Annonce
Danmark

Ny minister lover ny reformkurs på beskæftigelsesområdet

Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
Nye reformer af arbejdsmarkedet skal køre i tre hovedspor, der primært handler om opkvalificering, lyder det.

I mange år har dansk beskæftigelsespolitik handlet om at få flere ud i arbejdsstyrken ved at skære i velfærdsydelser såsom kontanthjælpen, integrationsydelsen og sygedagpenge.

Det skal kunne betale sig at arbejde, har det lydt.

Men den nye beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), er nu klar til at gøre op med paradigmet om, at økonomiske incitamenter er det mest afgørende for at øge arbejdsudbuddet.

Det skriver Information.

- Vi skal selvfølgelig udvise nultolerance over for typer som Dovne Robert. Men der er folk, som bliver pisket meget hård, som simpelthen ikke kan arbejde.

- Måske fordi de ikke har kompetencerne, eller fordi de ikke kan arbejde så lang tid, som vi beder dem om. Derfor vil den nye regering slå ind på en ny reformkurs, siger Peter Hummelgaard til Information.

Onsdag indledte han forhandlingerne om en hjælpepakke til de mest trængte børnefamilier på integrationsydelse og kontanthjælp i Danmark. Mellem 250 og 300 millioner kroner skal gå til et børnetilskud.

Og en kommission ser på, hvordan man kan skrue ydelsessystemet sammen på en anden måde.

Tiltaget vil ifølge den liberale tænketank Cepos mindske arbejdsudbuddet med 400 personer. Det har affødt kritik fra blandt andre tidligere integrationsminister Inger Støjberg (V), der står bag integrationsydelsen.

Den nye beskæftigelsesminister mener, at diskussionen er kørt af sporet.

- Hvorfor skulle en person stå mindre til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi der pludselig er råd til morgenmad, inden børnene bliver sendt i skole, siger Hummelgaard til Information.

De nye reformer af arbejdsmarkedet skal ifølge Peter Hummelgaard køre i tre hovedspor. De handler først og fremmest om opkvalificering, så flere får kompetencerne til at tage de job, der er.

Det gælder blandt andet flygtninge og indvandrere, mens eksempelvis indvandrerkvinder ikke skal have lov til at sidde fast på kontanthjælp.

Herudover skal der kigges på, hvordan man kan forbedre arbejdsmiljø, så folk ikke bliver syge af at gå på arbejde.

Og endelig handler det om at få dem over pensionsalderen, der gerne vil blive på arbejdsmarkedet, til at blive.

/ritzau/

Annonce
Link til artiklen på Informations hjemmeside
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce