Annonce
Horsens

Ny caféejer i Megascope: En stor drøm er gået i opfyldelse

Tapas med inspiration fra den store verden. Ozan Kevek har åbnet den ny Café Senz i Megascope i Horsens. Foto: Søren E. Alwan
Ozan Kevek har overtaget forpagtningen af restauranten i Megascope og givet den nyt liv, nyt navn og nyt koncept. Café Senz er navnet på cafeen, hvor omdrejningspunktet på menukortet er tapas.

Horsens: Der er kommet nyt liv i biografens restaurant. Ved årsskiftet overtog 27-årige Ozan Kevek forpagtningen af cafeen, midt i februar åbnede den igen. Den har fået nyt navn, ny indretning og nyt koncept, og på spisekortet er omdrejningspunktet tapas fra mange verdensdele.

Den nye caféejer har justeret på indretningen. Der er blandt andet kommet filmplakater, fotos og andre effekter på væggene.

- Cafeen virkede tidligere lidt for fin, lidt for kold, ikke ret meget stemning og hygge. Det har været vigtigt for mig at ændre på det. Her skal være en god atmosfære i cafeen, så gæsterne synes, at det er rart at komme her, forklarer Ozan Kevek.

Forpagtningen har han fået sammen med kammeraten Ali Salimi.

Annonce

Jeg har mange planer for cafeen. Vi er først lige begyndt. Lige nu arbejder vi med planer om at starte brunch op fredag, lørdag og søndag.

Ozan Kevek, caféejer

Tapas er omdrejningspunktet

Omdrejningspunktet på menukortet er tapas. I skikkelse, som de fleste kender det: Ostebræt og bræt med charcuteri. Men derudover er der over 20 forskellige tapasretter med inspiration fra den store verden.

Der er inspiration hentet i Afghanistan og Tyrkiet. Der er inspiration fra Spanien og lidt fra Italien. Og alt er hjemmelavet, tilberedt af kvalitetsråvarer og serveret på en spændende måde, forklarer Ozan Kevek.

- Vi har fået meget ros for vores mad. I det hele taget har vi fået en rigtig god modtagelse og start her de første måneder, forklarer caféejeren.

På menukortet er også hjemmelavet burger. Der er nogle, der altid vil have burger. Så det skal også være en mulighed på Café Senz, siger restauratøren.

Drømmen om sit eget

Det er kok Tahir Yasar, der tryller tapasretterne frem i cafeens køkken. Han er en af de fire medarbejdere, som Ozan Kevek har ansat i cafeen. Til daglig arbejder han nemlig selv som salgsassistent i bilfirmaet Aunsbjerg, hvor han har ansvaret for leasingafdelingen.

- Her er jeg kl. 8-16 hver dag. Kl. 16-22 vil jeg være i cafeen.

- Jeg har altid haft drømmen om at starte noget selv. Det har jeg gjort nu, men på hobbyplan. Jeg har mit gode, faste arbejde til hverdag. Når jeg skal slappe af, så er jeg her i cafeen. Det er her, jeg bruger al min fritid. Her i starten har jeg brugt masser af timer i cafeen. Det er indtil, at det hele kører, og vi alle har fundet en rutine. Jeg har ansat dygtige folk, som skal aflaste mig. Så på sigt vil jeg være her i mindre tid. Så vil det hele køre knapt så hektisk, som her i starten, forklarer han.

Kokken Tahir Yasar tryller med råvarerne i cafeens køkken. Foto: Søren E. Alwan

Masser af planer

Ozan Kevek er glad for beliggenheden af cafeen og det at være en del af Megascope, som han samarbejder med. Bl.a. med særlige tilbud, f.eks. en kombineret billet til biografbillet og mad.

Cafeejeren har desuden fået indrettet terrassen uden for med møbler, så man i godt vejr kan tage en kop kaffe eller en drink med udenfor.

- Jeg har mange planer for cafeen. Vi er først lige begyndt. Lige nu arbejder vi med planer om at starte brunch op fredag, lørdag og søndag.

- Det er mit håb, at jeg kan få bygget en café op med god stemning og masser af god og spændende mad - så gæster vil komme her i Café Senz alene for det og ikke kun, når de skal i biografen. Café Senz skulle gerne være et sted, man vil vælge at gå hen, når man har lyst til at gå ud at spise og hygge sig. Det er min ambition, min drøm, forklarer Ozan Kevek.

Ozan Kevek har også indrettet siddepladser på den udendørs terrasse ved indgangen til cafeen. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Jysk bygger om: Genåbner på fredag

Leder For abonnenter

Leder: Tak for oplevelserne til en dansk verdensstjerne

Der er altid risiko for at få tastaturkrigere på nakken, når man hylder en sportsstjerne som den største i Danmark nogensinde, så lad mig i internetfredens tegn konstatere, at det var en af de største, der fredag morgen sagde "goodbye" til en hel tennisverden. Uanset placeringen på den rød-hvide evighedsskala: Caroline Wozniacki fortjener al den hyldest, der ruller hendes vej. Hun har været en strålende repræsentant for Danmark på alle parametre, og selv om jeg er en af dem, der har nået kvalmegrænsen, når det gælder hyldestvideoer, taler det sit eget tydelige sprog, når tennislegender som Federer, Djokovic, Nadal og Serena Williams afleverer personlige hilsner til "Caro". Som danskere kan vi ærgre os en smule over, at hendes sidste tre kampe blev spillet på umulige tidspunkter midt om natten, men der er på især to punkter noget smukt i, at det hele sluttede i Australian Open. Punkt 1: Det var her, hun 27. januar 2018 endelig fik den Grand Slam-titel, hun manglede i en fornem karriere. Jeg var en af dem, der kneb en tåre, da hun efter en forrygende finale kunne hæve trofæet. Punkt 2: Wozniacki har været en perfekt ambassadør for Danmark i hele verden. Og længere væk end Melbourne kommer vi ikke, når det gælder de største turneringer. Hun har på WTA Tour'en aldrig været spilleren begavet med det største talent, men hun har altid været i superform og ofte slidt en modstander op. 71 uger som nummer et på verdensranglisten, to finaler i US Open, en sejr i den prestigefyldte sæsonfinale og en lang række turneringssejre er beviser på en fornem karriere. Og så er hun vellidt: - Hun er en person, der er fantastisk uden for banen. Så det bliver et stort tab for kvindetennis, især for mig, siger veninden Serena Williams. Det må varme hos "Wozzy". Vi får nok aldrig én som hende igen, men for tennisfans er det da rart at tænke på, at vi har et par af verdens stærkeste juniorer i Clara Tauson og Holger Rune. I har noget at leve op til. Tak for oplevelserne, Caroline!

Annonce