Annonce
Horsens

Træt af larm til langt ud på natten: Ny forældregruppe skal dæmpe de unge

Thomas Brodie (t.v.) Kirsten Mikkonen og Charlotte Brodie (t.h.) på en af forældregruppens gåture i weekenden. Privatfoto
Forældrene i Gedved er trætte af at blive holdt vågne af festglade unge på Gedved Superrampe. Nu har de stiftet en gruppe, som går ture ved skolen om aftenen.

Horsens: En frivillig forældregruppe har set dagens lys i Gedved. På knap en uge har gruppen "Forældregruppen 8751 Gedved" fået 239 medlemmer, og onsdag aften holder den møde i skolens cafeteria med SSP-medarbejderen Jacob Aastrup. Det hele går ud på at gå ture for at skabe mere ro i byen især omkring skolen og på superrampen ved siden af. Ideen blev født i sidste uge, da fire forældre fik nok af de unges larm.

- Der bliver spillet pænt højt musik. Meningen med rampen er, at de unge skal more sig. Men der er blevet stigende ballade derovre med larm og musik til langt ud på natten til gene for alle. Det er for meget af det gode, når man ikke kan høre sit tv med vinduer og døre lukket, fortæller den ene af de fire initiativtagere, Kirsten Mikkonen, som selv har en datter i 8. klasse på Gedved Skole.

Indtil mandag aften, da Gedved Superrampe ved skolen blev sat i brand, har der ikke været egentlig ballade om aftenen, men de unge skal lære at tage mere hensyn, mener forældrene.

- De fleste er søde unge mennesker. De hygger sig og gør det ikke for at genere. Men vi vil gerne have dem til at tænke over bare at skrue en lille smule ned. De må meget gerne være der, men de har godt af at lære at være hensynsfulde. Vi skal være her alle sammen, lyder det fra Kirsten Mikkonen.

Annonce

- De skal se det som noget rart, at vi kommer. Det bliver lynhurtigt spredt mellem de unge, at vi går rundt, og vi skal være synlige og snakke med dem på den gode måde. Hvis der er ballade, kontakter vi politiet. Vi skal ikke være politibetjente - vi er bare forældre, og vi hverken kan eller skal gøre noget.

Kirsten Mikkonen, medinitiativtager

Ikke politibetjente

Rampen ved skolen er et populært tilløbsstykke. Ikke bare for Gedved, men for hele omegnen. Derfor kommer der også ældre unge, og med dem både alkohol og i værste tilfælde stoffer, frygter forældregruppen.

- Vores bekymring går på, at der bliver drukket alkohol og røget. Børn i 6. klasse er blevet tilbudt øl på rampen. Så vi gør det af bekymring for vores unge mennesker. De skal ikke ende ud i en masse lort med alkohol og stoffer, forklarer Kirsten Mikkonen.

Forældregruppen har været ude at gå ture hver aften i weekenden. Og der har ikke været optræk til ballade eller sammenstød med de unge. Men det er heller ikke meningen. Forældrene skal ikke være bussemænd eller selvbestaltede politimænd; det handler om den gode dialog.

- Vi er nødt til at være mere ude, så de ser os og ved, vi holder øje med dem. Vi vil gerne have et samarbejde op at køre med de unge mennesker og have god kommunikation. Vi har en oprigtig interesse i at høre, hvad de laver. Så det, vi vil, er bare at gå hen og snakke med dem og høre, hvad der foregår.

For at sikre den gode dialog har forældregruppen engageret SSP-medarbejder Jacob Aastrup for netop at få nogle redskaber til, hvordan man snakker med de unge og bevarer den gode stemning.

- Vi skal klædes ordentlig på til at møde de unge på den rigtige måde. Så de ikke bare synes, vi er skidesure - for det skal vi ikke være, siger Kirsten Mikkonen og fortsætter:

- Når først vi kommer til at kende de unge, er det lettere at henstille til, at de lige smider dåserne i skraldespanden. Vi er nødt til at arbejde os stille og roligt ind på dem.

Kirsten Mikkonen håber på, at forældrenes mange gåture rundt omkring skolen og rampen vil dæmpe de unge bare lidt.

- De skal se det som noget rart, at vi kommer. Det bliver lynhurtigt spredt mellem de unge, at vi går rundt, og vi skal være synlige og snakke med dem på den gode måde, siger hun og understreger:

- Hvis der er ballade, kontakter vi politiet. Vi skal ikke være politibetjente - vi er bare forældre, og vi hverken kan eller skal gøre noget.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce