Annonce
Horsens

Ny nabo gør det umuligt at drive forretning: Rema 1000 lukker butik i Horsens

Rema 1000 på Sankt Helene Vej har sidste åbningsdag 29. juni. Foto: Claus Skovholm
Den seks år gamle Rema 1000-butik på Sankt Helene Vej i Horsens drejer nøglen om i slutningen af juni. Lukningen skyldes følgerne af det ny butikscenter på Lilli Gyldenkildes Torv.

Horsens: Rema 1000 på Sankt Helene Vej i Horsens lukker i slutningen af juni.

Med byggeriet af det nye butikscenter på Lilli Gyldenkildes Torv (også kendt som Kvicklygrunden) er de trafikale forhold ved Rema-butikken blevet så besværlige, at ledelsen i Rema 1000 har truffet beslutning om at dreje nøglen om i butikken.

- Vi stiller høje krav til vores butikker. Der skal være de bedste forhold til vores kunder og samarbejdspartnere. Det nye butikscenter betyder, at parkering for vores kunder og varelevering forringes markant, så det ikke længere er muligt at fortsætte driften af butikken, siger Ronni Jessen, regionschef i Rema 1000, i pressemeddelelse.

Med det nye butikscenter som nabo ville vareleveringen således skulle foregå over en trafikeret vej, og butikkens kunder ville skulle parkere i et parkeringshus længere nede ad vejen.

Annonce

Jeg er ked af, at den lukker, for butikken har været et hjertebarn for mig. Rema er ikke kendt for at lukke butikker, så det gør ondt.

Flemming Madsen

Har været et hjertebarn

Beslutningen, om at butikken skal lukke, har gjort ondt på franchisetager Flemming Madsen, der har været købmand i butikken, siden den åbnede i 2013.

- Jeg er ked af, at den lukker, for butikken har været et hjertebarn for mig. Rema er ikke kendt for at lukke butikker, så det gør ondt, siger Flemming Madsen, der allerede tog afsked med butikken i marts.

Her overtog han ansvaret for Rema 1000 på Bygholm Søpark.

- Jeg havde set den (lukningen, red.) komme, for det blev sværere og sværere at være dernede. Men Rema var meget fair over for mig. Da muligheden for, at jeg kunne komme til Rema 1000 på Bygholm Søpark, bød sig, slog jeg til, siger han.

Selvom Flemming Madsen begræder lukningen, forstår han til fulde beslutningen.

- Når adgangsforholdene er, som de er, er den eneste mulighed at lukke. Som franchisetager er det en umulig opgave at drive forretning med de adgangsforhold, siger Flemming Madsen.

Frem til lukningsdatoen har Kim Bloch overtaget ansvaret for driften af butikken. Han var souschef, mens Flemming Madsen endnu var i butikken på Sankt Helene Vej.

Hjælper ansatte videre

Rema 1000 arbejder i øjeblikket på at skaffe nye stillinger til de ansatte på Sankt Helene Vej. Den proces går ifølge Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000, planmæssigt.

- Vi er godt i gang med at finde andre steder til de ansatte, og vi regner med at kunne hjælpe dem alle videre, siger han.

To af de ansatte har fået job i butikken på Bygholm Søpark.

Altid på udkig

Med lukningen af butikken på Sankt Helene Vej driver Rema 1000 i alt syv butikker i Horsens. Foreløbig er der ingen meldinger om, at koncernen vil åbne en ny butik.

- Men vi leder altid efter gode beliggenheder. Det handler om placering og adgangsveje, siger Jonas Schrøder.

- Der står i øjeblikket et stort, nyt butikslokale ledigt på Sønderbrogade. Er det noget, I har kig på?

- Nej, det er ikke noget, vi aktuelt har kig på, siger Jonas Schrøder.

Rema 1000 på Sankt Helene Vej har sidste åbningsdag 29. juni.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Dårligt argument for dyrere børnepasning

Fra nytår bliver det dyrere at få passet sine børn i Horsens Kommune. Den slags er en politisk beslutning, og Horsens Byråd er naturligvis i sin gode ret til at sætte prisen op og ned alt efter politisk prioritering. Så langt så godt, og indrømmet, det er svært tit og ofte at skulle forklare prisstigninger, men det er er altså tæt på være verdens dårligste argument, når man forklarer prisstigningen med, at kommunen tilfører syv millioner kroner ekstra til området. Flere kommunale kroner er altså lig med, at man som forældre skal betale mere, lyder logikken. Argumentet holder også så langt, at for at få økonomien til at hænge sammen, når vi skal have passet de små i vuggestue, dagpleje, børnehave eller sfo, er der også en forældrebetaling. Den må maksimalt andrage 25 procent. En sats, der er indført, så ingen kommuner uhæmmet bruger den knap at skrue på, når der skal lægges budget. Nøgleordet her er maksimalt. For det er klart, at forældrebetalingen stiger, når procentsatsen fastholdes, og det samlede budget stiger, men i ordet maksimalt ligger også, at man selvfølgelig kan sætte satsen ned, så forældrene ikke skal betale mere for at få passet børn efter nytår. Der kan være mange gode argumenter for at tilføre midler til børnepasning og at lade forældrebetalingen stige, men der er ingen sammenhæng mellem flere midler og øget forældrebetaling. Horsens Byråd kunne uden problemer vedtage, at det fra nytår skulle være billigere for forældrene at sende deres børn i kommunale pasningstilbud og samtidig tilføre flere midler for at kunne ansætte eksempelvis flere pædagoger. Det kunne eksempelvis være begrundet i at ville tiltrække flere børnefamilier til kommunen. Det er en politisk beslutning med tilhørende solide argumenter, som man så kan være enig eller uenig i, men at sige, at forældrene skal betale mere, fordi kommunen bruger flere penge på området, har ingen logisk sammenhæng.

Annonce