Annonce
Horsens

Ny redaktør på Horsens Posten: Elsker at lave journalistik om mennesker

Velkommen til Horsens Postens ny redaktør Marianne Husted har sat sig i redaktørstolen på Horsens Posten. Hun har over 30 års erfaring som journalist, og hun ser nu frem til at lære Horsens at kende og møde Horsens Postens mange læsere. Foto: Søren E. Alwan
Marianne Husted har her i begyndelsen af 2020 sat sig i redaktørstolen på Horsens Posten - hun glæder sig til at lære Horsens og Horsens Postens læsere at kende.

Horsens: Horsens Posten har fået ny redaktør: Marianne Husted, der nu har sat sig i redaktørstolen og dermed har ansvaret for, at tirsdagens Horsens Posten og fredagens Horsens Posten Weekend kommer på gaden. Med sig har hun en lang journalistisk bagage: Over 35 år som journalist, hvoraf de 14 var som chefredaktør for Fredericia Dagblad.

- Jeg har altid sagt, at når jeg blev 60 år, ville jeg være journalist igen, fortæller Marianne Husted, der afløser Jørgen Hasseriis, som har været redaktør for Horsens Posten i 15 år, og som har fået andet job i koncernen Jysk-Fynske Medier.

Marianne Husted byttede derfor i 2018 job med Mette Salling Eriksen, der på det tidspunkt var souschef på Fredericia-redaktionen. En beslutning, som Marianne Husted var meget tilfreds med:

-Jeg kan lide begge dele - både at skrive historierne og at have overblikket. Jeg holder af at sammensætte en god gryderet - at lave aviser. Men i længden kan det være et hårdt job at være chefredaktør på et dagblad. Derfor havde jeg for længe siden lovet mig selv at skifte til journalistisk arbejde, når jeg fyldte 60, siger Marianne Husted.

Annonce

- Jeg er meget optaget af nyheder, især lokaljournalistikken, som jo fylder vores hverdag og bestemmer vores liv. Og her har ugeavisen også sin vigtige plads. Den kommer jo rundt i alle postkasserne - som noget af det eneste i dag. Så det er min opgave at lave en god avis endnu bedre.

Marianne Husted, redaktør på Horsens Posten

En nysgerrig sjæl

- Jeg er en nysgerrig sjæl, og jeg har derfor altid meget gerne villet lave journalistik om mennesker. Jeg har altid gerne villet ud at lave interviews med folk og høre deres historier. De fleste mennesker har noget spændende at fortælle - om sig selv eller om det, de laver. Den del af journalistikken var der ikke meget plads til, mens jeg var chefredaktør, siger Marianne Husted.

Det var der til gengæld, da hun overtog ansvaret for Elbobladet, hvor redaktøren ligesom på Horsens Posten også er skrivende:

- Jeg nyder mødet med mennesker. Jeg kan derfor også godt lide portræt- og navnestof. Men i min karriere har jeg været omkring alle stofområder - bortset lige fra sport, smiler Marianne Husted.

Mødet med Horsens

Nu er det så Horsens, det gælder. En ny by, en ny befolkning, et nyt job og nye læsere:

- Det er et privilegium, at man som 62-årig får mulighed for at lære et nyt sted at kende. Det er som at starte forfra, starte på en frisk som bare Marianne, smiler den nye redaktør.

- Nu skal jeg lære Horsens at kende. Jeg kender allerede lidt til byen, idet jeg sidste sommer var ferieafløser tre uger på Horsens Posten, og jeg har siden november arbejdet som journalist på Horsens Folkeblads Horsens-redaktion.

- Jeg kan virkelig godt li' byen. Jeg mærker stor imødekommehed hos byens befolkning. Det samme gælder arbejdspladsen Horsens Folkeblad, hvor der er højt til loftet, og jeg føler, at der er plads til de værdier, jeg står for. Jeg glæder mig til at prøve noget andet, et nyt sted og med et nyt hold.

Marianne Husted

1957 født i Vejle.

1983 uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Praktiktiden blev afviklet på Vejle Amts Folkeblad, hvor hun også efter et par korte journalistiske jobs hos bl.a. Kanal 94 fik fast job.

2001 souschef på Fredericia Dagblad.

2004 chefredaktør på Fredericia Dagblad

2018 redaktør på ugeavisen Elbo Bladet i Fredericia.

2019 journalist på Horsens Folkeblad.

2020 redaktør på Horsens Posten.

Gang i Horsens

Horsens er imidlertid ikke et nyt bekendtskab for Marianne Husted:

- Jeg har i sin tid lavet afgangsprojekt på Journalisthøjskolen vedrørende en sag fra Horsens - om opløsningsmidler. Og så er jeg født i Vejle. Som barn og ung opfattede jeg altid Horsens som et mørkt og dunkelt sted - sikkert på grund af Fængslet. Men nu er byen jo helt ændret. Lige som Fredericia har Horsens også rejst sig - endda i en grad mere.

Og her er virkelig noget at gå i gang med at udforske for den kulturinteresserede Marianne Husted: Teater, Forum Horsens, Krimimesse, spillesteder og vore museer. Industrimuseet og Kunstmuseet har hun dog ikke fået tid til at besøge endnu.

Marianne Husted er nemlig med sin mand, Mogens Gregers Madsen, der er chefredaktør på Vejle Amts Folkeblad, i fuld gang med at skifte bopælen i Fredericia ud med en ny i Vejle. Det optager meget af tiden lige nu.

- Jeg har også solgt min bil og kører nu i tog til mit arbejde i Horsens. Det fungerer perfekt.

Marianne Husted er ny redaktør på Horsens Posten. Hun er meget optaget af nyheder, især lokaljournalistikken, hvor ugeavisen er en vigtig del. Hendes fokus lige nu er at gøre en god ugeavis endnu bedre. Både af hensyn til læserne og annoncørerne. Foto: Søren E. Alwan

Vild med nyheder

Marianne Husted er en travl kvinde - på job og privat:

- Jeg har en stor familie, en stor vennekreds, et stort socialt liv, der skal passes. Jeg har en søn Mads, på 31 år, der venter barn nummer to. Og jeg har en datter Nanna, der er 34 år og har Aspergers syndrom, og som bor i bofælleskab i Tørring. Greg har tre børn, så vi kan blive mange, når vi alle er samlet.

Marianne Husteds berøringsflade tæller også medlemskab af klubben "De lovende kvinder i provinsen", en 20 år gammel personalegruppe med rod i Vejle Amts Folkeblad; et kvindenetværk i Fredericia og en mødregruppe, der har 31 år på bagen. Hun er lejlighedsvis kulturanmelder på P1, og så går hun til et utal af rockkoncerter: Hendes gemal er vild med rockmusik og slæber Marianne med til koncerterne. Og så er hun vild med at løbe på ski i Østrig og Italien.

- Jeg er vild med at læse aviser - på den gammeldags måde, når jeg rigtigt skal hygge mig. Digitalt, når det skal gå hurtigt. Jeg er meget optaget af nyheder, især lokaljournalistikken, som jo fylder vores hverdag og bestemmer vores liv.

Og her har ugeavisen også sin vigtige plads, mener redaktøren.

- Den kommer jo rundt i alle postkasserne - som noget af det eneste i dag. Så det er min opgave at lave en god avis endnu bedre. Jo mere læseværdi, avisen har, jo mere attraktiv er den også for vores annoncører. Det hænger uløseligt sammen.

Det redaktionelle team på Horsens Posten, fra venstre Line Kyed, Marianne Husted og Lone Bering, vil fortsætte arbejdet med at udvikle og udgive en god avis. Den nye redaktør ser frem til samarbejdet med de to erfarne kolleger. Foto: Søren Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Coronavirus i Danmark: Hav respekt for dem, der bliver bange

Torsdag kørte jeg på arbejde til nyheden om, at den første dansker er ramt af Covid-19, også kaldet corona-virus. En TV2-redaktør havde været på skiferie i Norditalien med sin familie og bragt smitten med sig hjem. Det er der ikke noget overraskende i. Det kan højst være overraskende, at der gik så lang tid. Som danskere rejser vi som aldrig før, og på et eller tidspunkt måtte det ske. Det interessante er nu, hvordan vi håndterer ikke bare smitten, men også frygten for smitten. Erfaringerne fra 2009, da svineinfluenza hærgede verden, viser, at danskerne tager den slags epidemier forholdsvis roligt. Behovet for præcis information og viden er tårnhøjt, påpeger en ekspert fra Sundhedsstyrelsen i Jyllands-Posten, men vi er som danskere gode til at tage den nødvendige viden til os og agere nogenlunde, som myndigheder og eksperter beder os om. Medierne bliver i den slags situationer typisk beskyldt for at piske en stemning op, men prøv selv at tjekke, hvor mange artikler du kan finde med gode råd til: sådan skal du forholde dig, se her, hvad corona-virus er, hvem er særlig udsat osv. osv. Alt sammen fakta, der gør os tryggere og mere vidende. Det fremgår, at er man under 50 og helt rask, kan man tage det fuldstændig roligt. Hvilket får nogle til at tale situationen ned til ingenting eller gøre sig morsom over frygten hos andre. Her skal man bare huske, at ikke alle er under 50 eller helt raske. Mennesker, der enten selv er eller er i familie med nogle, der er svækkede, skal have lov at være bekymrede. Er din krop slidt af kræftbehandling, har din kone en lungesygdom, er din far svækket af alder og indlagt - så er du mere urolig end flertallet. Det er mennesker, som også har grund til at være nervøse, når en influenza-epidemi hærger - men er vi gode nok til at respektere deres frygt? Dronningen sagde det så rigtigt i sin nytårstale i 1984: "Så kommer vi med vores danske humor og små, dumsmarte bemærkninger". Det handlede ikke om corona-virus, men karakteristikken af danskernes reaktion passer meget godt. Så nej, vi skal ikke gå i panik, vi skal søge så meget faktuel viden som nødvendigt, og så skal vi have respekt for dem, der er bekymrede.

Erhverv

Nissens-produktion lagt ned af corona-virus: Vi er taknemmelige for ingen ansatte er smittet

Annonce