Annonce
forside

Ny mistænkt i kæmpe svindelsag - mand får navneforbud

Københavns Byret har nedlagt navneforbud mod tre andre, der er mistænkt for hæleri i sag, hvor en kvindelig tidligere medarbejder i Socialstyrelsen mistænkes at have svindlet sig til 111 millioner kroner.

Anklagemyndigheden forventer også at sigte en mand i sagen om svindel for 111 millioner kroner.

Anklagemyndigheden mistænker endnu en person i sagen om svindel for 111 millioner kroner af Socialstyrelsens penge.

En mand mistænkes i sagen for hæleri af særlig grov beskaffenhed. Han er dog endnu ikke sigtet.

Det oplyser anklageren i sagen, vicestatsadvokat Helle Sørensen, ved et retsmøde i Københavns Byret fredag, som handler om, hvorvidt manden skal have navneforbud i sagen.

Anklageren forventer dog at sigte ham.

Manden har ved retsmødet fået nedlagt et navneforbud efter ønske fra sin advokat Henrik Dupont Jørgensen. Den mistænkte mand var dog ikke selv til stede ved retsmødet fredag.

Ifølge advokaten bor manden meget langt væk fra Danmark.

Dommer Jens Stausbøll lægger i afgørelsen om navneforbuddet blandt andet vægt på, at mistanken mod manden adskiller sig væsentligt fra sigtelsen mod den 64-årige kvinde.

Desuden har den mistænkte mand heller ikke haft en betroet stilling, som den mistænkte kvinde har haft.

- Den adskiller sig væsentligt fra den allerførste sag, siger dommeren, der desuden påpeger, at sagen endnu er på et tidligt stadie.

Torsdag fik to kvinder også rettens ord for, at de kan beskyttes af et navneforbud i den gigantiske svindelsag.

Kvinderne sigtes ligeledes for hæleri i sagen.

Det vil sige, at politiet mener, at kvinderne har fået del i udbyttet af svindlen.

Det er en 64-årig kvinde, som er mistænkt for at have svindlet for de mange millioner af Socialstyrelsens penge ved at overføre penge til sine egne konti.

Den mistænkte kvinde menes at have svindlet fra 2002 til 2018, og de stjålne penge skulle være fordelt over 274 udbetalinger.

Hun var såkaldt "superbruger" af Socialstyrelsens it-systemer, og hun har blandt andet været ansvarlig for satspuljen, der er penge øremærket til særligt udsatte borgere i samfundet.

Kvinden er på fri fod og er efterlyst af Interpol.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Transportminister svarer igen: Hvorfor sænker du ikke sigtekornet, Troels Lund Poulsen?

Læserbrev: Troels Lund Poulsen (V) påstår her i avisen, at jeg løber fra et løfte om at ville udbygge E45 (læserbrevet "Tillykke. Nu skylder de røde en ny motorvej" 13. september, red.). Inden han skyder os for mange såkaldte "løftebrud" i skoene, vil jeg ganske stilfærdigt oplyse, hvad vi rent faktisk lovede før valget. For som vi sagde, så ønsker vi - i modsætning til hvad den tidligere regering leverede - at indgå en bred infrastrukturaftale til gavn for hele Danmark, som kan holde uanset, om regeringsmagten skulle skifte. Jeg synes derfor, at Troels Lund Poulsen skal sænke sigtekornet og lytte til opfordringen fra dele af erhvervslivet, som gør opmærksom på, at investeringer i infrastruktur er for vigtige til at være en årlig tilbagevendende politisk kampplads. Jeg kan naturligvis ikke svare på, hvorfor den tidligere regering valgte at indgå en så smal infrastrukturaftale kort før lukketid inden folketingsvalget. Men jeg kan konstatere, at hvis det havde været magtpåliggende for den tidligere regering, at dens investeringsplan skulle overleve efter et valg, så havde de nok brugt energien bedre på at sikre et bredt flertal. Og her - få måneder efter valget - så har Venstre allerede selv har trukket stikket på den tidligere regerings investeringsplan ved at melde ud, at partiet ikke længere vil prioritere Ring 5-motorvejen. Situationen er altså den, at der ikke længere er flertal for planen. Og det er den risiko, man løber, når man indgår smalle politiske aftaler. Det er også derfor, jeg ønsker at indgå en så bred infrastrukturaftale som muligt, hvilket også var formålet med vores eget trafikudspil fra før valget. Og i den forbindelse vil det være naturligt, at vi også drøfter trængselsudfordringerne på E45. Jeg ser meget frem til de kommende forhandlinger om en ny infrastrukturaftale og glæder mig over den konstruktive tilgang, som jeg har bemærket fra Venstres transportordfører, der på et samråd har udtalt: "Nu er valget overstået, og nu skal vi så se, om vi kan finde hinanden i en bred aftale, og det er vi da opsat på fra Venstres side." Det, synes jeg, er meget positivt. Og det synes jeg, at Troels Lund Poulsen bør lytte til. For vores fælles infrastruktur bør ikke være en politisk kampplads. Det er erhvervslivet, pendlerne og alle andre trafikanter, der hver dag sidder fast i trafikken, altså for vigtige til.

Annonce