Annonce
Erhverv

Ny foderfabrik ændrer på vejføring i industriområde

DLG får brug for meget plads, når de skal udvide Vilofoss-fabrikken i Brædstrup. Det vil betyde, at fabrikken kommer til at strække sig ud over Øskovvej. Derfor skal vejføringen nu laves helt om. Illustrationen her er blot ment som et forslag. Illustration: DLG
Borgmester glæder sig over, at DLG har besluttet at udvide Vilofoss-fabrikken i Brædstrup. Fabriksbyggeriet kan betyde, at dele af Øskovvej skal ændres for at give plads til den nye produktionsbygning.

Brædstrup: Når landbrugsselskabet DLG allerede i andet kvartal 2020 vil begynde at opføre en 900 kvm stor fabrikshal på Øskovvej 9 i Brædstrup, vil det højst sandsynligt betyde, at dele af vejen skal lægges om for at give plads til fabrikken.

Det oplyser borgmester Peter Sørensen (S), efter bestyrelsen i DLG i slutningen af oktober besluttede at investere mellem 100 og 200 millioner kroner i en ny vitamin- og mineralfabrik på grunden.

- Ifølge det oplæg, der ligger nu, skal vejen lægges om, og det kommer højst sandsynligt til at indgå i den politiske beslutningsproces, som starter nu. Hvis vi som kommune gerne vil være attraktive, så virksomheder vil flytte hertil, er vi gerne fleksible også på det område. Men det skal selvfølgelig laves, så der er plads til de virksomheder, der er der i forvejen, og så de også kan se sig selv i det. Det er den vigtigste faktor, siger Peter Sørensen.

Annonce

Det skaber flere arbejdspladser, og det er arbejdspladser, som nok vil være der i de næste 50-100 år, når der er tale om så store investeringer.

Borgmester Peter Sørensen

Godt for bosætning og butiksliv

DLG har endnu ikke købt erhvervsjorden til den nye fabrik, og ifølge borgmesteren bliver der tale om et stort kommunalt jordsalg, da landbrugsselskabet også gerne vil have mulighed for at udvide med endnu en produktionslinje en gang i fremtiden.

Det, at en af landets største virksomheder, er parat til at investere over 100 millioner kroner i Brædstrup, ser borgmesteren som et positivt signal, som vil få en positivt indvirkning på byen i mange år frem.

- En investering på denne størrelse vil betyde, at når virksomheden engang i fremtiden skal investere igen, taler det for, at man også i fremtiden vil lægge sine investeringer der, fordi man har bundet så meget økonomi i Brædstrup. Det skaber flere arbejdspladser, og det er arbejdspladser, som nok vil være der i de næste 50-100 år, når der er tale om så store investeringer. Der er sikkert også nogle servicevirksomheder, som kan komme til at nyde godt af det her.

- Det vil også gavne bosætning, og det kommer til at fylde skole, børnehave og detailhandel, og det er bare rigtig godt for økonomien, siger Peter Sørensen.

Interesse for erhvervsgrunde

Borgmesteren oplyser, at der i øjeblikket er stor opmærksomhed fra forskellige type virksomheder om at købe erhvervsgrunde i Brædstrup.

- Der er interesse for Brædstrup ikke kun bosætningsmæssigt, men også erhvervsmæssigt. Når det kommer til erhvervsvirksomheder, er der ofte en lang beslutningsproces, og jeg har derfor ikke mulighed for at være konkret på noget, siger Peter Sørensen.

Den nye fabriksbygning hos Vilofoss vil fordoble produktionen af vitaminer og mineraler i Brædstrup. Arkivfoto: Henrik Sandvad
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv For abonnenter

Håndværk og håndmadder giver smør på brødet: Otte nye regnskaber fra lokale firmaer

Annonce