Annonce
Erhverv

Ny butik i Brande: Fra webshop til fysisk butik

Onsdag åbner Ulla Toft Christensen sin nye butik Wooltimo på Storegade 29. Foto: Mikael Lund
Garnbutikken Wooltimo åbner på Storegade 29 i Brande.

Brande: Onsdag får Brande igen en ny butik, når Ulla Toft Christensen åbner Wooltimo på Storegade 29.

I en tid, hvor mere og mere handel flytter over på nettet, går Wooltimo i den stik modsatte retning. Wooltimo er oprindeligt en netbutik, som Ulla Toft Christensen overtog tilbage i 2016 og siden har drevet fra hjemadressen på Uhrevej med pæn succes. Efterhånden var hun nået dertil, at der skulle ske noget mere end bare at modtage og ekspedere ordrer hjemmefra, og da der i Ulla Toft Christensens verden ikke nødvendigvis er ret langt fra tanke til handling, blev resultatet butikken på Storegade, som hun vil drive sideløbende med webshoppen.

Aftalen med ejendommens ejere, Festbutikkens indehaver Peder Poulsgård samt Allan Baunsgaard, kom i stand henover en weekend lige før jul.

- Det gik lidt stærkt, erkender Ulla, som også traf en rask beslutning, da hun overtog Wooltimo for godt tre år siden.

Siden har hun holdt åbent en til to dage om ugen, men med butiksåbningen bliver åbningstiderne udvidet betragteligt, så man fremover kan købe garn med mere onsdag – fredag samt hver anden lørdag.

Annonce

Flere slags garn

Wooltimo handler først og fremmest med garn, men på butikshylderne finder man også strikkeopskrifter og -kits, bøger om strik og strømper, bl.a. af mohair. Ulla Toft Christensen forhandler faktisk også hjemmesko, men det fortsætter hun indtil videre med at gøre via hjemmesiden.

I butikken fører hun fem-seks forskellige garntyper, heriblandt garn af uld fra islandske og færøske får, svenske Svarta-får samt noget så eksotisk som lamauld – og garn af genbrugsplast! Det sidste består af 70 procent genbrugsplast fra granulerede plastflasker og genbrugsbomuld for resten.

Ulla Toft Christensen nøjes ikke med at sælge garn til andre; hun strikker også meget selv, selvom det ikke er blevet til helt så meget den seneste måneds tid på grund af butiksåbningen. Strikkeriet tog for alvor fart for en god halv snes år siden. Dengang var hun – som mange af sine daværende kolleger – kraftigt inspireret af Sofie Gråbøl, der i rollen som Sarah Lund stort set altid optrådte i strikkede sweatre i DR’s krimiserie ”Forbrydelsen”.

Lidt sværere har det været at overbevise hendes og hendes mand Lars’ to drenge, der går i henholdsvis 5. og 9. klasse på Præstelundskolen, om, at det er lykken at gå i hjemmelavede striktrøjer – men så kan de måske få glæde af nogle af de luffer, Ulla også strikker for at udnytte de garnrester, der næsten altid bliver til overs, når en trøje er færdig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv For abonnenter

Fra drøm til mareridt: Min livsdrøm er væk, men jeg tænker mere på stand-lejerne end på mig selv

Annonce