Annonce
Østjylland

Ny roman fra Aarhus-forfatter: Den 13. krimi handler om børns angst

Inger Gammelgaard Madsen er en flittig forfatter. Pr-foto
Inger Gammelgaard Madsen skulle have præsenteret sin nye fortælling i Rolando Benito-serien på krimimessen i Horsens - så nu er den udkommet i al stilhed.

AARHUS: Den århusianske forfatter Inger Gammelgaard Madsen har gjort det til en vane at skrive en roman om året. Og den holder hun ved. Hendes seneste, den 13., er netop udkommet. Egentlig skulle det være sket på Krimimessen i Fængslet i Horsens, men det hindrede coronaen, så det er sket uden den store opmærksomhed.

"Nattelinjen" hedder bind 13 i Rolando Benito-serien.

Børns angst har været inspirationen for emnet.

- Vi hører igen og igen i medierne, at børn i dag er angste, og nogle må tage medicin både mod depression og søvnløshed. Jeg tror, det kommer af alt det, børn hører og ser i dag på tv, internet, Facebook og andre sociale medier, alt fra hele verden. Der er krige, oversvømmelser, skovbrande, voldtægter, drab, sygdomme. Al den snak lige nu om coronavirus og om smittede og døde påvirker også børn meget, mener Inger Gammelgaard.

Annonce

Bogen

Inger Gammelgaard Madsen: "Nattelinjen". Forlaget Farfalla. Er udkommet.

Vietnam-krigen

Hun tænker tilbage på sin egen barndom på forældrenes gartneri i Galten.

- Jeg var angst for flyvemaskiner og flygtede rædselsslagen indendørs, når jeg så eller hørte dem på himlen. Først som voksen er det gået op for mig hvorfor. Jeg er vokset op under Vietnamkrigen, og billederne af fly, der bomber byer og veje med flygtninge, som blev vist dagligt på tv, har sat det hele i gang, siger forfatteren.

I "Nattelinjen" får Maja et uhyggeligt opkald på BørneTelefonens Nattelinje, hvor hun arbejder som frivillig om natten ved siden af sit job som skolelærer. Sagen, der blandt andet foregår i Skødstrup og Hornslet, får en uhyggelig drejning, som ingen forestiller sig. En stor hund spiller en vigtig rolle.

Om veganere

Inger Gammelgaard Madsen fortsætter sin vane.

- Selvfølgelig er jeg i gang med den næste roman, og den vil ikke handle om coronavirus. Arbejdstitlen er ‘Veganeren’, og jeg er inspireret af dyreaktivisterne, hvis ideologi er rigtig for de fleste - dyrevelfærd er vigtig. Men når metoderne til at få budskabet frem bliver af kriminel art, kan der sagtens skrives en krimi om det, siger Inger Gammelgaard, der sender bogen ud til krimimessen næste år.

Hun har en fortid i den grafiske branche, udgiver bøgerne på eget forlag og står selv for bogomslag og opsætning. Hun har også skrevet to serier 'Brændende skyld' og ‘Sanitøren' for Lindhardt og Ringhof. De er udkommet på 29 sprog som lydbøger og e-bøger.

Bogens forside med den store hund, som spiller en rolle i bogen. Pr-foto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce