer til Danmark på besøgsordningen måske? Eller kunne det være, at problemet slet ikke er så stort? Som Fagbladet 3F skriver, var der i 2018 582 kinesere i Danmark på beløbsordningen. Men det er ikke ensbetydende med, at alle 582 er blevet udnyttet af deres arbejdsgivere. Det kan godt være, at en nærmere undersøgelse viser, at der skal mere kontrol til, eller at der skal være hårdere straffe til restauratører, der udnytter arbejdsivrige kinesiske kokke. Men jeg bliver simpelthen så træt, når kontrol og straf igen og igen bliver danske politikeres standardsvar på, hvordan vi løser et problem. For kontrol og straf ændrer ikke ved, at der er folk, der vil forsøge at snyde systemet. Så lad os nogle gange prøve at se, om der kan være andre løsninger.

Annonce