Annonce
Horsens

Ny fløj og dobbelt så meget halplads: Her er statsskolens udvidelsesplan

Ifølge uvidelsesplanen skal der opføres en ny fløj, der får et udseende, der er i tråd med det eksisterende byggeri. Fløjen forbindes til skolens øvrige bygninger via gangbroer. Illustration: C.F. Møller
Fredag præsenterede byggeudvalget bag Horsens' fusionerede gymnasier det konkrete udvidelsesprojekt, som forventes færdigt i sommeren 2021. Der skal udvides med 6300 kvadratmeter i to etager.
Annonce

Horsens: En ny undervisningsfløj, en ny idrætshal og en tilbygning til den eksisterende "science"-fløj.

Det er i vente, når der til september næste år bliver taget første spadestik til en 6300 kvadratmeter stor udvidelse af Horsens Statsskole, der 1. januar 2020 fusionerer med Horsens Gymnasium.

Fredag kunne de to gymnasiers byggeudvalg løfte sløret for det konkrete udvidelsesprojekt, der er tegnet af C.F. Møller og skal eksekveres af entreprenørfirmaet MT Højgaard.

Projektet er valgt blandt fire finaleforslag, som også talte bud fra de lokale tegnestuer Rum og Skala Arkitekter.

- Vi har valgt C.F. Møllers forslag, fordi det er den bedste løsning i forhold til at lave et moderne læringsbyggeri. Det er ikonisk og flot, det supplerer de eksisterende bygningers ny-klassicistiske stil, og det kommer til at fungere godt i dagligdagen, siger Flemming Steen Jensen, formand for byggeudvalget og kommende rektor for Horsens Gymnasium og HF.

Horsens Statsskole udgør i dag cirka 11.000 etagemeter.

Det ser lærerne frem til

Folkebladet har spurgt to lærere på de to gymnasier, der begge har siddet med i byggeudvalget, hvilke tre forhold de ser mest frem til på den nye skole.

Marie Pilgaard Kragballe, underviser i kemi, biolog og bioteknologi på Horsens Statsskole:

- Muligheden for at trække elever ud at arbejde i åbne fællesarealer tæt på klasselokalerne.

- Faglærerne kan sætte mere præg på deres eget fagområde.

- Der bliver indrettet store fællesarealer ude og inde.

Helge Dall, underviser i idræt og biologi på Horsens Gymnasium:

- Der bliver indrettet fagfællesskaber, og samtidig vil der være et flow i bygningen, så man kan komme hinanden ved.

- De nye halfaciliteter giver god plads til den indendørs idrætsundervisning, hvor der er mulighed for bevægelse på tværs mellem den eksisterende hal og den nye hal.

- Der bliver et godt indeklima i de nye faglokaler med masser af lys.

Annonce

Gymnasiets nye hjerte

Den nye skole skal kunne rumme 1350 elever, 550 flere end i dag, og får 150 ansatte.

For at imødekomme det kapacitetskrav skal den nuværende pedelbolig og rektorbolig, der ligger sydøst for hovedbygningen, rives ned og give plads til en ny fløj. Den skal indeholde faglokaler til undervisning i samfundsfag og kreative fag.

Samtidig bliver den eksisterende "science"-fløj udvidet, så de to fløje bliver lige store.

- Dermed får vi et symmetrisk og sammenhængende byggeri, der er forbundet via gangbroer. Det skaber et gårdrum, der vil fungere som skolens udendørs centrum, som især vil blive benyttet om sommeren, forklarer Flemming Steen Jensen.

Byggeudvalgsformanden peger særligt på den nye fløj som en central brik i udvidelsen.

- Her skal være en samlingssal, hvor der vil være plads til alle skolens elever. Det bliver gymnasiets nye hjerte, hvor vi kan have morgensamlinger og dimissioner, siger han.

Annonce

Dobbelt så meget halplads

Når den nye skole står klar, skal fire klasser kunne have idræt samtidig, og derfor er der behov for en ny idrætshal.

Denne kommer til at ligge op til den eksisterende hal og vil indeholde spejlsal og fitnessrum. Samtidig får den udendørs idrætsplads et løft, blandt andet med nye atletikfaciliteter.

- Vi får dobbelt så meget halplads, og det kommer også lokalmiljøet til gode. I dag er det kun skolen, der bruger hallen, men fremover vil det blive sådan, at alle med en nøglebrik kan låse sig ind og benytte hallerne uden for skoletid, siger Flemming Steen Jensen.

Også mellem hallerne og hovedbygningen/"science"-fløjen vil der blive indrettet et gårdrum.

Den nye samlingssal skal blandt andet bruges til morgensamlinger og dimissioner. Illustration: C.F. Møller
Annonce

Fagtorve og gårdhaver

Udvidelsen skal ikke blot give mere plads, men også et generelt løft af skolens læringsmiljø.

I de nye bygninger vil undervisningslokalerne have lysindfald fra flere steder, og der vil være moderne ventilationssystem.

Uden for faglokalerne vil der blive indrettet fagtorve, hvor eleverne kan lave gruppearbejde, ligesom der i hver af fløjene vil blive indrettet en gårdhave, hvor eleverne kan opholde sig.

Også hovedbygningen vil blive berørt af udvidelsen. Her skal lærerværelse og administration flyttes ovenpå, små klasselokaler vil blive lavet om til samarbejdslokaler, og der vil blive etableret en trappeopgang mellem kantine og aula, så sidstnævnte kan understøtte kantinearealet.

I de to fløje skal der indrettes gårdmiljøer, hvor eleverne kan opholde sig. Illustration: C.F. Møller
Annonce

Mere end 78 p-pladser på vej

Det nye byggeri bliver opført i to etager, og når det ikke er højere, er det ifølge Flemming Steen Jensen både for at passe til det eksisterende byggeri, men også for at tage hensyn til gymnasiets naboer.

Der er også tænkt på naboerne i forhold til de trafikale og parkeringsmæssige forhold, der kommer under pres med tilgangen af elever og personale fra Horsens Gymnasium.

Det trafikale pres ser ud til blive lempet, når krydset mellem Schüttesvej og Lovbyvej ifølge kommunens planer bliver lukket for indkørsel til Lovbyvej, mens der bliver etableret trafikregulering ved krydset mellem Lovbyvej og Silkeborgvej.

Også hvad angår parkeringspladser tror Flemming Steen Jensen på, at udfordringerne bliver løst, så behovet for parkeringspladser bliver indfriet.

- Vi har lige nu 110 parkeringspladser og skal ifølge lokalplanens krav etablere yderligere 78, når vi bygger så meget, som vi gør. Men for at genere naboerne mindst muligt, har vi planer om at etablere endnu flere, end vi skal, og det har vi lige nu et arkitektfirma til at kigge på, siger Flemming Steen Jensen.

Foruden at udvide skolens eksisterende parkeringsareal og inddrage budholdepladsen foran gymnasiet til at lave parkeringspladser nævner han muligheden for at købe 60 kommunale parkeringspladser, der ligger syd for idrætspladsen.

Udvidelsesprojektet, der ventes færdig i sommeren 2021, hvor den nye skole efter planen skal tages i brug, er budgetteret til 148 millioner kroner. Næste skridt er udarbejdelsen af en ny lokalplan.

Annonce
Annonce
Danmark

Opdateret onsdag: 558 nye smittede i Danmark

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Østjylland

René blev tilbageholdt for ikke at gå med mundbind: Hvor går grænsen for vagternes beføjelser?

Annonce