Annonce
Danmark

Ny kristelig formand: Jeg har mødt nul vælgere, der interesserer sig for abort og homoseksuelles rettigheder

Kristendemokraternes landsformand, Stig Grenov, og politisk næstformand Isabella Arendt holdt mandag pressemøde på Dragør Strandhotel, fordi Grenov har bedt om orlov fra sit formandsjob i en måned. Arendt er konstitueret som formand og vil altså være partiets ansigt under hele valgkampen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Isabella Arendt, der skal køre valgkampen færdig for Kristendemokraterne, er ærgerlig over, at medierne altid spørger om abort og homoseksuelle. Ingen vælgere interesserer sig jo for de spørgsmål, siger hun.

På valgkampens dag syv kastede Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, håndklædet i ringen. Han overlod formandsposten og det hårde arbejde til 26-årige Isabella Arendt, der også erstattede ham i en partilederdebat på valgkampens dag et. Her gik Grenov i gulvet i pausen mellem DR og TV2's livesendinger, ligesom han gjorde under en partilederdebat ved sidste valg

Avisen Danmark fangede Isabella Arendt umiddelbart efter et pressemøde mandag, hvor Kristendemokraterne præsenterede hende som midlertidig formand i resten af valgkampen.

Annonce

Kristendemokraterne i de seneste meningsmålinger

Ved folketingsvalget i 2015 fik Kristendemokraterne 0,8 procent af stemmerne og opnåede dermed ikke valg til Folketinget. Der ser heller ikke godt ud med at komme over spærregrænsen denne gang:

1,3 procent

i Voxmeters seneste måling. Voxmeter måler for Ritzau.

1,3 procent

i Norstats seneste måling. Norstat måler for Altinget.

1,2 procent

i Greens seneste måling. Green måler for Børsen

1,1 procent

i Gallups seneste måling. Gallup måler for Berlingske.

0,4 procent

i Epinions seneste måling. Epinion måler for DR.

- Isabella Arendt, Hvorfor har Kristendemokraterne kun skiftet formand midlertidigt?

- Fordi Stig anmodede om fire ugers orlov grundet stress-symptomer. Det har vi jo også kunnet mærke på ham.

- Hvorfor har I gennem så lang tid haft en formand, der tilsyneladende bliver dårlig af at føre valgkamp?

- Ved sidste valg var det, fordi han gik sukkerkold. Det havde ikke noget med stress at gøre. Mange danskere kender til stress, og det er jo sådan noget, der kommer langsomt over tid og bølger lidt frem og tilbage. Så det er, fordi han har været rigtigt dygtig og været på toppen i lang tid. Vi regnede med, at det ville gå fint, og det har vi så bare kunnet se, at det gør det ikke.

- Du blev aktiv i politik allerede som 14-årig i Socialdemokratiet, men skiftede til KD som 16-årig. Hvorfor?

- Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet, fordi jeg brændte for noget med klimaet, og det syntes jeg så fornuftigt ud hos dem. Og så må jeg være ærlig at sige, at det også var, fordi jeg boede i Fredericia, der er en socialdemokratisk højborg. Jeg kendte Jakob (Bjerregaard, red.), den nuværende borgmester, og så var det der, der var gang i den. Det tiltaler en teenager, der pludselig brænder for politik og bare gerne vil ud at føre kampagne. Men så meldte jeg mig i Krifa (en såkaldt "gul" fagforening, der står i modsætningsforhold til den traditionelle fagbevægelse, red.). Jeg syntes, de havde nogle fine idéer for arbejdsmarkedet, og så fortalte de mig i i Socialdemokratiet med store bogstaver, at så skulle jeg nok finde et andet sted at være. Det gjorde jeg så.

- I et interview i den kristne netavis Udfordringen, sagde du, at du bl.a. skiftede, fordi "jeg er imod, at man får abort og slår børn ihjel". Men det mener du ikke længere?

- Nej, som 16-årig er vi nok alle lidt mere bombastiske og sort-hvide i vores måde at se verden på, og det var jeg selvfølgelig også. Jeg synes stadig, abort er problematisk, men jeg er ret overbevist om, at det ikke hjælper at forbyde det. I stedet vil vi tilbyde støtte, rådgivning og hjælp til, at kvinderne træffer den rigtige beslutning. Da Tyskland indførte en lignende model, blev landets aborttal halveret. Stadig frit valg, men på et mere oplyst grundlag.

- Så grundholdningen er den samme, men tilgangen er mere pragmatisk?

- Lige præcis. Jeg er gået ind i politik for at komme med løsninger, der faktisk virker. Derfor er jeg over årene blevet mindre bombastisk og mere pragmatisk.

- Skal homoseksuelle have samme rettigheder som alle andre?

- Ingen har ret til børn. Vi mener ikke, at det offentlige skal finansiere fertilitetsbehandling eller adoption hos par, hvor der ikke er et biologisk begrundet håb om, at man kunne have fået børn.

- Er det ikke bare en anden måde at sige, at I sætter en grænse mellem den traditionelle mor og far og et homoseksuelt par?

- Jo, men dermed ikke sagt, at man ikke selv må styre det, hvis man selv betaler eller får børn ude i byen. Når vi kæmper for børn og familie, er det alle børn og alle familier. Jeg tænker bestemt ikke noget dårligt om familieformer, der ikke er mor, far og børn, der skal bare være en grænse for, hvad det offentlige skal finansiere.

- Og den grænse har så den konsekvens, at homoseksuelle ikke får samme rettighed som andre?

- Homoseksuelle kan ikke få den samme behandling som andre, men der er heller ikke et biologisk begrundet håb om, at den behandling ville kunne lykkes.

- Er det er problem for jer, at spørgsmål om abort og homoseksuelle står i vejen for jeres øvrige politik?

- Kun fordi journalisterne bliver ved med at stille dem. Jeg har mødt lige præcis nul vælgere, der interesserer sig for de to spørgsmål. Det er irriterende, fordi det virker som en pseudovirkelighed, hvor journalisterne insisterer på, at de to spørgsmål skal stilles. I stiller dem aldrig til andre partiledere. Vælgerne er ligeglade. De vil vide, hvad vi mener om pension, børn, folkeskole, skat, fordi de anerkender os som et parti som alle andre.

- Så lad os gå videre til resten af jeres politik. Her begynder jeg dog nok også lidt journalist-agtigt: Hvorfor peger I på Lars Løkke som statsminister?

- Fordi vi mener, at borgerne selv bestemmer, hvad der er det gode liv for dem. Vi er rundet af en kristendemokratisk, socialkonservativ ideologi, der vægter højt, at staten ikke blander sig mere end absolut nødvendigt. Når det handler om skoler f.eks., vil vi gerne sikre selvstyrende folkeskoler, langt mere frihed, have heldagsskolen væk, slippe af med statslig kontrol og bureaukrati. Det, vurderer vi, er lettere at få igennem på den borgerlige fløj.

- Er jeres skattepolitik borgerlig?

- Ja, vi vil give skattelettelser i bunden. Det fornemmer vi ikke, at de røde vil være med på.

- Det er ellers standardsvaret i venstre side af salen: At hvis skatten skal lettes, skal det være i bunden, ikke i toppen.

- Problemet for os er, at de ikke vil lempe skatten. Men der findes mere end én måde at være borgerlig på. Jeg er ikke liberal, jeg tror ikke, at markedskræfterne kan klare det hele. Man kan kæmpe for markedet, staten eller civilsamfundet. Vi kæmper for det sidste.

- Vi I lade borgere, der er er trådt tidligt ind på arbejdsmarkedet, gå tidligere på pension?

- Kun hvis de er nedslidte. Vi laver ikke politik for håndværkere, der ikke gælder for akademikere. Vi vil i stedet give lettere adgang til førtidspension og give midlertidig førtidspension, så man kan træde ud af arbejdsmarkedet i f.eks. tre år.

- Vil I nedlægge regionerne sammen med blå blok?

- Nej. Jeg er glad for, at Mette Frederiksen siger, at hun vil bevare dem. Jeg tror, vi er det sidste borgerlige parti, der kæmper for decentralisering og nærdemokrati. Det bliver ikke på vores mandater, at regionerne bliver lukket.

- Er det en rigtig strategi at gøre Danmark uattraktiv for flygtninge ved f.eks. at sætte ydelserne ned og vanskeliggøre familiesammenføring, så de vælger at søge andre steder hen?

- Nej, det er ikke en fair strategi. Der er dem, der virkelig har brug hjælp, og så er der dem, der ikke skal være her. Der skal være krav og grænser i forhold til migranter, og er man kriminel, skal man ud. Tilbage står dem, vi skal hjælpe. Derfor vil vi tage flygtninge ind i hele familier med mor, far, børn og hvad der ellers er. Der skal være en grænse for, hvor mange vi kan tage, men her taler vi om familier, ikke om cpr-numre. Vi skal ikke gøre det uattraktivt at komme hertil. Vi har brug for arbejdskraften. Vi har brug for, at der kommer folk ind udefra, og det kræver åbne arme, men bestemte krav.

- Du er i gang med en statskundskabsuddannelse. Har vi snart brug for flere ufærdige cand.polit.er, cand.scient.pol.er, cand.hvadsomhelst.er i Folketinget?

- Jeg tror helt ærligt ikke den uddannelsesmæssige baggrund er afgørende. Hvis vælgerne stemmer på mig nu, stemmer de på mig som halvstuderet statskundskaber. Hvis det er det, de vil have i Folketinget, er det, hvad de får.

Isabella Arendt

Fuldt navn: Isabella Arendt Laursen.
Alder: 26 år.
Fødested: Fredericia.
Civilstand: Gift.
Bopæl: Valby ved København.
Uddannelse: Læser statskundskab på Københavns Universitet.
Politisk karriere: Opstillet for Kristendemokraterne ved de seneste to folketingsvalg. Medlem af DSU som 14-årig. Var en kort overgang medlem af De Radikale efter valget i 2011.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fodbold

Frank Lampard slog sin læremester

Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce