Annonce
Erhverv

Ny frisør fandt sin rette hylde

Maria Bilstrup på arbejde. Hun har for nylig bestået svendeprøven og fortsætter i en fast stilling på sin læreplads Hair by Gry'P. Foto: Peter Hald
Maria Bilstrup fandt sig godt tilrette i frisørsalonen Hair by Gry'P. Nu har hun bestået sin svendeprøve.

Brædstrup: At blive frisør er ikke bare lige noget, man klarer med en lille studsning og et par raske klip med en saks. Det kræver masser af forberedelse og træning - og så er svendeprøven en ganske omfattende test.

Nu har 29-årige Maria Bilstrup fra Brædstrup håndteret saksen så godt, at hun bestod svendeprøven på frisørskolen i Aarhus - og bestod med ros endda. Og nok så væsentligt vanker der en fast stilling på hendes læreplads, frisørsalonen Hair by Gry'P i Brædstrup.

- Svendeprøven strakte sig over to intense dage, hvor jeg skulle klippe fem forskellige modeller og både arbejde med klipning, hårfarvning og styling, fortæller Maria Bilstrup.

- Det krævede fem uger med forberedelser, så noget af tiden havde jeg fået mine forældre til at passe min datter på to år, tilføjer hun.

Frisøruddannelsen er normalt på fire år, men Maria Bilstrup har været fem år undervejs, fordi hun tog et års barsel, da hun fik datteren Lærke.

Annonce
Svendeprøven strakte sig over to intense dage.

Maria Bilstrup

Serverede på kroen

Umiddelbart stod det ikke lige skrevet i kortene, at Maria Bilstrup skulle være frisør:

- Tidligere arbejdede jeg med servering på Brædstrup Kro, da den eksisterede, og jeg har også haft andre job. Jeg havde ikke lige tænkt på at blive frisør, men en dag mødte jeg Gry (Gry Petersen, indehaveren af salon Hair by Gry'P), og hun spurgte, om ikke jeg skulle i lære hos hende - så det prøvede jeg, fortæller hun.

Det viste sig, at hun fandt den rette hylde. Og det er tydeligt at den 29-årige frisør er engageret i sit arbejde:

- Jeg gør mig umage - tingene skal gøres ordentligt, understreger hun.

Hun er glad for arbejdsmiljøet i den store frisørsalon med i alt syv medarbejdere:

- Vi har et virkelig godt kollegialt fællesskab, erklærer den nye frisør.

Maria Bilstrup, der er datter af Mette og Ole Bilstrup, har tidligere spillet meget håndbold, men sporten er sat på pause:

- I fritiden prioriterer jeg familien - jeg er virkelig et familiemenneske, fortæller Maria, der bor lidt uden for Brædstrup samme med datteren Lærke og kæresten Sonni, der er betonentreprenør hos EMR i Nørre Snede.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce