Annonce
Navne

Ny chef var ikke svær at finde: Kendt ansigt bliver Horsens' ny museumschef

Merete Bøge Pedersen kom til Horsens som museumsinspektør på Horsens Museum i 2015. Nu er hun blevet udpeget som chef for alle byens museer under Museum Horsens. Foto: Morten Pape
Hun har i forvejen fingrene nede i Horsens' kulturelle maskinrum - nu skal Merete Bøge Pedersen løfte museumsområdet som chef.

Horsens: Horsens Kommune har fået ny museumschef, og der skulle hverken higes og søges i gamle bøger eller graves dybt i den østjyske muld for at finde den rette person.

Navnet på chefen for Museum Horsens, der dækker enhederne Fængselsmuseet, Horsens Museum, Byhistorisk Arkiv, Arkæologisk Afdeling og Horsens Kunstmuseum, vil nemlig fremover være Merete Bøge Pedersen.

Museumschefen er i forvejen et kendt ansigt i Horsens, hvor hun hidtil har været afdelingsleder af Fængselsmuseet, Horsens Museum og Byhistorisk Arkiv.

Den ny chef tiltræder en stilling, der har været ubesat siden hendes forgænger, Anne Bjerrekær, fratrådte for halvandet år siden, og hun glæder sig til nu at tage fat i det kulturelle maskinrum, som hun altså allerede kender godt.

- Jeg er utrolig glad for at skulle stå i spidsen for museerne i Horsens. Vi har nogle fantastiske museer, og vi har i Horsens en fantastisk historie, som er helt unik, og som skiller sig ud - også på nationalt plan. Og jeg glæder mig til at medvirke til, at vores museer og mange kulturhistoriske tilbud bliver endnu mere tilgængelige og vedkommende for endnu flere mennesker, end det er tilfældet i dag, siger Merete Bøge Pedersen.

Annonce

Merete Bøge Pedersen

Merete Bøge Pedersen kom til Horsens Museum som museumsinspektør i 2015, og hun blev sidste år afdelingsleder for Fængselsmuseet, Byarkivet og Horsens Museum.

Hun har tidligere blandt andet undervist i historie ved Aarhus Universitet og har arbejdet som forsker og arkivar ved Landsarkivet for Nørrejylland.

Hun har endvidere en ph.d. fra Institut for Historie og Områdestudier på Aarhus Universitet.

Kilde: Horsens Kommune

Sammenhængskraft og flere besøgende

Hun kom til byen som museumsinspektør på Horsens Museum i 2015, og sidste år blev hun afdelingsleder for Fængselsmuseet, byarkivet og Horsens Museum.

Hun er ph.d. fra Aarhus Universitet, og mange formentlig også vil kende hendes navn fra omslaget til flere bøger, blandt andre "Horsens i årtier".

Om hun får tid til fortsat at skrive flere af den slags værker, vil tiden vise, for med det samlede ansvar for Horsens Kommunes museumsvæsen er det en betydelig opgave, hun har takket ja til.

I en pressemeddelelse peges for eksempel på, at hun skal "sikre sammenhængskraft på tværs af de enkelte selvstændige enheder, ligesom det er en klar ambition, at museerne i Horsens skal have flere besøgende."

Unikt fyrtårn

Ifølge Merete Bøge Pedersen står kommunen dog på historie-stærk grund, blandt andet med Fængselsmuseet og Fængslet som "et helt unikt fyrtårn for Horsens-historien".

- Men også Horsens som helhed har en enorm interessant historie, som strækker sig 10.000 år tilbage i tiden. Det er helt enestående, siger Merete Bøge Pedersen, der ud over jobbet som museumschef fortsat skal beklæde stillingen som afdelingsleder for Fængselsmuseet, Horsens Museum og Byhistorisk Arkiv.

Den nuværende leder af Arkæologisk Afdeling, Lone Seeberg, og Horsens Kunstmuseums leder, Claus Hagedorn, fortsætter også i deres job som hidtil, oplyser Horsens Kommune.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce