Annonce
Danmark

Ny kristelig formand: Jeg har mødt nul vælgere, der interesserer sig for abort og homoseksuelles rettigheder

Kristendemokraternes landsformand, Stig Grenov, og politisk næstformand Isabella Arendt holdt mandag pressemøde på Dragør Strandhotel, fordi Grenov har bedt om orlov fra sit formandsjob i en måned. Arendt er konstitueret som formand og vil altså være partiets ansigt under hele valgkampen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Isabella Arendt, der skal køre valgkampen færdig for Kristendemokraterne, er ærgerlig over, at medierne altid spørger om abort og homoseksuelle. Ingen vælgere interesserer sig jo for de spørgsmål, siger hun.

På valgkampens dag syv kastede Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, håndklædet i ringen. Han overlod formandsposten og det hårde arbejde til 26-årige Isabella Arendt, der også erstattede ham i en partilederdebat på valgkampens dag et. Her gik Grenov i gulvet i pausen mellem DR og TV2's livesendinger, ligesom han gjorde under en partilederdebat ved sidste valg

Avisen Danmark fangede Isabella Arendt umiddelbart efter et pressemøde mandag, hvor Kristendemokraterne præsenterede hende som midlertidig formand i resten af valgkampen.

Annonce

Kristendemokraterne i de seneste meningsmålinger

Ved folketingsvalget i 2015 fik Kristendemokraterne 0,8 procent af stemmerne og opnåede dermed ikke valg til Folketinget. Der ser heller ikke godt ud med at komme over spærregrænsen denne gang:

1,3 procent

i Voxmeters seneste måling. Voxmeter måler for Ritzau.

1,3 procent

i Norstats seneste måling. Norstat måler for Altinget.

1,2 procent

i Greens seneste måling. Green måler for Børsen

1,1 procent

i Gallups seneste måling. Gallup måler for Berlingske.

0,4 procent

i Epinions seneste måling. Epinion måler for DR.

- Isabella Arendt, Hvorfor har Kristendemokraterne kun skiftet formand midlertidigt?

- Fordi Stig anmodede om fire ugers orlov grundet stress-symptomer. Det har vi jo også kunnet mærke på ham.

- Hvorfor har I gennem så lang tid haft en formand, der tilsyneladende bliver dårlig af at føre valgkamp?

- Ved sidste valg var det, fordi han gik sukkerkold. Det havde ikke noget med stress at gøre. Mange danskere kender til stress, og det er jo sådan noget, der kommer langsomt over tid og bølger lidt frem og tilbage. Så det er, fordi han har været rigtigt dygtig og været på toppen i lang tid. Vi regnede med, at det ville gå fint, og det har vi så bare kunnet se, at det gør det ikke.

- Du blev aktiv i politik allerede som 14-årig i Socialdemokratiet, men skiftede til KD som 16-årig. Hvorfor?

- Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet, fordi jeg brændte for noget med klimaet, og det syntes jeg så fornuftigt ud hos dem. Og så må jeg være ærlig at sige, at det også var, fordi jeg boede i Fredericia, der er en socialdemokratisk højborg. Jeg kendte Jakob (Bjerregaard, red.), den nuværende borgmester, og så var det der, der var gang i den. Det tiltaler en teenager, der pludselig brænder for politik og bare gerne vil ud at føre kampagne. Men så meldte jeg mig i Krifa (en såkaldt "gul" fagforening, der står i modsætningsforhold til den traditionelle fagbevægelse, red.). Jeg syntes, de havde nogle fine idéer for arbejdsmarkedet, og så fortalte de mig i i Socialdemokratiet med store bogstaver, at så skulle jeg nok finde et andet sted at være. Det gjorde jeg så.

- I et interview i den kristne netavis Udfordringen, sagde du, at du bl.a. skiftede, fordi "jeg er imod, at man får abort og slår børn ihjel". Men det mener du ikke længere?

- Nej, som 16-årig er vi nok alle lidt mere bombastiske og sort-hvide i vores måde at se verden på, og det var jeg selvfølgelig også. Jeg synes stadig, abort er problematisk, men jeg er ret overbevist om, at det ikke hjælper at forbyde det. I stedet vil vi tilbyde støtte, rådgivning og hjælp til, at kvinderne træffer den rigtige beslutning. Da Tyskland indførte en lignende model, blev landets aborttal halveret. Stadig frit valg, men på et mere oplyst grundlag.

- Så grundholdningen er den samme, men tilgangen er mere pragmatisk?

- Lige præcis. Jeg er gået ind i politik for at komme med løsninger, der faktisk virker. Derfor er jeg over årene blevet mindre bombastisk og mere pragmatisk.

- Skal homoseksuelle have samme rettigheder som alle andre?

- Ingen har ret til børn. Vi mener ikke, at det offentlige skal finansiere fertilitetsbehandling eller adoption hos par, hvor der ikke er et biologisk begrundet håb om, at man kunne have fået børn.

- Er det ikke bare en anden måde at sige, at I sætter en grænse mellem den traditionelle mor og far og et homoseksuelt par?

- Jo, men dermed ikke sagt, at man ikke selv må styre det, hvis man selv betaler eller får børn ude i byen. Når vi kæmper for børn og familie, er det alle børn og alle familier. Jeg tænker bestemt ikke noget dårligt om familieformer, der ikke er mor, far og børn, der skal bare være en grænse for, hvad det offentlige skal finansiere.

- Og den grænse har så den konsekvens, at homoseksuelle ikke får samme rettighed som andre?

- Homoseksuelle kan ikke få den samme behandling som andre, men der er heller ikke et biologisk begrundet håb om, at den behandling ville kunne lykkes.

- Er det er problem for jer, at spørgsmål om abort og homoseksuelle står i vejen for jeres øvrige politik?

- Kun fordi journalisterne bliver ved med at stille dem. Jeg har mødt lige præcis nul vælgere, der interesserer sig for de to spørgsmål. Det er irriterende, fordi det virker som en pseudovirkelighed, hvor journalisterne insisterer på, at de to spørgsmål skal stilles. I stiller dem aldrig til andre partiledere. Vælgerne er ligeglade. De vil vide, hvad vi mener om pension, børn, folkeskole, skat, fordi de anerkender os som et parti som alle andre.

- Så lad os gå videre til resten af jeres politik. Her begynder jeg dog nok også lidt journalist-agtigt: Hvorfor peger I på Lars Løkke som statsminister?

- Fordi vi mener, at borgerne selv bestemmer, hvad der er det gode liv for dem. Vi er rundet af en kristendemokratisk, socialkonservativ ideologi, der vægter højt, at staten ikke blander sig mere end absolut nødvendigt. Når det handler om skoler f.eks., vil vi gerne sikre selvstyrende folkeskoler, langt mere frihed, have heldagsskolen væk, slippe af med statslig kontrol og bureaukrati. Det, vurderer vi, er lettere at få igennem på den borgerlige fløj.

- Er jeres skattepolitik borgerlig?

- Ja, vi vil give skattelettelser i bunden. Det fornemmer vi ikke, at de røde vil være med på.

- Det er ellers standardsvaret i venstre side af salen: At hvis skatten skal lettes, skal det være i bunden, ikke i toppen.

- Problemet for os er, at de ikke vil lempe skatten. Men der findes mere end én måde at være borgerlig på. Jeg er ikke liberal, jeg tror ikke, at markedskræfterne kan klare det hele. Man kan kæmpe for markedet, staten eller civilsamfundet. Vi kæmper for det sidste.

- Vi I lade borgere, der er er trådt tidligt ind på arbejdsmarkedet, gå tidligere på pension?

- Kun hvis de er nedslidte. Vi laver ikke politik for håndværkere, der ikke gælder for akademikere. Vi vil i stedet give lettere adgang til førtidspension og give midlertidig førtidspension, så man kan træde ud af arbejdsmarkedet i f.eks. tre år.

- Vil I nedlægge regionerne sammen med blå blok?

- Nej. Jeg er glad for, at Mette Frederiksen siger, at hun vil bevare dem. Jeg tror, vi er det sidste borgerlige parti, der kæmper for decentralisering og nærdemokrati. Det bliver ikke på vores mandater, at regionerne bliver lukket.

- Er det en rigtig strategi at gøre Danmark uattraktiv for flygtninge ved f.eks. at sætte ydelserne ned og vanskeliggøre familiesammenføring, så de vælger at søge andre steder hen?

- Nej, det er ikke en fair strategi. Der er dem, der virkelig har brug hjælp, og så er der dem, der ikke skal være her. Der skal være krav og grænser i forhold til migranter, og er man kriminel, skal man ud. Tilbage står dem, vi skal hjælpe. Derfor vil vi tage flygtninge ind i hele familier med mor, far, børn og hvad der ellers er. Der skal være en grænse for, hvor mange vi kan tage, men her taler vi om familier, ikke om cpr-numre. Vi skal ikke gøre det uattraktivt at komme hertil. Vi har brug for arbejdskraften. Vi har brug for, at der kommer folk ind udefra, og det kræver åbne arme, men bestemte krav.

- Du er i gang med en statskundskabsuddannelse. Har vi snart brug for flere ufærdige cand.polit.er, cand.scient.pol.er, cand.hvadsomhelst.er i Folketinget?

- Jeg tror helt ærligt ikke den uddannelsesmæssige baggrund er afgørende. Hvis vælgerne stemmer på mig nu, stemmer de på mig som halvstuderet statskundskaber. Hvis det er det, de vil have i Folketinget, er det, hvad de får.

Isabella Arendt

Fuldt navn: Isabella Arendt Laursen.
Alder: 26 år.
Fødested: Fredericia.
Civilstand: Gift.
Bopæl: Valby ved København.
Uddannelse: Læser statskundskab på Københavns Universitet.
Politisk karriere: Opstillet for Kristendemokraterne ved de seneste to folketingsvalg. Medlem af DSU som 14-årig. Var en kort overgang medlem af De Radikale efter valget i 2011.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Annonce