Annonce
Biler

Ny Nissan lægger massivt pres på Danmarks mest solgte SUV

Den ser fortsat aggressiv ud, Nissan Juke, men den nyeste generation har bla. fået de udestående øjne er forlygter fjernet. Foto: Jens Høy
Til nytår kommer den nye Nissan Juke. Det første møde med bilen varsler en hård tid for den pensionsmodne Nissan Qashqai.

Den svære toer. Sådan burde overskriften måske have været til denne artikel. Det er i hvert fald et faktum, at det altid er svært at følge efter en succes, men det er nu engang den opgave, der venter for anden generation af Nissan Juke.

Da bilen for ni år siden ramte verden, var den radikal, grænsende til absurd i designet. En bil, du enten hadede eller elskede.

Siden Nissan nærmest definerede bilklassen for mindre coupe-lignende SUV’er, er markedet blevet oversvømmet med små høje bilmodeller.

Annonce

Nissan Juke

Den helt nye coupé-crossover er vokset. Længden er nu 421 centimeter, højden 159,5 centimeter og bredden 180 centimeter. Det giver større rummelighed, mens bilen stadig er kompakt og 23 kg lettere end forgængeren.

Dna i behold

Vi møder den nye Juke i et typisk Nissan event, hvor fokus er på livsstil i endeløse baner, og hvor det mest handler om at sætte i scene. Sjovt nok er Juke ikke en bil, man behøver hylde ind i marketing-gejl, for bilen taler for sig selv. Også den nye, erfarer vi, da vi efter lang ventetid kommer tæt på bilen, der kommer til Danmark til nytår.

Den har beholdt den originale Juke-udstråling, men er vokset på alle ledder og ligner en bil, der for alvor vil lægge pres på Qashqai, der i mange år har solgt ekstremt godt i Danmark. Det er dog farvel til de frøøjne-agtige forlygter.

Teknikken i Juke bygger på samme platform, der bærer den kommende Renault Captur og Clio, og bilen får stort set alle muligheder for moderne udstyr.

Fra salgsstart i januar leveres bilen udelukkende med en 1,0-liters 3-cylindret maskine med 117 hk og manuel 6-trins gearkasse eller automatgear af dobbeltkoblingstypen. Umiddelbart er der ikke planer om andre motorvarianter, siger Nissan.

De udvendige linjer er skarpere end i originalen, og bilen ser muskuløs ud med store 19-tommer hjul. De store hjul lover godt for dynamikken, men bilen vil også kunne udstyres med ned til 17 tommer.

Masser af udstyr

Med et tag i tre forskellige farver lægger den nye Juke op til massiv individualisering, der følger med ind i kabinen. Modellen, vi ser, er naturligvis topudstyret, og det omfatter store Bucket-seats med højttalere i hovedstøtterne. I det hele taget er mulighederne for udstyr mange, men fuldt digital instrumentering er der ikke blevet råd til, så vi må nøjes med en kombination af lille TFT-skærm og traditionelle runde analoge instrumenter. Selvfølgelig tilsat den obligatoriske betjeningsskærm i midten af kabinen.

De billigste versioner får også gammeldags manuel håndbremse, men det ligger fast, at alle Juke-udgaver får fuldt sikkerhedsudstyr i Danmark.

Juke var ikke just kendt for et bagsæde, der kunne bruges til andet end småbørn, men den nye har 10 centimeter mere akselafstand, og nu er bagsædepladsen rimelig.

De store massive forsæder gør dog stadig bagsædet lettere klaustrofobisk, da det er ret svært at kigge ud. Selve bagagerummet er dog næsten lige så stort som i Qashqai.

Priserne kender vi desværre ikke endnu.

Agter er der især de høje og brede skuldre, der dominerer. Foto: Jens Høy
Knapper og rat kendes fra Nissan Micra og Qashqai, men designet er interiøret er gjort ekstra sportsligt. Her i topmodellen er der alcantara-betræk på overfladerne. Foto: Jens Høy
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Sandwiches går som varmt brød i ny bar

Annonce